Hans Lindberg er væk fra familien 150 dage om året: ”Det er et meget specielt liv, vi lever”

Det var egentlig ikke meningen, at de skulle sidde her netop nu. Med ferie forude og København uden for vinduerne. På en i øvrigt helt almindelig mandag.

Der stod oprindeligt EM i Malmø i januarplanen hos håndboldstjernen Hans Lindberg, hans kone, Jeanette Mackenhauer Lindberg, og deres to drenge, Aron og Carl, men efter herrelandsholdets overraskende exit i indledende runde har familien nu pludselig ekstra tid på hænderne.

– Vores liv er planlagt 100 procent efter Hans’ liv og karriere, og vi er på en eller anden måde hele tiden i en slags limbo, hvor vi ikke rigtig ved, hvor vi skal være hvornår, forklarer Jeanette, der turbo-redigerede i planerne om at flyve til Sverige med drengene og i stedet besluttede at sætte dem ind i bilen og køre fra familiens hjem i Berlin til København for at mødes med Hans.

– Vi har lært at have et åbent sind og gå-på-mod i forhold til at skulle tilpasse os nye ting. Det er en stor del af det liv, vi lever, bekræfter Hans, der på håndboldbanen går under navnet Hans Majestæt.

Læs også: Christine arbejder op til 70 timer om ugen: "Mange spørger, hvorfor jeg overhovedet har valgt at få børn"

Omstillingsevnen har parret haft tid til at finpudse i fællesskab. Gennem 14 år, siden de to mødte hinanden. Dengang havde Hans i en alder af 24 netop skrevet kontrakt med en håndboldklub i Hamborg, og i kærlighedens navn vinkede 21-årige Jeanette farvel til familie, venner og sit jurastudie i Jylland for at kaste sig ud i et nyt liv i det nordtyske. Med alt, hvad det indebar af mere eller mindre uforudsigelige træningstider, kampe og sidenhen også klubskifter.

– Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Hans var væk det meste af tiden, og jeg kendte hverken sproget, kulturen eller nogen mennesker i byen, fortæller Jeanette og mindes, hvordan hun allerede dengang tog en vigtig beslutning.

– Jeg er generelt optimistisk og positiv omkring mange ting, og jeg tænkte ved mig selv, at vi nok altid ville have et liv, der er anderledes end mange andres, og at jeg lige så godt kunne prøve at få det bedste ud af det. I stedet for at sidde hjemme i lejligheden og have medlidenhed med mig selv. Som sagt så gjort.

Imens Hans kørte kometkarriere på håndboldbanen, gik Jeanette ud og fandt sig et nyt netværk i det lokale fitnesscenter, på sine løberuter og i en dansk kvindeklub i byen. Jurastudiet satte hun på hold for en stund, genoptog det sidenhen – og pausede det så på ny. I helt særlig anledning, da parrets ældste søn, Aron, kom til verden.

Lever fra uge til uge

Det var i august måned, 2015. Fem måneder efter gik Hans’ klub i Hamborg konkurs. Han havde på det tidspunkt spillet ni år i den tyske by, og ud over en lille baby stod parret med et nybygget hus, da nyheden ramte.

– Vi skulle pludselig gentænke alting, hvilket var en stor omvæltning, husker den i dag 38-årige håndboldspiller.

– Heldigvis har jeg været utrolig privilegeret i min karriere i forhold til at kunne vælge, hvilken klub jeg gerne vil spille i, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at vi skulle til Berlin. Men det var specielt at skulle rykke rødderne op på den måde. Især fordi det ovenikøbet var helt nyt for os at være forældre. I første omgang flyttede familien på hotel i den tyske hovedstad. I fire måneder, indtil de fik en mere permanent bolig på hånden.

– For mig var det en stor omvæltning at få børn; at skulle give slip og tage tingene, som de kommer. For jeg kan som udgangspunkt godt lide, når ting er organiserede, og jeg ved, hvad jeg skal hvornår, siger Jeanette og fremhæver Hans’ ugeskema som en afgørende joker i deres familiehverdagsliv.

– Jeg ved først sent om aftenen søndag, hvornår jeg skal træne den efterfølgende uge, fordi jeg skal kunne stå klar for klubben, og jeg kan ikke bare lige tage en sygedag eller sige, at jeg rykker rundt på noget, forklarer Hans.

- Så alt det praktiske med børnene hænger tit på Jeanette.

Oven i træning og hjemmekampe har Hans op mod 150 rejsedage om året.

– I de perioder, hvor Hans er meget væk, løber jeg stærkt. Så står jeg tidligt op, afleverer børnene i institution, går på arbejde, henter dem, skynder mig at købe ind, laver mad og putter, går tidligt i seng, og så kører der en ny dag, fortæller Jeanette, der sideløbende med den afsluttende del af jurastudiet har job på et dansk-tysk advokatkontor i Berlin.

– Med tiden er jeg blevet god til det; at leve lidt fra uge til uge. Og jeg har holdt fast i min beslutning om, at det ikke må blive en hæmsko for min tilgang til ting. Hvis jeg bare har en positiv indstilling til det, skal det nok gå, forklarer hun og beskriver, hvordan det dog stadig kan føles lettere udfordrende at skulle lægge et tandlægetjek, en frisøraftale eller en børnefødselsdag ind i en kalender, man ikke kender.

Læs også: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

– Jeg laver generelt rigtig mange ting med drengene. Vi er for eksempel tit i zoo eller oplever Berlins parker, museer og legepladser. Men jeg går i udgangspunktet ikke ud fra, at Hans kan tage med, og jeg er indstillet på – og har egentlig altid været det – at det bare er et ekstra gode, hvis han er der. Jeg går altid ud fra, at jeg er alene om alt med børnene og de daglige ting og planlægger ud fra, hvad der passer mig selv bedst, og så må Hans være med, hvis han kan.

Det er en del af den forventningsafstemning, som parret har været nødt til at lave, fortæller de. Hvilket også betyder, at Jeanette skruer ned for både arbejde og studie de dage, hvor hun er alene med ungerne. Til gengæld – og heldigvis – er der også en god portion af året, hvor Hans er hjemme og har masser af tid til at være en del af familielivet i Berlin.

– Når jeg er hjemme og har to træningsgange på en dag, træner jeg formiddag og eftermiddag. Men hvis jeg kun har én, træner jeg klokken 12, og så er jeg hjemme om eftermiddagen og har tid til børnene. Og til os som familie. Så er jeg med til at hente drengene, og så går vi på legeplads, læser bøger, går i zoo og gør hverdagsting sammen, fortæller Hans.

– Ja, det er helt underligt at være ude at handle, hvor du faktisk er med, og jeg ikke står alene med to skrigende børn og madvarer, der flyder over det hele, smiler Jeanette og skynder sig at understrege, at Hans er en virkelig god far, når han er hjemme.

Går glip af fødselsdage

Aron og Carl er fars drenge. Det kan de to forældre hurtigt blive enige om.

– Hvilket egentlig er ret unfair, når det er dig, der tager hele slæbet, siger Hans og kigger på Jeanette.

– Far er den fedeste. Især når du har været væk. Mor må helst ikke hjælpe med noget som helst, smiler hun. 

– Og jeg forstår jo godt deres reaktion, for de har savnet dig så meget, at der skal indhentes lidt. Samtidig kan de to forældre også mærke, hvordan det bliver sværere og sværere for især Aron at undvære sin far, når han er ude i verden.

– Aron synes, det er fedt at se sin far i fjernsynet og følger med og hepper og jubler. Vi facetimer også tit og har her i januar talt ned på et stykke papir – til hvornår vi skulle op til far i Sverige. Aron er normalt aldrig vågen om natten, men det har han været her i januar, fortæller Jeanette.

– På den måde har der været et stort afsavn, kan jeg mærke. Større end normalt, siger hun. Lige netop den følelse – afsavnet – kan Hans nikke genkendende til.

– Jeg kan godt mærke, at det bliver hårdere og hårdere at være væk fra drengene, jo ældre de bliver, konstaterer Hans Lindberg.

– Og når jeg kommer hjem, skal jeg altid lige akklimatiseres fra den landsholdsboble, jeg har været i. Hvor vi hver dag har et bestemt program – også for, hvornår vi skal spise og sove. Jeg skal lige ind i hverdagen igen, lyder det. Fraværet betyder, at han ikke kan undgå at gå glip af vigtige begivenheder. Stort som småt i drengenes liv og udvikling.

– Du har for eksempel ikke været hjemme på nogen af børnenes fødselsdage endnu, konstaterer Jeanette. – Og da jeg fødte Carl, spillede du kamp samme dag. Jeg fødte en søndag kl. 6.40 om morgenen, og du kørte af sted halvanden time efter.

Men jeg var totalt indstillet på, at det var sådan, det var, og at vi sagtens kunne løse det. Og det gik også supergodt, fortæller hun og husker, hvordan hun morgenen efter Carls fødsel fulgte Aron i børnehave, alene med en nyfødt på bagsædet, fordi Hans skulle af sted med landsholdet – og først kom tilbage 14 dage senere.

– Det handler om at se positivt på tingene og undgå for meget tankemylder om alt det, der alligevel ikke kan være anderledes, reflekterer hun, og Hans er enig. Sådan var han selv nødt til at tænke, da Aron for nylig startede til håndbold, og han sad i en landsholdlejr i Sverige.

– Vi facetimede bagefter, og jeg kunne jeg se, hvor oppe at køre han var, og hvor sjovt han syntes, det havde været. Og så glædede jeg mig over det – i stedet for at ærgre mig over, at jeg ikke kunne være der.

Konkurrenceknægt

Arons hold vandt for øvrigt den første dag, han spillede. Og vi bliver et øjeblik ved den side af familien Lindbergs liv. For hvordan håndterer man det massive konkurrenceelement, der unægtelig følger med en karriere som professionel sportsudøver, over for sine små unger?

– Det er ret nyt, at vi er blevet opmærksomme på den del i forhold til børnene. Men børnehaven har faktisk henvendt sig flere gange på det sidste og bedt os om at nedtone Arons konkurrencegen. For han har en udpræget vindermentalitet. Ligegyldigt om det drejer sig om at gå først ned til morgenmaden i børnehaven eller vinde i brætspil eller håndbold.

Sidst, han selv spillede håndbold, vandt det andet hold, men han mente selv, han havde vundet. Vi måtte forklare ham, at det havde han ikke, og så brød han fuldstændig sammen og løb grædende ud på toilettet, fortæller Jeanette.

– Jeg føler ikke, det er noget, vi har opildnet ham til at have, men jeg har på den anden side haft børnene med til alle hjemmekampe, fra de var helt små, og der drejer det sig jo altid om
at vinde. Så jeg kan godt forstå, at det virker meget naturligt for Aron, at det er det, livet går ud på, reflekterer hun og kigger på Hans, der vurderer, at de er rimelig gode til at nedtone konkurrenceelementet i mange andre sammenhænge.

– Når man er barn, skal man ikke være drevet af at vinde. Sport skal handle om det sociale fællesskab og om at have det sjovt. Det vil jeg gerne lære drengene – at det gælder om at have det sjovt med det, man laver. Uanset hvad det er. Jeg har selv dyrket alt muligt forskelligt som barn og ung – fra basket til fodbold og sidenhen håndbold – og hvis det ikke lige fangede mig og var skægt, var det okay at stoppe og prøve noget andet, lyder det.

– Men du har også altid villet vinde, griner Jeanette.

– Hvis man spørger dine forældre, vil de sige, at du haft vindermentalitet i en meget voldsom grad, siden du var helt lille. Og du vil stadig vinde for enhver pris. Hans gengælder sin kones smil.

– Jeg tror også, det er sundt nok at have den drivkraft, som ligger i at ville konkurrere og vinde. Det er nok en af de egenskaber, der gør, at jeg selv er kommet så langt. Min stædighed og viljen til at gå det ekstra stykke for at nå mine mål, forsvarer han sig og føler sig samtidig overbevist om, at hans vindertrang er en anden i dag end tidligere.

– Jeg kan mærke, at jeg hurtigere bliver glad igen oven på et nederlag, efter jeg er blevet far, og det gode humør kommer hurtigt igen, når mine børn er der. Måske fordi jeg er blevet mere bevidst om, at det ikke er det vigtigste i verden; at vinde hver gang. Og så er der jo bare sommetider nogen, der er bedre, tilføjer han. Det er et vilkår. Specielt i hans branche. Det må drengene også gerne lære.

Kærlighed og kaos

Når familiens uventede ferie i København er ovre, skal de hjem til Berlin – og Aron og Carl skal tilbage til den tyske børnehave, som Hans og Jeanette bevidst har valgt, at de skal gå i.

– Vi ved ikke, hvor mange år vi kommer til at være i Tyskland, men vi ser det kun som en fordel, at drengene lærer sproget, fortæller Hans.

– Forhåbentlig giver det, at vi bor i udlandet dem et godt udgangspunkt for nemmere at lære sprog senere hen – og i det hele taget tilpasse sig nye ting, mennesker og steder, fortsætter han, og Jeanette tilføjer:

– Vi bor i Østberlin, og der er på mange måder højt til loftet i forhold til, hvordan man ser ud og lever, og det er noget af det, vores liv dernede forhåbentligt også er med til at give drengene; en rummelighed over for andre mennesker og deres forskelligheder.

Hans’ kontrakt med klubben i Berlin løber indtil 2021. Derefter ligger verden mere eller mindre åben. For en kontraktforlængelse, et klubskifte eller måske et farvel til håndbolden og et goddag til et nyt liv hjemme i Danmark.

Læs også: Johanne Schmidt-Nielsen: "Kan man have børn i det her job?"

Han er involveret i henholdsvis et rådgivningsfirma og et tøjfirma med rødder i dansk jord, og efter drengene er kommet til verden, savner familien oftere og oftere at være tættere på dem derhjemme, lyder det.

– Hvis vi ikke skal hjem til Danmark, vil det mest optimale være at blive i Tyskland. Så børnene ikke skal starte forfra med et nyt sprog og en ny kultur. På den anden side kunne det også være fint med et nyt eventyr i et nyt land. Alt efter hvad der også sker i Jeanettes karriere. Uanset hvad ser vi det som noget sjovt og spændende – at vi måske skal noget helt andet, når min kontrakt udløber, fastslår Hans, imens Jeanette vender tilbage til det, der er kernen i den tilværelse, de har valgt.

– Det er et meget specielt liv, vi lever, for vi ved aldrig, hvor vi er hvornår. Hverken om en uge eller to år. Til gengæld tror jeg også, at vores livsstil er med til at give et andet og større nærvær, når vi endelig er sammen som familie. For vi når aldrig at tage familielivet for givet, og vi sætter ekstra stor pris på tiden sammen, når vi endelig har den. Måske mere, end hvis vi så hinanden hver dag og altid vidste, hvad vi skulle, siger hun.

– Så længe der bare er masser af kærlighed, så tror jeg i virkeligheden, at det er nemt nok at navigere rundt i det kaos, det måske i virkeligheden er.