Der ER forskel på mor og far: ”Hvis man siger det som kvinde, bliver man nærmest sygeliggjort”

“Vi forventer, at kvinder arbejder, som om de ikke havde børn, og at de opfostrer børn, som om de ikke arbejder.”

Sådan skriver den amerikanske journalist og forfatter Amy Westervelt i bogen Forget “Having It All”, som udkom sidste år. Hun havde fået barn nummer to som en ‘ups’er, og som selvstændig uden barselsordning måtte hun derfor genoptage arbejdet allerede dagen efter fødslen. Hun fortalte i øvrigt ingen af sine kunder om graviditeten eller fødslen, fordi hun mistede 80 procent af dem, da hun annoncerede sin første graviditet.

I HBO-serien Better Things viser instruktør og skuespiller Pamela Adlon, i rollen som den fraskilte alenemor Sam Fox, at moderne mødre sagtens kan opfostre ualmindelig charmerende børn, i dette tilfælde tre døtre, uden at miste sig selv. Også selv om det kræver et par glas rødvin eller en desperat jagt på en lille smule pot i den ældste datters natbordsskuffe for at sænke skuldrene. For som Pamela Adlon, der også i virkeligheden er alenemor til tre teenagedøtre, sagde om sine børn i forbindelse med en fremvisning af serien i New York i 2016: “De er forfærdelige. De er onde. De er ikke søde overhovedet.”

LÆS OGSÅ: Jeanette Ottesen: ”Man har da ikke sagt op, bare fordi man bliver gravid”

De to mødre taler begge ind i en tidsånd, hvor det i højere grad er blevet ok at sige, at det ikke altid er fuldstændig fantastisk at være mor, selv om man elsker sine børn. På den anden side skal vi ikke længere tilbage end 2012 for at finde den meget omdiskuterede forside med en mor, der ammer sin treårige søn, mens han står på en skammel, på Time Magazine under overskriften Are You Mom Enough? Moderen på forsiden, Jamie Lynne Grumet, er fortaler for en anden stor tendens, som har domineret debatten om moderskab de senere år, nemlig attachment parenting, som opfordrer til et langt mere nærværende moderskab med langtidsamning og samsovning. Og herhjemme vælger stadig flere kvinder at sætte karrieren helt eller delvist på standby, mens børnene er små.

Det moderne moderskab er udfordret. Alligevel har valget eller fravalget af moderskabet stor betydning for, hvordan vi opfatter og omtaler kvinder. Forestillingen om, at man indgår i en særlig klub, når man bliver mor, lever i bedste velgående. Bare se på kendte uden børn som Jennifer Aniston, der i 2016 skrev i en klumme til mediet Huffpost.com: 

“Til orientering. Jeg er ikke gravid. Til gengæld er jeg er fed up (...) Mængden af ressourcer, pressen bruger på at afsløre, om jeg er gravid eller ej, fastholder opfattelsen af, at kvinder af en eller anden grund er ufuldkomne, mislykkede eller ulykkelige, medmindre de er gift og har børn.”

Det selvvalgte moderskab

Det er ikke mere end et par generationer siden, at det var almindeligt, at kvinder arbejdede, indtil de fik børn, hvorefter de gik hjemme med børnene. Der har altid været kvinder, der arbejdede ude, men det 20. århundredes kvinder har indtil 70’erne i stor stil haft hjemmet og børnene som arbejdsplads. Så kom kvindeoprøret og fast forward: Kvinder er i dag langt bedre uddannede, økonomisk uafhængige, en naturlig del af arbejdsstyrken og bliver taget alvorligt politisk. Men kvinder er også, for langt de flestes vedkommende, mødre. Karen Lumholt er journalist, forfatter og medstifter af Familiepolitisk Netværk, som arbejder for bedre forhold for børnefamilier på arbejdsmarkedet. Hun beskriver først og fremmest det moderne moderskab som dilemmafyldt.

“På Emma Gads tid var moderskabet defineret ved dyder som tålmodighed, rummelighed, stabilitet, renhed og sundhed. Moderen var en favn, hvor man kunne søge trøst, omsorg og tilgivelse, og dyderne havde man, fordi det lå i rollen. Sådan er det ikke længere. I dag er moderskabet et projekt, som bliver evalueret. Det er blevet mere præstationsorienteret. Der skal være et mål med det. Hvor god en mor er du? Hvor gode resultater har du opnået?” siger hun og fremhæver det paradoksale i, at jo mindre tid, vi bruger på moderskabet, jo større krav stiller vi til os selv i det. Men hvor der på den ene side stilles store krav til moderskabet, både fra os selv og fra vores omgivelser, tillægges det på den anden side ikke særlig stor værdi. 

LÆS OGSÅ: Jasmin Gabay: ”Min søn er ikke omdrejningspunktet for mig”

Udviklingen hænger i høj grad sammen med udbredelsen af prævention i slutningen af 60’erne og indførelsen af fri abort i 1973, fortæller Karen Hvidtfeldt, der er lektor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og forsker i kultur og køn.

“Det betyder, at moderskabet i dag i langt højere grad end tidligere er en selvvalgt størrelse. Kvinder bestemmer i vid udstrækning, hvornår de vil have børn, hvor mange, om faren skal være en del af billedet, eller om de overhovedet vil have nogen børn. Det har haft afgørende betydning for moderskabet, at det er blevet noget, vi selv kan vælge og forme,” siger hun.

Børn er en klods om benet

Det store dilemma er, at mens både samfundet og kvinderne selv har fået gavn af, at de er kommet på arbejdsmarkedet, har udviklingen lagt et pres på særligt kvinderne, fordi arbejdet i hjemmet og med børnene som bekendt ikke er forsvundet. Det oplevede Karen Lumholt selv, da hun blev mor i 90’erne. Hun blev overrasket over, hvor store kønsforskellene stadig var, flere årtier efter 70’ernes kvindefrigørelse. Mens hun gik hjemme på barsel, forsvandt de gode job for øjnene af hende til de mandlige medstuderende, også de mere middelmådige af dem.

“Jeg troede faktisk, at der var ligestilling, og jeg opfattede mig selv som en meget stærk og fri kvinde. Men ligestillingen forsvandt i samme sekund, jeg blev mor. Mit eksamensbevis med topkarakterer brændte i skuffen, mens jeg rendte rundt og tørrede havregrød op,” fortæller Karen Lumholt.

Alligevel fik hun tre børn, fordi hun samtidig oplevede det som uendelig meningsfuldt.

“Men for hvert barn jeg fik, kunne jeg jo godt se, hvordan omverdenen kiggede på mig med bedrøvede øjne og tænkte: “Nå, der røg den karriere, og du er jo ellers så intelligent,” siger hun.

Og der er noget om snakken. Det koster nemlig kvinden 10 procent af lønnen for hvert barn, hun får, viser et internationalt studie fra 2018, som Københavns Universitet bidrog til. Det lægger et pres på kvinder både i forhold til karrieren og moderskabet. 

“Når man enten har børn eller forventes at få børn, giver det en lavere løn, fordi man forventer en lavere præstation fra kvindens side. Og fordi vores position på arbejdsmarkedet i vores del af verden i mange årtier har været opfattet som den vigtigste identitetsmarkør, er børn en klods om benet for især kvinder,” siger Karen Lumholt.

LÆS OGSÅ: Single-mor: "Det ene øjeblik skrev jeg frække beskeder, det næste børstede jeg tænder på min syvårige"

Danmark er ellers kendt som et af de lande i verden med den bedste work-life-balance, men ifølge Karen Lumholt skyldes det, at vi har nogle formelle rettigheder og muligheder som billige daginstitutioner og barsel. Moderskabet er derimod langt fra i balance.

“Vi har sådan et frihedsmantra i Danmark, der lyder, at vi selv vælger, hvordan vi indretter os. Vi har jo gratis uddannelse og billige vuggestuer, så hvad har vi at klage over? Men når du af omverdenen bliver vurderet efter, hvad du er værd på arbejdsmarkedet, er der en potentiel konflikt mellem at være en god mor på den ene side og leve op til arbejdsmarkedets krav på den anden side. Det bliver kvinden alene, der har ansvaret for, at familielivet lykkes. Men man kan ikke lykkes godt med et fuldtidsjob og små børn,” mener Karen Lumholt.

Hvor er fædrene?

Ser man på tallene, er kvinder mødre med stort M i langt højere grad, end mænd er fædre er med stort F. Ifølge Danmarks Statistik tager kvinder 274 dages barsel og mænd 32 dage, forskellen mellem mænd og kvinders arbejdstid øges, efter de får børn, og løngabet mellem mænd og kvinder i alderen 30-39 år er på godt 10 procent i mændenes favør. Det skyldes bl.a., at kvinder arbejder mere deltid end mænd. Også selv om en større andel af kvinder end mænd i denne aldersgruppe har lange uddannelser. Samtidig er danske kvinder med små børn nogle af dem med den højeste andel af beskæftigede i verden, så det med deltid skal tages med et gran salt. Kvinder bruger i øvrigt også syv timer mere om ugen på arbejde i hjemmet end mænd, viser en undersøgelse fra Rockwool Fonden fra 2018. 

Melder du dig ind i en hvilken som helst gruppe om børn på Facebook eller læser de mange debatter og indlæg på diverse onlinefora, er mændene også larmende tavse. Ligesom der også stadig er langt mellem farblogs, fædreprofiler på Instagram og fædre, der skriver vrede debatindlæg om normering i vuggestuen, work-life-balance og opdragelse i aviserne. Så hvor er de? Hvorfor er det ikke i samme grad fædrene, der vælger at gå hjemme, blogger om det svære faderskab eller googler, hvor meget modermælkserstatning, der skal i en deciliter hirsegrød?

Ifølge Karen Lumholt er der en positiv udvikling i gang, men der er stadig forskellige forventninger til de to køn, både fra dem selv og fra omverdenen, herunder ikke mindst arbejdspladsen. Hvor moderskabet er fyldt med dilemmaer, er faderskabet mere entydigt forbundet med noget positivt, mener hun.

“Min opfattelse er, at fædre ikke oplever faderskabet helt så dilemmafyldt, fordi fordømmelsen af den ‘dårlige far’ er mindre udtalt. Vi hører meget sjældent fædre omtalt som curlingforældre eller speltfædre,” siger Karen Lumholt.

En udvikling, der har været med til at synliggøre kønsforskellene i forældreskabet er den teknologiske. For i takt med, at moderskabet er blevet en selvvalgt størrelse, er mødrene blevet ældre og mere veluddannede, når de får børn. Og når kvinder, der er vant til at begå sig på internettet og søge viden og erfaringer om alt fra karrieremuligheder til det billigste huslån, bliver gravide, føles det derfor naturligt at bruge især Google og sociale medier til at søge viden og erfaring om det kommende moderskab.

“Det betyder, at kvinder, der i forvejen har høje krav til sig selv i forhold til moderskabet og familien, har fået muligheden for at sammenligne sig meget direkte med andre og får endnu højere forventninger til sig selv,” siger Karen Hvidtfeldt. 

Hun forsker lige nu i maskulinitet og mænds brug af sociale medier, når de bliver syge. Og selv om undersøgelserne ikke direkte handler om faderskab, kan de alligevel være med til at forklare, hvorfor vi hører så lidt til fædrene.

“Når kvinder får kræft eller en anden sygdom, deltager de i diverse grupper på nettet, mens antallet af mænd i alle aldersgrupper er langt mindre. Det handler om, at mænd, uanset hvor ligestillede vi opfatter os, taler langt mindre om deres intimsfære, deres følelser og deres problemer og derfor også artikulerer sig mindre online. Det samme gør sig formentlig gældende for fædre i forhold til eventuelle udfordringer i faderskabet,” siger Karen Hvidfeldt. 

Klaustrofobisk moderskab

Da den 28-årige forfatter Cecilie Lind blev mor for første gang for to år siden var det med ambivalente følelser. Det skriver hun bl.a. om i bogen Mit barn, der udkom sidste år, og som er et såkaldt langdigt om fødslen og de første måneder som nybagt mor. Det var især bekymringerne om, hvorvidt der stadig ville blive plads til forfatterkarrieren, der fyldte, men også oplevelsen af, at der stadig er stor forskel på at blive mor og at blive far. Hun beskriver moderskabet som befriende og klaustrofobisk på samme tid. 

“Jeg var fuldstændig forelsket i mit barn, men jeg følte, at der var bestemte forventninger og krav til, hvordan jeg skulle være, og hvad jeg skulle føle, som jeg opfattede som meget begrænsende. Jeg havde virkelig brug for også at arbejde, efter jeg havde født, men jeg skammede mig over det, fordi jeg havde en opfattelse af, at jeg burde have lyst til at være sammen med mit barn hele tiden,” siger forfatteren, der i dag er gravid med sit andet barn.

Og på det punkt mærkede hun tydeligt, at moderskab og faderskab stadig opfattes som to vidt forskellige størrelser. 

“Det er stadig lettere for en mand at træde tilbage og sige, at han synes, barsel er lidt kedeligt, og at det behøver han ikke. Der er ikke mange, der dømmer mænd for det, men hvis man siger det som kvinde, bliver man nærmest sygeliggjort,” siger Cecilie Lind.

LÆS OGSÅ: 10 ting enhver far bør sige mindst én gang om dagen

Hun mener, at der både kulturelt og symbolsk er nogle andre forventninger knyttet til moderskabet. 

“Der er et kæmpe efterslæb, fordi fædre stadig kan være meget fraværende, uden at det bliver set som et problem. Man fejler hurtigere som mor end som far. Det er, som om folk stadig synes, det er charmerende, hvis en far skifter en ble,” siger Cecilie Lind.

Hun husker, hvordan den ellers søde og kompetente sundhedsplejerske primært henvendte sig til hende som mor under besøgene, når der blev talt om eksempelvis introduktion til skemad. Men hun oplevede også, at moderskabet, især under graviditet og amning, var en meget biologisk størrelse, som er svær at komme udenom.

“Jeg tror, at man som kvinde kan have en vrede rettet mod manden, som ikke nødvendigvis er retfærdig, men som kommer af, at du som kvinde i begyndelsen er bundet til moderskabet, både praktisk og kropsligt. Du er fanget. Min kæreste følte ikke en naturlig tilskyndelse til at lave lister og være med i terminsgrupper, hvilket må være befriende. Jeg tror ikke, han følte, at han kunne bestå eller dumpe forældreskabet. Han følte ikke det samme pres, som jeg gjorde. Jeg ved ikke, hvordan man gør sig fri af følelsen af, at man kan fejle som mor,” siger Cecilie Lind.

Udskyd topkarrieren

Så hvad er løsningen? Det er vel næppe i samfundsøkonomiens interesse, at samtlige mødre igen bliver hjemmegående, selv om der selvfølgelig skal være plads til det frie valg. Ligesom diskussionen om normeringer i institutioner viser, at mange forældre ikke ligefrem afleverer deres børn otte timer om dagen uden at kæmpe med dårlig samvittighed. Lektor Karen Hvidtfeldt mener, at vi burde tænke mere i det gamle afrikanske ordsprog: “It takes a village to raise a child.”

“Jeg ville ønske, at vi fokuserede mere på fællesskabet, hvad vi kan gøre sammen og for hinanden, og lidt mindre på at hente vores eget barn klokken tre. Vi kunne i højere grad involvere os i institutionerne, så de bliver bedre steder for vores børn, eller vi kunne tage et ekstra barn med hjem, som har brug for det, når vi henter vores eget tidligt,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Nyt borgerforslag: ”Staten skal ikke bestemme, hvornår jeg skal have børn”

Hun mener, at løsningerne skal findes i øremærket barsel til mænd, mulighed for nedsat arbejdstid og større fokus på at udligne lønforskellene mellem kønnene.

Ifølge journalist Karen Lumholt kunne vi lade os inspirere af vores nabolande, herunder fx Sverige, som bl.a. har 60 sygedage pr. barn pr. forælder om året, mere øremærket barsel og ret til deltid, når du har små børn. Men hun mener også, at både Danmark og nabolandene mangler at løse det grundlæggende problem.

“Det at give omsorg til et andet menneske værdsættes slet ikke nok i vores samfund. Vi lever alle sammen på en løgn, som handler om, at vi har lige muligheder. Det har vi rent formelt, men i det øjeblik, vi får børn, afsløres det, at det ikke passer,” siger hun. 

Hun er desuden fortaler for en såkaldt livsfasepolitik, hvor man i højere grad indretter arbejdsmarkedet, så det passer til, hvor vi er i vores liv. Det handler bl.a. om at gøre det muligt at arbejde mindre, mens du har små børn, og i højere grad styrke en kultur, hvor det er naturligt at gøre topkarriere i 40’erne eller 50’erne frem for i 20’erne og 30’erne.

Forfatter Cecilie Lind hæfter sig ved, at der inden for litteratur og øvrig kultur er en bølge i gang, som beskriver det uperfekte moderskab mere direkte end tidligere. Det gælder bl.a. serier som Better Things, Big Little Lies og danske Bedrag, bøger som Dy Plambecks Til min søster og Maja Lucas’ Mor - En historie om blodet og hos tegneren Line Jensen (@linejensen_illu). Moderskabet har ganske vist altid været en del af litteraturen, men Cecilie Lind mener, at det nu endelig får den opmærksomhed, det fortjener.

“Jeg mærker en trang til at få formuleret og nuanceret fortællingerne om moderskabet. Der er blevet plads til at skildre omsorgsarbejdet og give det respekt. Vi skal forstå, hvad kvinder har sat til side og sætter til side for at passe børn,” siger hun.

“Moderskabet fortjener at fylder langt mere i vores samtale om bl.a. arbejde og ligestilling. Det handler jo om noget så grundlæggende som at skabe liv.”