Jeg blev så ked af, at Julius skulle have briller
SPONSORERET indhold

Jeg blev så ked af, at Julius skulle have briller

Pernille havde det på fornemmelsen. Alligevel gjorde det ondt at opdage, at hendes lille dreng, Julius, havde arvet mors dårlige syn.

Af:: Sofie Winther Askgaard, Vores Børn Mini & Junior, februar 2012
05. mar. 2012 | Børn | Vores Børn

Julius lå i sin mors mave, da Pernille første gang spekulerede over, hvordan hans syn mon ville udvikle sig. Som barn var hun nemlig selv så nærsynet, at hun intet kunne se uden briller. Julius skelede lidt de første uger, men det gør alle nyfødte jo, og Pernille var lettet over, at alting virkede normalt. Lige indtil hendes lille dreng begyndte at falde hele tiden.

Læs også: Har dit barn brug for briller? Lær at spotte tegnene>>

“Jeg havde lagt mærke til, at Julius var klodset, men jeg tænkte ikke mere over det. Pædagogerne i hans vuggestue begyndte dog også at lægge mærke til det, og inden for få måneder faldt han og slog sine fortænder løs to gange,” fortæller Pernille, der tog sin dengang knap toårige dreng med til øjenlægen.

Gav sig selv skylden
Det viste sig, at Julius var langsynet og havde bygningsfejl, og dommen lød på briller. “Da øjenlægen sagde det, blev jeg bare så ked af det. Jeg tænkte, at han var alt for lille, og at det var min skyld. At jeg havde givet ham mine dårlige øjne, og det gjorde og gør mig stadig meget ked af det, at han nu skal igennem det samme, som jeg selv var som barn,” siger hun.

Da Julius og hans mor lige havde vænnet sig til brillerne, kunne Pernille dog tydeligt mærke en forskel.

“Han blev mere selvsikker motorisk, og han gik fra at tegne sjove kruseduller til helt tydelige figurer. Jeg ved ikke, om det var brillernes skyld eller bare hans udvikling, men det var meget påfaldende,” siger Pernille.

Faktisk er oplevelsen med brillerne endt med at blive en god oplevelse både for mor og barn.

“Det har bekræftet mig i, at jeg ved, hvad der er bedst for mit eget barn. Det fjernede lidt af følelsen af, at jeg nærmest havde gjort mit barn ondt, fordi han skulle have briller, mens han stadig var så lille,” siger Pernille.

Frygter mobning i skolen
I dag er Julius fem år, og Pernille tænker ikke længere så meget over det, men hun frygter, at han vil blive mobbet, når han starter i skole.

“Julius er aldrig blevet drillet i børnehaven, men jeg frygter, at det vil ske i skolen. Og jeg tænker meget over, hvordan jeg kan ruste ham til det.”

Heldigvis er Julius ikke selv påvirket af sine briller – de er endda det første, han spørger efter om morgenen.

“Det gør mig glad, når han selv beder om dem. Men han er så smuk om morgenen uden briller, og så kan jeg godt tage mig selv i at ønske, at han kunne slippe for dem,” siger Pernille.

Læs også: Har dit barn brug for briller? Lær at spotte tegnene>>