Børn og jul
SPONSORERET indhold

Jul med børn: Få redaktionens bedste råd til en hyggelig jul

Vi har 33 juleaftner, som mødre bag os her på redaktionen. Derfor deler vi nu ud af vores bedste (gave)råd og ideer, så højtiden ikke ender i kaos.

Af: Redaktionen
07. dec. 2015 | Børn | Vores Børn

Marie-Louise, artdirector

Mor til August, ti år, og Ella, fem år

_BAGOM_3202_Malou_PSWEB
Den bedste gave, Ella har fået, har været et legekøkken i træ. Hun fik det, da hun var to år og har altså haft det i mange år, og hun leger stadig med det. Og så har alt tilbehøret og maden – også i træ – jo været gode gaver sidenhen. 

JULEAFTEN holder vi fast i de familietraditioner, vi altid har haft. Ingen får gaver, før vi har danset om træet efter julemiddagen. Vi tager selvfølgelig hensyn til børnene og starter aftenen tidligt, og vi sørger for, at deres gaver er blandt de første, der åbnes. Det har aldrig været et problem – men vi sørger også for, at de får en god eftermiddagslur, uanset alder.

LÆS OGSÅ: Sådan holder I jul med jeres lille barn i centrum

1. december stiller vi risengrød på trappen, så ved nissen, at det er nu – som i NU – at julen starten. Og så hænger vi en julesok op. Men nissen er lidt utilregnelig, og derfor er det ikke hver dag, der er gaver i sokken. Nissen kan godt finde på at drille – og det er faktisk lige så fedt, som når han har lagt en gave i sokken – for det er oftest far, det går ud over. Han kan finde på at rulle al toiletpapiret ud i badeværelset, stille fars sko oven på køleskabet, stjæle ris i skabet og tabe halvdelen på fars stol og så videre.

Julie, journalist

Mor til Jacob, tre år, og Dagmar, et år

VB_Julie_16WEB
Der er ingen tvivl om, at Jacob elsker tog. Om det så er Duplo eller Brio, og du kan finde både store og små gaver inden for serien. Der har simpelthen været flere års leg i den togbane, vi købte til hans første jul. 

Rigtig mange familier har – i den bedste mening – en regel om, at der åbnes én gave ad gangen, og alle kigger. Men hvis man har et lidt afventende barn, kan det være en ret overvældende oplevelse, da mange små børn slet ikke har lyst til at være i centrum. Vi lader vores dreng åbne gaven, når han har lyst – og så kan han vise frem og sige tak efterfølgende. 

Vores bedste tradition er at bage småkager – hele måneden. Mine børn har sjældent tålmodighed til at bage mange ad gangen, men en brunkagedej kan holde sig længe i køleskabet, og så kan det være en hyggelig eftermiddagsaktivitet at lave en plade småkager sammen.

Sarah, journalist

Mor til Isabel, et år

VB_Bagom_Sarah_OM_OS
Isabel var fem måneder til sin første jul, og hun fik bare en lille, praktisk gave af os (samt en masse andet af familien): Et par varme uldfutter med elastik ved anklerne. De blev så til gengæld den mest uundværlige del af hendes outfit i alle de kolde måneder. I år skal hun have en legetøjsmotorcykel, for hun elsker alt, hun kan køre rundt på.

Hvis I har en baby, som ikke bare sover fra hvad som helst, så skru ned for jeres – og familiens – forventninger til jeres deltagelse juleaften. Så kan I gå til og fra middag, juletræ og gaver uden at få dårlig samvittighed. Aftal eventuelt, at du måske kun når at pakke den nærmeste families gaver op. Så kan du pakke resten op næste dag, når der er mere ro på. 

Vores bedste tradition er helt enkelt at være på juleferie – ofte bare et par dage – hos mine forældre og bare slappe af og hygge os i dagene efter juleaften. Juledag spiser vi resterne af risalamanden til morgenmad foran fjernsynet (man må godt én gang om året, ik?!) og har som regel nattøj på til langt op ad dagen.

Sofie, journalist

Mor til Sofus, fem år, og Anker, to år

VB_Sofie_11---SortHvidWEB
Den bedste gave til lillebror er alt, man kan pille og nørkle med. Særligt låsebrættet og huset fra Melissa & Doug har været kæmpehit hos os, og den toårige kan sidde i noget nær timer og lege med nøgler og ringe på dørklokker. 

Vi undgår mange konflikter ved at lade børnene åbne et par gaver om morgenen på juleaftensdag. Så har de noget at lege med hele dagen, som kan blive meget lang, når man ikke er ret gammel. Vi gemmer også gerne et par gaver til første og anden juledag – ja, vi har sågar gemt gaver fra fjerne slægtninge helt til nytårsaften. 

Hver eneste juleaften, lige siden jeg var en lillebitte pige, har jeg set Den Lille Prinsesse med Shirley Temple om formiddagen og Disneys Juleshow om eftermiddagen. Jeg gør det stadig – så må anden altså passe sig selv! Jeg har set Disneys Juleshow hvert år med drengene, og de elsker det lige så meget som jeg, men i år bliver første gang, vi sammen skal se Den Lille Prinsesse i nattøj i stuen foran det tændte juletræ.

Amelie, artdirector

Mor til Maggie, seks år, og Edison, tre år

Amelie_WEB
Shopping og trængsel er ikke en favorit, så sidste-øjebliksjulegaveindkøb kan gøre mig helt træt. Derfor prøver jeg så vidt muligt at købe alle julegaverne i november – og de fleste køber jeg i webshops. Den bedste julegave til Maggie var at give hende nogle dansetimer, da hun var tre år – dem kunne hun få glæde af, længe efter julen var slut. Da Edison var to år, fik han en pruttepude, og det var bare den sjoveste gave, syntes han. 

Vi har prøvet at tilpasse julen efter børnene på den måde, at vi åbner gaver allerede om eftermiddagen juleaften, mens børnene endnu er friske. Så når børnene også at lege lidt med dem, før de falder omkuld af træthed – og de voksne slipper for at høre på deres plageri under hele julemiddagen. 

Den ultimative hygge og julestemning er en tradition med at få børnene – ofte med hjælp fra en voksen – til at holde julekoncert. Det kræver lidt forberedelse at vælge sangene og få dem sunget igennem en gang eller to. Men det er simpelthen hele besværet værd, for der er intet så rørende som kombinationen af julesange og små børnestemmer i falset. 

LÆS OGSÅ: Guide til en sundere jul

LÆS OGSÅ: 10 gode råd: Undgå kriser juleaften

LÆS OGSÅ: 10 gode råd om julen til delebørnsforældre