Klumme: Hvad er der blevet af børn, der stjæler æbler og kravler i træer?
Foto: Privat "Han møder bare uanmeldt op, med jord i hele hovedet, Nutella-madder i lommen og hjertet fuld af lyst til eventyr." Den slags børn findes ikke længere, mener Søren McGuire.

Klumme: Hvad er der blevet af børn, der stjæler æbler og kravler i træer?

"Lars faldt ned i sin mors blomsterbed og brækkede kravebenet, fordi han skvattede i en løs tagsten, da han ville flytte sit soveværelse op på taget; mine børn får ondt i røven af at spille Fortnite i fem timer i træk." Klummeskribent Søren McGuire savner en "Lars" i sine børns liv.

Min barndomsven Lars forsøgte engang at afspore Intercity-toget til Aalborg ved at anbringe en gammel havebænk på skinnerne ved skoven lidt uden for byen. 

Den dag i dag husker jeg stadig den ihærdighed, den 10-årige dreng lagde for dagen i sine bestræbelser på at få bugseret det tunge og upraktiske møbel flere hundrede meter fra forældrenes baghave og ned til jernbanen, samt skuffelsen i hans ansigt, da han efter alle sine anstrengelser måtte indse, at sådan en pilrådden havebænk tilsyneladende var en smal sag for et buldrende diesel-lokomotiv af den gamle skole.

Dagen efter forsøgte han sig med en gammel damecykel, derefter en stor bunke grene, begge med samme resultat, og selvom jeg aldrig fandt ud af, hvad det egentlig var, Lars havde så meget imod DSB, husker jeg, at et par venlige politibetjente kom på hjemmebesøg og bad ham afholde sig fra lignende livsfarlige unoder i fremtiden. Hvilket Lars naturligvis efterkom. I hvert fald i en uges tid.

Lars var egentlig ikke nogen skidt knægt. Han havde bare en imponerende evne til at veksle de utallige dødssyge eftermiddage og skoleferier, vi så ofte måtte gennemleve i de sene 80ere, til tossestreger af noget nær enhver tænkelig art. Hvad Lars ikke er faldet ned fra, siddet fast i eller blevet jagtet af, er ikke værd at skrive om, og var du heldig eller hurtig nok til ikke at stå mellem ham og de øretæver og skideballer, han af åbenlyse årsager ofte rendte ind i på sin lettere skramlede vej gennem barndommen, var han faktisk skidegodt selskab. Selvom han ikke gik af vejen for et slagsmål, slog man sig aldrig på Lars. Man slog sig med ham.

Ingen Lars til mine børn

Mine egne børn har aldrig haft en ven som Lars. En, der kunne ringe på døren på alle mulige tåbelige tider af døgnet, spørge om de vil med på eventyr, lede dem lidt på afveje, holde dem ude til langt over fornuftig sengetid og koste dem et par skideballer og hudafskrabninger. En, for hvem spændning ikke bare er en eller anden åndssvag YouTuber, der sætter ild til sine egne prutter på 27 forskellige måder. En, der ikke omtaler en hel dag ude i den friske luft som var det kinesisk vandtortur. 

Men villavejen herude har længe været støvsuget for den slags børn, og jeg har på fornemmelsen, at det også forholder sig sådan i resten af kvarteret. Og landet. Her er ikke nogen, der kravler i træer, laver stikvåben af gamle haveredskaber, stjæler æbler i andre folks haver, eller ringer på døren for at fortælle Sørens forældre, at Søren nok skal bruge lidt hjælp til at slukke den skovbrand, ham og Lars kom til at antænde. Lars faldt ned i sin mors blomsterbed og brækkede kravebenet, fordi han skvattede i en løs tagsten, da han ville flytte sit soveværelse op på taget; mine børn får ondt i røven af at spille Fortnite i fem timer i træk.  

Læs også: Svend Brinkmann: "Vi skal ikke konstant optimere vores børn og familieliv" 

Der er ganske vist ham den lidt underlige dreng nede fra nummer 38, der spiser af hækken og cykler uden hjelm, og som jeg aldrig helt orker at lukke ind, fordi hans forældre aldrig ulejliger sig med at sms’e i forvejen, når han vil have en legeaftale. Næh, han møder bare uanmeldt op, med jord i hele hovedet, Nutella-madder i lommen og hjertet fuld af lyst til eventyr. Mine forældre tolerere Lars fordi han trods alt holdt mig beskæftiget længe nok til, at de kunne køre ud på planteskolen i fred og ro. I dag passer altså bare ikke så godt. Vi er på vej i Bilka. Kom igen i læste weekend. Og lad lige være med at smide dit løbehjul i blomsterbedet, tak.

En dag holdt han så bare op med at ringe på. Eventyr er jo sjældent sjove, hvis man ikke har nogle andre børn at dele dem med. 

Og den rigtige Lars? Vi mistede kontakten, da hans forældre blev skilt halvvejs i fjerde klasse. Jeg tror, han flyttede med sin mor ud i Skilsmisseparken i den anden ende af byen. Ikke så langt fra lokalbanen til Hirtshals. Hvor togene er noget nemmere at afspore…

Om klummeskribenten

Søren McGuire er 39 år gammel, journalist, gift og far til tre drenge på 13, 13 og 8 år. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Børneopdragelse og Forældre