TILMELD DIG KVINDELØBET SENEST D. 31. MARTS FOR KUN 239 KR.

Foto: Martin Bubandt "Vi bliver ulykkelige, hvis vi hele tiden dyrker og optimerer os selv og vores børn," mener psykolog Svend Brinkmann.

Svend Brinkmann: "Vi skal ikke konstant optimere vores børn og familieliv"

Løft hovedet fra bøgerne om opdragelse, for et godt familieliv skabes gennem gamle dyder som fællesskab, ydmyghed, dannelse og godhed. I hvert fald ifølge psykologiprofessor Svend Brinkmann.

Han er vel nærmest en slags psykologiens rockstjerne. Professor Svend Brinkmann har gjort for psykologi, hvad serien SKAM gjorde for norsk slang: Han bredte det ud og fik det til at give mening for masserne. Med sine tre bøger Stå fast, Ståsteder og Gå glip tager han etablerede sandheder om, at lykken findes gennem selvudvikling og konstant positivitet, vender det på hovedet og trykker en nej-hat solidt ned over det:

Mennesker har brug for gammeldags tryghed, fællesskab og faste holdepunkter, både store og små. Vi har ikke brug for flere coaches, der lirer de seneste selvhjælpsfraser af sig, mener han. Ahhh… Det er virkningsfuldt, når en autoritet af den kaliber hjælper os med at sige fra over for tidens konstante krav om præstation og optimering af os selv og vores familieliv, ikke?

–Vi skal og kan ikke konstant optimere vores børn og familieliv. Vi behøver ikke slå os selv oven i hovedet, hvis vi ikke når at læse de obligatoriske 20 minutter med vores børn hver dag. Vi skal skabe trygge ståsteder for dem, give dem gode værdier og herfra håbe det bedste, siger Brinkmann.

Brinkmann-effekten

Han rammer noget essentielt hos en forjaget befolkning, hvor mange af os ikke føler, vi slår til, når vi med panik i øjnene prøver at jonglere med familie og karriere og samtidig bombarderes med stramme baller og de andres økologiske, tidskrævende aftensmad på sociale medier. Han giver en vished om, at det hele nok skal gå, også selvom vi ikke præsterer 200 procent hele tiden.

–Jeg får måske ballade nu, men som psykolog sætter jeg altid relationen og nærværet først. Hellere sætte spaghetti med kødsovs på bordet igen og så have tid til at være sammen i familien frem for at stresse over at lave et ekstremt sundt, gennemøkologisk måltid, siger han. Hans bøger er blevet bestsellere og oversat til flere sprog. Han er manden, der både forsker, skriver artikler til videnskabelige tidsskrifter, kronikker i aviser, holder foredrag, er på tv, radio, i podcasts og lige har udgivet to nye bøger. Og så har han netop hentet to kopper automatkaffe i papkrus til os. Han er én af den slags mennesker, der søger ligeværdighed Ingen stjernenykker eller akademisk snobberi her – ikke i nærheden.

Selvhøjtidelighed er noget, der ligger langt væk fra Svend Brinkmann. Det vigtigste for ham er, at vi fungerer som en del af et større fællesskab, og at vi interesserer os for andres ve og vel – helt uden at tænke what’s in it for me? Men hvordan gør man det i en tid, hvor der er meget fokus på at være unik, og vi kan skræddersy alt fra vores personlige feed til vores sushibox, så den passer til mig, mig, mig?

Læs også: Undgå triste delebørn

Nørden som idol

Ifølge Brinkmann bliver børn dannede mennesker, når vi lærer dem at tage del i et fælleskab og interessere sig for andet og andre end sig selv.

– Vi skal se vores børn almenmenneskeligt, gøre dem henvendt til samfundet og lære dem dannelse. Det lyder måske meget enkelt, men det allervigtigste for dannelse er, at børn skal have interesser, der rækker ud over dem selv – om det så er at reparere knallerter eller spille klassisk violin, forklarer han. Og det er mere aktuelt end nogensinde før, at vi lærer vores børn at løfte blikket og gå i dybden med noget andet end dem selv gennem selfies, sociale medier og YouTube-videoer, der er målrettet dig og dine interesser.

– Børn kigger meget ind i skærme, hvor de møder en spejling af sig selv. De er nærmest små kuratorer, der udstiller og kun er i loop med sig selv og egne behov, og de lærer ikke empati ved at kigge på et spejlbillede. Vi skal som forældre først og fremmest være gode forbilleder og selv interessere os for noget andet end os selv og vores børn. For i bund og grund er vi alle sammen ret ligegyldige i forhold til det store fællesskab, og vi bliver først dannede og interessante, når vi går i dybden med noget andet end os selv. Nogle af de vigtige pointer fra Stå fast, Brinkmanns første bog, er, at vi skal fyre vores coach, smide selvhjælpsbøgerne ud og i stedet for læse bøger, der handler om noget andet end os selv og vores egen udvikling – også for vores egen skyld. Han mener nemlig, vi bliver ulykkelige, hvis vi hele tiden dyrker og vil optimere os selv og vores børn i stedet for at løfte blikket og interessere os for verden omkring. Han bruger stereotypen på en nørd som eksempel på et dannelsesideal, vi bør have for vores børn.

–Nørden er typisk én, der er ligeglad med sit tøj, og hvad andre tænker. Interessen for noget andet end sig selv er langt vigtigere for en nørd, og de går så meget i dybden med deres interesse, at de helt glemmer sig selv. Han afviser dog ikke, at medierne kan bidrage til en sund opvækst. De skal bare bruges korrekt. For eksempel giver nogle serier mulighed for fordybelse, fordi de har lange, komplekse handlingsforløb, hvor vi følger og føler med seriens karakterer og dermed bliver bedre til at sætte os i andres sted og dermed træne vores empati.

Alle har værdi

Han er selv far til tre børn på 16, 13 og 10 år, og da han oplevede, at deres medieforbrug mest bestod af fragmenterede YouTube-videoer, så introducerede han dem for Matador. De skulle tvinges til at se de to første afsnit, men herefter greb det børnene, og det førte til mange gode snakke. For eksempel kan man forklare begreber som socialisme gennem Røde og liberalisme gennem Mads Skjern.

Han fremhæver især scenen, hvor Daniel, Mads Skjerns søn, må overvære, at hans søster får en hest, fordi ”sådan går det, når man er flittig”, som faren begrunder det med. Søsteren er dygtig i skolen og lever op til faderens snævre forventninger til, hvordan man er et godt barn. Dog overrasker Daniels bedstemor, Katrine med umiddelbart efter at trække endnu en hest ud af stalden, give den til Daniel med ordene ”Sådan én får man, når man er en god og kærlig dreng!”. Præstationssamfundet afspejles, om end lidt karikeret, i Mads Skjern, men pointen er, at det ikke er sundt, når værdien om konstant optimering og vækst trænger ind i familien. Som forældre skal vi - ifølge Svend Brinkmann - være som Katrine og give hendes værdier videre til vores børn.

– Den scene er god, når man skal forklare værdien af at være noget i kraft af bare at være menneske, for vi har alle sammen en medfødt værdi, der ikke er afgjort af præstationer. Vi måler hele tiden børn i skolen gennem for eksempel nationale test og karakterer. Måske netop derfor skal familien være et frirum, hvor børn bliver set og anerkendt, bare for at være dem, de er, og ikke kun i forhold til, hvad de kan præstere, siger han. Rent praktisk støtter det pædagogikken om, at forældre skal forsøge ikke at vurdere deres børn på præstationer. Man skal, når man får en tegning, ikke kvittere med et ”det var en flot tegning. Tak!”, men snarere med et ”sikken umage, du har gjort dig med tegningen. Det gør mig glad, at du vil give mig den”.

– Men igen: Du skal snarere være ærlig end bevidstløst bruge sætninger, du ikke mener, for børn registrerer jo, hvis vores øjne lyser mere op ved synet af en god vurdering i skolen. Det er bedre, der er overensstemmelse mellem dét, du siger, og dét du føler, end at lire indlærte sætninger af, fordi du har læst, det skulle være godt for barnet. Børn kan mærke, hvis du ikke er ærlig, og det er utrygt, siger Brinkmann.

Læs også: Drop at være den perfekte mor

Du er god nok!

Måske sidder du lige nu og tænker tilbage på alle de gange, hvor du har rost dine børns præstationer, ikke deres intentioner og iboende værdi – men ifølge Brinkmann skal du ikke være bekymret. Vi er ikke perfekte, og det går nok alligevel.

– Ny forskning viser, at vi sandsynligvis ikke har så meget at skulle have sagt i forhold til vores børn skæbne, som vi før troede, siger Brinkmann og fortsætter:

– Engang tillagde man miljøet meget mere vægt end det medfødte, og man troede for eksempel, at autisme var noget, der blev udviklet i et bestemt miljø. Da jeg startede på psykologistudiet, troede jeg meget mere på miljøets betydning, og at vi kan forme barnet. I dag mener jeg – ikke mindst efter selv at have fået børn – at en stor del er medfødt.

Det er på en måde beroligende for alle os, der med jævne mellemrum vågner i svedige mareridt over, at vi ikke er gode nok forældre, og vi i virkeligheden overser, at vores lille Ida ville være blevet en verdensklasses ballerina eller atomfysiker, hvis vi bare lige havde brugt tiden og pengene på at hjælpe hende med at forfølge interessen.

– Noget tyder på, at vi gør mere skade end gavn i familien ved at løbe rundt og forsøge at optimere barnet i stedet for at skabe trygge rammer med plads til, at barnet udvikler sig på egne præmisser, siger Brinkmann.

Han henviser til begrebet Paranoid Parenting som skrækeksempel – en form for forældreskab, hvor vi forsøger at lytte og efterleve alle de forskellige råd fra eksperterne og aldrig finder ro i forældrerollen.

– I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at børn hver dag vokser op under alle mulige vilkår i hele verden og bliver til ganske gode voksne, siger han.

Stå fast

Vi skal derimod være tro mod vores eget værdimæssige ståsted og have tillid til, at vores børns medfødte egenskaber folder sig ud. For børn er som bekendt ikke små robotter, som vi kan formatere og optimere harddisken på eller – som med Mads Skjern – bruge pisk/gulerodsmetoden for at gøre dem til noget andet, end de har evner for og interesse for.

– Det er jo på en måde beroligende, for det fjerner noget ansvar, og så alligevel ikke. For det er stadig vigtigt at være gode forbilleder, opmuntre og støtte dem til at finde deres egen vej. Vi kan tilrettelægge et miljø, så de har adgang til eksempelvis bøger og musik, og så kan vi interessere os nysgerrigt for dem og ikke se eventuelle uregelmæssigheder som knaster, der skal slides af. At Brinkmann mener, børn skal udfolde sig i deres eget tempo og i overensstemmelse med eget temperament, er meget konkret hjemme i Randers. Det har ført til nogle ret aparte lege, som der sikkert over nabohækken er blevet studset lidt over.

– Ingen af børnene er gode til sport. Derfor indførte vi sådan nogle langsom-konkurrencer, hvor det handlede om at komme sidst – og det gik der til gengæld sport i. Det var ikke nogle nemme konkurrencer at afgøre, men det var sjovt, og det fik børnene til at stille spørgsmålstegn ved vigtigheden af at komme først, og det gav dem en evne til at sige pyt til, at de ikke vandt sportskonkurrencerne henne på skolen. Pyt er på mange måder et sundt princip at have i konkurrencestaten, siger han. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal sige pyt til det helt overordnede: Værdierne, som giver os pejlemærker og et ståsted at agere ud fra i verden. For hvis alt står åbent, så sender vi vores børn ud i verden, hvor de vil blive som siv i vinden, der agerer ud fra deres egen skiftende mavefornemmelse. Det er utrygt og omskifteligt, mener han.

– Derfor kan det ikke være til forhandling, at børn skal lære noget så kedeligt som de traditionelle værdier og evnen til at løfte blikket væk fra sig selv. Ellers bliver de jo også utålelige at være sammen med.

Ring til mor

Hvilke værdier er så vigtige at pejle efter ifølge psykologiprofessoren?

– Groft sagt skal vi gøre, som vores forældre gjorde. Vi skal ikke være så bange for ’plejer’ og for traditioner – naturligvis medmindre man som barn var udsat for misrøgt.

Dermed er de vigtigste værdier for Brinkmann ikke en masse fortærskede, forudsigelige buzz-ord som innovativt mindset eller omstillingsparathed. Han ser de helt traditionelle værdier som evnen til at holde ord, tilgive og være et godt menneske som pejlemærker, vi skal give videre. Han henviser ofte til den græske filosof Aristoteles’ tanker om dannelse.

– Vi skal lære vores børn, at den gode gerning bærer værdi i sig selv, altså at man gør noget godt for det godes skyld, ikke for at få noget igen. Jeg ved godt, det virker svært at forklare for børn, fordi det er svært at gøre konkret. Da jeg arbejdede i en børneinstitution, før jeg begyndte at læse, og nogle af børnene gjorde noget slemt mod andre børn, så brugte vi den dér med ”hvad ville du sige, hvis det skete for dig?”. Det fungerer, men det lærer dem ikke at gøre noget rigtigt, fordi det er det rigtige. Det lærer dem at gøre det rigtige, fordi det giver dem den belønning, at de andre ikke gør noget slemt over for dem – og så er vi tilbage til tanken om at gøre noget godt som en investering, ikke bare fordi, det er godt.

- Jeg tror i virkeligheden ikke, man kan forklare små børn, hvordan man er godt menneske, der ikke forventer noget til gengæld. Man skal gennem egne handlinger vise dem vejen ved selv at være et godt menneske, der tænker på andre og gør gode ting uden bagtanker af nogen art.

Kaffen i mit papkrus er blevet kold, for jeg har haft travlt med at lytte. Der er umiddelbart ingen potteplanter i kontoret, som jeg kan tømme det i, så jeg kan ikke smide bægeret i papirkurven. Jeg skammer mig lidt over, at han skal hele vejen ud til en vask for at smide slatten væk. ’Det er ingen ulejlighed’, siger han og mener det.

Brinkmanns 13 ståsteder

  1. Vi skal være forbilleder for vores børn i stedet for at optimere dem.
  2. Børn skal vide, at de har værdi i sig selv, ikke på grund af deres præstationer.
  3. At pleje de gode relationer er vigtigere end hjemmelavede gourmetmåltider.
  4. Børn skal have stærke værdier og et trygt miljø – og på det grundlag udfolde sig frit.
  5. Vi skal lære dem at gøre det rigtige, fordi det er det rigtige. Ikke for at opnå noget.
  6. Vi skal lære dem de traditionelle dyder: Evnen til at holde ord, at tilgive og at sige tak.
  7. Børn skal have interesser, der rækker ud over dem selv.
  8. Fællesskabet er vigtigere end det enkelte menneske: Vær ydmyg.
  9. Vi skal holde op med at tro, at vi kan kontrollere vores børns skæbne ved at optimere dem. De skal udvikle sig på egne præmisser, og meget i dem er medfødt.
  10. Vi skal se tilbage og i højere grad gøre, som vores forældre gjorde (naturligvis medmindre de var dårlige forældre).
  11. Vi skal være ærlige.
  12. Vi skal sige pyt. 
  13. Børn skal hives ud af en medievirkelighed, der udelukkende spejler dem selv. De skal se Matador eller andre film, der træner empati og koncentrationsevne og ikke kun fragmenterede YouTube-videoer.

Om eksperten

Svend Brinkmann er født i Tjørring ved Herning i 1975. Uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet. Professor i almenpsykologi og kvalitative metoder på Aalborg Universitet. Bor i Randers og er gift med Signe, som han mødte på gymnasiet. Sammen har de to sønner (Jens på 16 år, Karl på 13 år) og en datter (Ellen på 10 år).

Brinkmanns bøger

Svend Brinkmann er forfatter eller medforfatter til 18 bøger, hvoraf de mest kendte er Stå fast (2014), Ståsteder (2016) og Gå glip (2017). Han er i øjeblikket aktuel med Det sørgende dyr – en bog om at overkomme sorg. Derudover er han aktuel i samtalebogen: Det, du ikke forstår, gør dig klogere sammen med Tor Nørretranders (filosof og forfatter) og Rane Willerslev (antropolog/fofatter/ direktør på Nationalmuseet).

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse