Baby

Sådan finder I ud af, om I skal have en baby mere

Er I ikke enige om antallet af arvinger? Det her skal du gøre, hvis du higer efter en baby igen - ifølge psykologen og parterapeuten.

Du kender måske dilemmaet: Du har fået et eller to skønne børn. Det har været lige dele fantastisk og vanvittigt hårdt, og nu kan du og din mand igen regne med en nogenlunde sammenhængende nattesøvn. Umiddelbart mangler I ingenting. Og så alligevel. Indimellem kan du mærke en følelse dybt nede i maven. Af savn. Du savner at holde et lille bitte hjælpeløst barn i armene, som du kan holde om, kysse og trøste. En baby.

Følelsen af at savne at have et spædbarn, er vi mange kvinder, der får, når vores yngste begynder at blive en selvstændig krabat på to måske snart tre år. Det er langt fra sikkert, at din mand vil være ligeså hooked på idéen om én til. Han føler måske, at han har fået rigeligt af grå hår i hovedet af jeres to dejlige unger.

Men hvis du vil have et barn mere, men din mand ikke vil, hvad gør I så?

– Det er i orden at forsøge at overtale din mand til, at I for eksempel skal have en tre’er, siger psykolog Camilla Egelund Naef.

Hun mener i hvert fald ikke, at din mands umiddelbare nej skal være grunden til, at I ikke får et barn mere. Men selvfølgelig skal du tage hans argumenter alvorligt.

– Der er nogle udfordringer ved at få for eksempel en tre’er, der er værd at overveje nøje. Der kan være noget økonomisk i det, noget praktisk efter hvilken type jobs I har – og så er det jo også værd at lytte til, hvis han bare ikke synes, I skal have flere, siger Camilla Egelund Naef.

Hun anser økonomi for at være en vigtig faktor, da et ekstra barn i mange tilfælde vil kræve en ny bil eller et ekstra værelse med mindre børnene er meget tætte aldersmæssigt. Og så er mange ting indrettet efter, at en familie består af to voksne og to børn. Ferier for eksempel.

Parterapeut Hanne A. Petersen mener aldrig, at det er vejen frem at presse sin partner, da det så i sidste ende vil kunne gå ud over jeres parforhold og også det barn, der ville komme ud af det. Men ligesom Camilla Egelund Naef mener, har du ret til at have nogle ønsker, og dem må du selvfølgelig gerne indvie din partner i.

– Fremfør dit ønske om at få et barn til og fortæl din mand, hvor meget det betyder for dig. Hvis du bliver på egen banehalvdel uden at presse ham, kan det måske være, at han får lyst til at imødekomme dit ønske, og selv får lyst til, at I sammen skaber et barn mere, siger Hanne A. Petersen.

Parterapeuten pointerer, at du bør lytte til din mands grunde til ikke at ville have flere børn. Måske har han nogle personlige grunde, der stikker langt dybere end økonomi og praktik.

– Det kan være, at din mand har dårlige erfaringer fra sin egen opvækst, som han ikke ønsker at gentage. Hvis han for eksempel selv har følt sig overset som den midterste af tre søskende, frygter han måske, at det samme vil ske, hvis I får barn nummer tre, siger Hanne A. Petersen.

Uanset hvad årsagen måtte være, skal du lytte til ham med åbent sind og finde ud af, om der er forhindringer, der kan overvindes.

Aftal arbejdsfordelingen

I nogle tilfælde vil din mand måske synes, at det har været meget hårdt at få børn, hvor du synes, det har været fint.

– I så fald skal I være meget enige om arbejdsbyrden, inden I kaster jer ud i familieforøgelse. Husk på, at det er en fælles beslutning, for der vil være perioder, hvor du heller ikke har overskud, så din mand er nødt til at være sit ansvar modent, selv om du siger, at du nok skal tage det største slæb, siger Camilla Egelund Naef.

Din mand vil aldrig kunne lægge alt ansvar fra sig, men derfor kan I ifølge børnepsykologen godt lave en form for arbejdsfordeling på forhånd, hvor du er den, der henter og bringer og tager sig af flere praktiske ting omkring børneflokken.

– Man fortryder ikke de børn, man får, men dem man ikke får, siger Camilla Egelund Naef.

– For langt de fleste børnefamilier er det rigtig hårdt de første tre år af barnets liv, men hvis I har den indstilling, at der vil være tre år med natteroderi og tilsidesættelse af egne behov, så kommer I ud på den anden side, og så bliver det nemmere, siger hun.

Presset på familien vender nemlig omkring børnehavealderen, det vil sige, når dit barn er fyldt tre år.

– Tre år er en overskuelig periode, når vi ser det i et langt livsforløb. Det synes jeg godt, vi kan blive bedre til at perspektivere til, når vi står midt i småbørnsræset og synes, at det er uoverskueligt og hårdt, siger hun.

Gravid ved en ”fejltagelse”

Hvis din mand stadig er svær at overtale, er løsningen imidlertid ikke at snyde din mand. At blive gravid ved en såkaldt fejltagelse er aldrig en god idé.

– Med mindre du er klar på at være enlig mor, så må og skal det være et fælles ansvar, når man får et barn. Og det er ikke fair at stille din mand til ansvar for noget, han ikke har været med til at beslutte. I en familie, der allerede er etableret, er det lige så meget mandens beslutning, om der skal komme flere familiemedlemmer til. Det er et ansvar for resten af livet at få børn, og det skal ingen snydes ind i, siger Camilla Egelund Naef.

Hanne A. Petersen er enig.

– Nogle kvinder tænker: ”Når først barnet er der, kan han jo ikke lade være med at elske det, og så vil han være glad for, at jeg blev gravid.” Sådan går det ofte, men det er der ikke nogen garanti for, og det vil gå hårdest ud over dit barn, hvis det har en far, der ikke ønsker det, siger hun.

I realiteten vil din mand kunne føle sig narret, at du har svigtet hans tillid og overskredet hans grænser, mener Hanne A. Petersen.

– At få et barn er ikke det samme som at købe en ny bil. Den kan man hurtigt komme af med igen. Et barn derimod har i mange år brug for og krav på kærlighed fra både sin mor og sin far, og det risikerer du at fratage dit barn, hvis din mand ikke er med i beslutningen, siger hun.

Du kan også risikere, at din mand vender sig mod dig og måske oveni købet holder op med at elske dig.

Ifølge Hanne A. Petersen skal du ganske enkelt spørge dig selv:

– Hvordan vil jeg have det med at have snydt min mand? Kan jeg leve med at have misbrugt hans tillid? Hvordan ville det være for mig, hvis det var ham, der snød mig? Og kan jeg se mig selv i øjnene, hvis vores barn får en far, der ikke har ønsket det?

I sidste ende vil det være rigtig synd for barnet at blive født ind i en familie, hvor den ene forælder ikke har ønsket det.

– I er nødt til at være enige for parforholdets skyld, men først og fremmest også for barnets skyld. Barnet vil tage det på sig, fordi børn ikke forstår, at det ikke er dem, der er noget galt med, når deres behov ikke bliver opfyldt, slutter Hanne A. Petersen.