”Der er dem, der har ondt i røven over, at jeg rent faktisk har taget springet”

OM AT BO I UDLANDET

Jeg har længe været så træt af det kedelige, kolde vejr i Danmark og har egentlig altid haft en drøm om at leve et andet sted. Men der har altid været forhindringer af større eller mindre karakter, og nu besluttede jeg mig bare for, at de forhindringer, der nu en gang måtte være, blev til udfordringer i stedet for. Og sådan nogle kan løses. Det har været planlagt længe, og jeg har sparet op i lang tid. Jeg lever egentlig det samme liv, som jeg gjorde derhjemme, men bare i et andet og klart bedre klima. Jeg kan godt lide den spanske mentalitet, og jeg er vild med Barcelona – det er jo med til at gøre mig gladere. Det eneste, der ind imellem kan være svært, er savnet til venner og familie, men de er virkelig gode til at besøge os, og jeg rejser hjem til Danmark hver måned pga. af arbejde. Længere væk er det jo heldigvis ikke. 

OM AT INDORDNE SIG

Børn er, som de er, og de adapter. Hvis mor, far og bror har det godt, så har de det også godt. De mærker det så tydeligt lige med det samme. Min yngste, Dexter, har simpelthen klaret denne her flytning så fint. Han skulle lige køres ind i vuggestuen, og sådan noget tager tid, men nu er han så glad. Han taler allerede engelsk, og det virker som det mest naturlige i verden for ham. Jeg er selv vokset op med tre sprog, og det er da gået mig ganske fint. Sean og Dexter går på samme skole, hvor man kan gå fra vuggestue til gymnasiet, så de har hinanden hele dagen. Og den tanke har gjort det hele nemmere for mig, tror jeg. At vide, at Sean lige kan gå ned til sin lillebror, hvis der er noget.

OM AT FØLGE SIT HJERTE

Kan man følge sit hjerte, når der er børn involveret? Ja da! Men det er vigtigt for mig at sige, at jeg altid har vidst, at Sean ville trives her. Jeg havde egentlig tænkt mig, at vi skulle flytte til Marbella, men Sean sagde, at hvis vi skulle flytte, ville han kun flytte til Barcelona. Hans favoritby i hele verden! Så begyndte jeg at researche på det i stedet for. Skolerne, vuggestue til Dexter, bolig og den slags. Jeg har besøgt mange forskellige skoler, sammen med fædrene også, for at finde den rigtige, for det var det vigtigste for mig – og for drengenes fædre. Jeg ville finde en med europæisk skolegang, så jeg kan guide og hjælpe med lektier, for jeg kender systemet. Men det spanske kan jeg dog ikke hjælpe med endnu. Og så er det en skole, der prioriterer fodbold, og når man har med en fodboldentusiast at gøre, så er det væsentligt.

På skolen er der siesta fra kl. 13-14.30, og den pause bruger de på at spille fodbold. Alle på den skole er vilde med fodbold, og Sean er i himlen. Hver dag. Han har altid spillet meget – også hjemme i Danmark. Her i Barcelona spiller han mandag, tirsdag og torsdag og kampe i weekenden. Der er en del klubber, der har kig på ham, så det er en spændende tid, han går i møde.

LÆS OGSÅ: Saseline: "Du kan aldrig holde pause fra mor-rollen!"

OM AT PACE

Jeg er hele tiden inde og vurdere og sørge for, vi holder det på et plan, hvor det ikke er professionelt. Sean er ikke en gang 10 år endnu, og jeg vil gerne have, fodbolden stadig er hygge og leg for ham. Der skal naturligvis være plads til indlæring og en masse træning, og det er jo Seans største ønske, at det ender med at blive professionelt, men jeg prøver faktisk at holde ham lidt tilbage. Han forsøger dog at skubbe lidt den anden vej. Men jeg støtter ham. For når man som mor fornemmer, at ens søn har en ekstrem passion for noget – og samtidig har et stort drive - så er mit job som mor at guide ham. At vise ham, at hvis man arbejder hårdt og går efter sine drømme, så kan der ske noget.

Den dreng har simpelthen et drive, som jeg aldrig har set før. Han har fået sports-genet fra sin far og drivet har han muligvis nok fra mig. Det er en fantastisk kombi, men jeg skal sørge for, at han ikke brænder ud før tid. Han har en alder nu, hvor jeg råder ham, men han er med til at tage beslutningen, og jeg kan mærke, han er klar til medbestemmelse. For mig er der stor forskel på at skubbe sit barn og dyrke deres passion.

OM NÆRVÆR PÅ FACETIME

Jeg er flyttet alene til Barcelona sammen med mine to børn, og det er måske en smule utraditionelt. Det er nok ikke det, man forbinder med idyl, men det fungerer for os lige nu. Der er naturligvis savn, men når vi er sammen alle sammen, er der tilstedeværelse og nærvær på en måde, der sjældent har været før. Vi er sammen på en hel anden måde. Når vi ikke er fysisk sammen, bliver der Facetimet hele tiden, og Michael (Dexters far) er med os på telefonen, så det er ikke ret meget, han går glip af. Det ville faktisk ikke være meget anderledes, end hvis vi boede sammen, og Michael arbejdede hele tiden. Vi har måske en uge eller 10 dage, hvor vi ikke er sammen med far, men så har vi efterfølgende en uge, hvor vi er intensivt sammen. Frederik (Seans far) kommer også tit herned, og så er vi alle sammen.

Vi skal alle lige prøve det her af, og når vi med sikkerhed ved, at Barcelona er stedet, vi alle skal være, kommer Michael herned. Men der er jo ingen grund til, at alt skal siges op, hvis vores eventyr ikke holder. Jeg har også en aftale med Seans skole i Danmark, som vi kan komme tilbage til, hvis det er. Vi skal have noget blødt at lande på, hvis nu.

OM AT STØTTE HINANDEN

Vi har altid været et hold – mig og mine drenge. Og det er også derfor, jeg vidste, at det nok skulle gå. Derhjemme var det også mig, der var mest sammen med dem. Jeg kørte, lavede mad, bragte, heppede på sidelinjen sammen med fædrene, kørte ind i vuggestuen osv. Det gør jeg stadig – bare i et andet land. Det, vi er sammen og kan sammen – det er dejligt. Vores balance er så dejlig. Vi er et trekløver og et femkløver, når fædrene er med. Det, der kan være svært for mig er, at jeg også skal give slip. Som mor skal man virkelig tænke over, at ens børn også skal kunne gøre ting uden deres mor og far. Jeg er der for dem altid, og vi er sammen ofte, men de skal lære, at de selv skal tænke. Hvis vi skal bestille mad på en restaurant, så skal Sean altså selv bestille – jeg gør det ikke for ham. Ud over at mine børn skal være glade, søde og betænksomme, så skal de også være selvstændige. Så ved jeg, jeg gør noget rigtigt. Men på det sidste er der sket så meget med og for Sean, og det kan godt være svært at tackle. Han går nu i international skole og har engelsk som sit hovedfag, han er i gang med at lære spansk to timer hver dag, han bliver sendt i skole kl. 09, og jeg henter ham først kl. 17. Det er en stor omvæltning for ham, så vi støtter hinanden, hvor vi kan. Alle sammen.

Nogle dage giver jeg børnene helt fri, og vi laver absolut intet andet end at hygge herhjemme eller går en tur på legepladsen. Når der har været for mange aktiviteter og mennesker omkring os, har vi brug for at lande og mærke lidt ro. Det gider jeg ikke have dårlig samvittighed over, for jeg føler, jeg mærker efter mine børns behov bedst.

LÆS OGSÅ: Saseline Sørensen: Sådan stresser jeg af

OM ANDRES MENING

Jeg har hørt alt muligt. At jeg har taget Sean ud af skolen, at han ikke får lov til at være barn osv. Og så er der dem, der har ondt i røven over, at jeg rent faktisk har taget springet. De skriver typisk sådan noget med, at alt jo er nemt, når man har penge og en au pair. Ved I hvad? Jeg har selv sparet op, jeg har planlagt det her længe, og Michael og jeg har valgt at prioritere en au pair, som er med mig. Hun hjælper med alt det praktiske, indkøb, rengøring, madlavning osv. For jeg har så travlt med at køre og hente drengene – og om dagen skal jeg passe mit arbejde som blogger og influencer, styrke mine samarbejder, holde møder, lave aftaler osv. Jeg vil hellere have overskud på kontoen til mine børn end de ekstra 5000 kr. (prisen for en au pair) om måneden på min bankkonto i slutningen af måneden.

Se, nu gør jeg det igen – forsvarer mig. Men det er fordi, jeg altid bliver sådan lidt paf over folks behov for at skulle blande sig i andres liv og dømme og svine til. Det er en underlig tilgang til livet, synes jeg. Nogle gange kommer jeg så til at tage kampen, hvilket jeg ikke bør. For der vil altid være nogen på de sociale medier, der har travlt med at skulle dømme mig og de valg, jeg har taget sammen med mine børn. Jeg bør bare sige: Ved I hvad, det er jeres mening. Jeg ved heldigvis bedre. Men sommetider har jeg svært ved bare at lade den ligge. Særligt når de går efter Sean. Heldigvis er 99 procent af det, jeg hører, positivt. På det seneste er jeg begyndt at høre fra en del, at jeg er sej. Haha. Det varmer, når folk giver komplimenter, så det er jeg taknemmelig for.