Sidder ved børnenes senge i timevis
SPONSORERET indhold

Sidder ved børnenes senge i timevis

Af: Redaktionen
21. jun. 2011 | Børn | Vores Børn

Spørgsmål:

Vi har to børn, Sophia på fem år og Victor på tre år, og ingen af dem vil falde i søvn alene. Vi sidder hos dem hver aften, og nogle gange kan det tage op til to timer, før de falder i søvn.

Sophia faldt i søvn uden problemer, indtil Victor blev født. Men Victor havde mange øreinfektioner, der betød, at han tit græd om natten. Den nemme løsning blev, at han sov i vores seng, så Sophia ikke vågnede, og så vi også fik lidt søvn.

Sophia havde en periode med mareridt, hvor hun var bange for spøgelser og ikke ville falde i søvn med lyset slukket. Resultatet blev, at jeg lå hos hende, til hun faldt i søvn, og det gør jeg så stadig.

Victor sover på sit eget værelse nu, men far er stadig nødt til at sidde hos ham hver aften. Desuden kommer begge børn uafhængigt af hinanden i nattens løb ind i vores seng.

Vi ønsker ikke, at de skal føle, det er en straf at skulle lære at falde i søvn selv, men derimod en god oplevelse at kunne klare det selv. Derfor søger vi desperat efter en alternativ måde at gribe situationen an på.

Mange hilsner fra de meget trætte forældre, Anja

Svar:

Kære Anja

De allerfleste forældre oplever perioder i deres børns liv, hvor det er svært for dem at få børnene til at sove.

Børnene kan stå op igen og igen, kalde og græde, så forældrene til sidst finder ud af, at skal de have børnene til at sove, er den letteste udvej, at de putter sig sammen med dem eller sidder og holder i hånd, indtil de endelig sover – og det kan i værste fald vare timer.

Spørger man forældrene, om barnet aldrig selv har kunnet falde i søvn, siger de fleste ‘Jo, det har han/hun. Men da han/hun blev så og så gammel, så ville han/hun pludselig ikke mere’.

LÆS OGSÅ: Gode putteritualer til dit store barn

Og her er det interessant at finde ud af, hvad der skete i barnets eller familiens liv, da det pludselig ikke mere ville falde i søvn alene. Hvad var årsagen til, at det startede?

I jeres tilfælde fortæller I, at Sophia selv faldt i søvn i de første leveår. Men da hun kom i en udviklingsmæssig krise i tre-fire-års-alderen – hvor hun havde svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi – blev hun bange for mørke og spøgelser og turde ikke putte alene.

I valgte så meget positivt at tænde lys, og mor puttede hos hende, til hun sov – en mægtig god idé – dengang. Men I fik aldrig ændret denne metode, selv om hun i dag er fem.

Victor var i sine første leveår meget syg, og han faldt i søvn i jeres seng og sov dér om natten, hvilket jo dengang var en god løsning.

Problemet er, at I voksne ikke har ændret på indsovningsmetoden, efterhånden som børnene er blevet ældre – og raske. I fortsætter, som om hun stadig er bange, og han stadig er svag.

Så I skal beslutte, at nu ændrer vi indsovningsmetoden. Det kan I gøre ved at: Tro på, at jeres børn er raske og store nok til at falde i søvn alene – efter en kærlig, varm aften med faste ritualer.

Lave nogle klare regler for, hvad der gælder, når de bliver lagt i seng – for eksempel en kort snak, mens I sidder på en stol i højst fem minutter. Derefter går I ud ad værelset.

Fortælle dem begge, at fra nu af vil I – far og mor – have, at det skal være sådan. Brug jeres egne ord, og selv om den lille ikke helt forstår det, så vil de begge på jeres stemmer og kropssprog kunne forstå, at nu skal de falde i søvn alene i deres senge, mens I ordner madpakker, læser avis eller lignende.

Gå ind til dem, når de står op eller græder og kalder. Sig ‘godnat, du skal sove’ – og ikke mere. Hvis de står op, så følg dem i seng uden snak. Sig kun ‘du skal sove, godnat. Ja, du skal sove.’ Sig det med neutral, men fast stemme. Det er hårdt i to til tre uger, men så lover jeg (næsten) også, at de har lært det.

I ønskes nogle gode aftener, med venlig hilsen Margrethe Brun Hansen

LÆS OGSÅ: Stop natteroderiet

LÆS OGSÅ: Lær dit store barn at sove