Psykologi: "Hvordan ved jeg, om jeg skal have et barn til?"
SPONSORERET indhold

Psykologi: "Hvordan ved jeg, om jeg skal have et barn til?"

Det er ikke første gang, en kvinde stiller det spørgsmål: Skal jeg følge lysten til opleve den største kærlighed en gang til – eller hvile i lettelsen over at være færdig med bleer? Daisy Løvendahl har guidet mange klienter, der har været bange for at fortryde valget eller fravalget af et barn mere. Her får du hendes bedste råd.

Af: Daisy Løvendahl Foto: Getty Images
27. nov. 2020 | Børn | ALT for damerne

"Da jeg fik min søn, var jeg 36 år. Jeg var lykkelig og følte, at jeg havde masser af tid til at tænke over nummer to. For jeg vidste, at det ikke var nu. I mit hoved skulle beslutningen bare tages, inden jeg fyldte 40 år, men nu er jeg fyldt 40 år, og jeg har ikke lyst til at få et barn mere lige nu, men jeg er heller ikke parat til at lægge det bag mig og sige aldrig mere."

Helene sukker. Jeg sukker også indeni. Det er så moderne et dilemma, men det rører stadig ved en hel masse. Lysten til at være mor. Kærligheden til ens barn. Det tunge ansvar ved at være forælder og den konstante udfordring med at få alt til at gå op.

Jeg tænker på min oldemor, der fik børn, fra hun var 16 til 42 år. Hun fik dem bare. Der var ikke så mange valg forbundet med det. Jeg ved, at det kostede hende en masse smerte ikke at kunne vælge moderskabet fra, men det gav også børn i mange aldre og en stor familie. Det var et livsvilkår, som hun levede med. I dag er børn ikke på samme måde noget, der sker eller ikke sker. Det er livsvalg, der definerer, hvem vi er.

Jeg spørger mere ind til Helenes tanker:

"Min søster er 48 år, og min svoger gik fra hende for to år siden. Jeg mødte ham for nylig til min nevøs konfirmation, hvor han kom med sin nye kone og baby. Han er startet forfra og ligner en, der trives. Min søster derimod gennemgår menopause. Det fik mig til at tænke på, at jeg jo også kan blive alene. At mænd kan blive ved med at få børn, men vi kvinder har en dag, hvor det er slut."

Læs også: Søskende: Hvilken aldersforskel er bedst?

Panik før lukketid

Hendes ord får mig til at smile. Så ser hun mig i øjnene og griner. Vi ler begge. En forløsende latter, fordi hun har fat i noget stort. Helene siger:

"Jeg kan godt selv høre panikken før lukketid, men den lukketid er jo reel. Jeg kan ikke sidde som 50-årig og sige: ”Jeg troede, at jeg havde for evigt til at blive mor igen”, for det ved jeg jo godt, at jeg ikke har. Jeg ved bare ikke, om det er rigtigt for mig. Min kæreste ønsker ikke flere, men han siger, at han gerne bliver far igen, hvis jeg ønsker det."

Læs også: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

Jeg nikker:

"Så du er nødt til at træffe et valg."

Hun nikker. Filosoffen Sartre skriver, at vi er fordømt til frihed. Jeg forstår fordømmelsen som præcis det dilemma, Helene sidder med. En bevidsthed om, at hun har et valg og en dyb tvivl om, hvad hun skal vælge. Vi mødes nogle gange over de næste måneder og vender hver en sten i beslutningen. Til sidst finder hun en ro:

"Jeg har besluttet ikke at beslutte noget."

Vi ler begge hjerteligt.

"Alle disse samtaler har været gode, men jeg er stadig i tvivl, for der er flere dele af mig. Et moderhjerte, der elsker min søn mere end andet, og som elsker børn. Et kvindehjerte, der har lyst til at arbejde igennem, rejse, tage på kæresteweekender og ikke have dårlig samvittighed over for en lille derhjemme. Så nu giver jeg mig selv tid. Hvis jeg får mere lyst en dag, så ryger spiralen ud, og hvis ikke den dag kommer, inden det er for sent, så accepterer jeg det med ro i sindet. Jeg giver hende et kram, da hun går, og siger:

"At være mor er fantastisk. Men husk, at der er mange ting i livet, som er fantastiske, og mange måder at gøre en forskel på."

Hun smiler, og vi siger farvel.

Anbefalet til dig