Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Line Svendsen
Foto: Ida Schmidt Mød Line Svendsen der mistede sin nyfødte datter.

Lines datter døde under fødslen

Lines datter India ville have været 12 år i dag. Hun døde under fødslen af akut iltmangel.

Før sommerferien havde jeg en stor mave, men da jeg vendte tilbage til seminariet, havde jeg hverken mave eller baby. Vores datter døde under fødslen. Jeg skreg, da jeg fik det at vide. Sådan et primalskrig. Jeg blev nødt til at gennemføre fødslen, og da hun kom ud, blev jeg fyldt med stolthed og kærlighed, ganske som da jeg senere fødte mine andre børn – samtidig med jeg var dybt ulykkelig.

Venner og familie havde ventet på fødslen, men vi måtte fortælle dem, at vores datter var død. Mange kom forbi, og jeg havde brug for at mærke, at de tog del i vores sorg over at miste India, men også i vores glæde over hende. Det var forløsende at mærke, at hun også betød noget for dem.

I begyndelsen havde jeg brug for uforpligtende kontakt. Det betød ekstremt meget, at folk sendte en sms, hvor der stod, at de tænkte på os. Beskeder, jeg ikke behøvede at svare på. Jeg havde et stort behov for at fortælle min historie, igen og igen, og der var ikke noget, folk ikke måtte spørge om. Ligesom jeg havde brug for, at mine omgivelser spurgte og viste interesse. På studiet kiggede mange væk, når de så mig. Det gjorde ondt, for det føltes, som om de ikke anerkendte det, jeg stod i. Heldigvis havde jeg venner, som slog ring om mig. Vores pårørende har aldrig været bange for at være sammen med os, når vi var kede af det, eller når jeg græd – og jeg græd meget. Jeg har aldrig følt mig ensom i sorgen eller siddet alene og været ked af det. Mit netværk blev ved med at spørge til, hvordan jeg havde det, selv om der var dage, hvor jeg bed af dem og svarede: ”Hvad tror du selv? Mit barn er lige død.”

LÆS OGSÅ: Dina mistede to børn i graviditeten: ”Jeg siger stadig godnat til dem hver aften”

Man har et ansvar for at give udtryk for, hvad man har behov for som sørgende, og jeg havde brug for, at folk kunne være sammen med mig og rumme, at jeg var meget ked af det. Jeg sendte et brev med billeder fra begravelsen til mine ti nærmeste veninder og fortalte om mine behov. Senere havde vi brug for, at nogen tog med os i Tivoli og sendte balloner op på Indias fødselsdag eller så efter hendes grav, da vi var to måneder i Østen. To af mine tætte veninder var gravide samtidig med mig. Den ene havde lige født og kom én af de første dage. At gå ind til mig med sin levende baby på armen var det sværeste, hun nogensinde havde været ude for, men jeg var glad for, at hun gjorde det. Jeg fik den største støtte fra de to veninder. De havde selv lige født og var de nærmeste til at forstå, hvad jeg havde været igennem. Jeg blev nødt til at forholde mig til deres levende babyer. Det var svært, men hvis jeg ikke kunne holde ud at være sammen med mine veninders børn, kunne jeg heller ikke forvente, at de ville være der for mig. Min ene veninde gik dagligt forbi Indias grav med barnevognen, og det var en stor anerkendelse, at hun tog del i vores liv med vores døde datter. I dag har jeg et specielt forhold til mine to veninders børn, men jeg kan ikke se på dem uden at tænke på India, fordi de er jævnaldrende.

At miste India er ubetinget den oplevelse, der har rystet og formet mig mest som menneske. Jeg er blevet mere sårbar, men også mere kynisk og kompromisløs. Der vil altid være et ”før” og ”efter” India, men fordi jeg fik så meget støtte, har jeg kunnet fortsætte den livslinje, jeg var i gang med, da hun døde. Jeg er blevet mødt i min sorg og har fået lov at være mor til India, selv om hun er død. Hun har en naturlig plads i vores familie, og sorgen fylder ikke længere hele mit liv, men jeg kan stadig blive bombet tilbage, selv om det er tolv år siden.

Jeg er blevet bevidst om, hvor meget det kræver at være tæt på et menneske i sorg. Jeg ved, hvor stor en forskel omsorg og nærvær kan gøre. Man skal være ydmyg over for andres sorg, for der er stor forskel på, hvilke behov man har, og det er ikke sikkert, at andre forstår dem. Det kan være grænseoverskridende at være vidne til andres sorg, men man skal ikke lade sig skræmme, selv om den sørgende bryder grædende sammen.

Line Svendsen, 37 år

lærer, læringskonsulent i Københavns Kommune, gift og mor til Sibille, 8 år, Raja, 10 år, og India, som ville have været 12 år i dag, men døde under fødslen af akut iltmangel.

Se, hvad vi ellers skriver om: Døden, Fødsel og Sorg