Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

“Undskyld, at jeg var så dårlig til at føde”
Foto: Freja Troelsen Freja Troelsen følte, at hun skulle undskylde over for jordemoderen, at hun ikke var bedre til at føde.

dårlig til at føde

“Undskyld, at jeg var så dårlig til at føde”

Når fødslen ikke foregår, som vi planlagde, bebrejder vi os selv. Og det bør ikke være nogen nybagt mor forundt, mener Freja Troelsen.

Debat: På en forårsdag forklædt som sommerdag i maj sidder min kæreste og jeg spændte og nervøse til vores første jordemoderbesøg. Vi venter vores første barn. Vores jordemoder møder os i døren med et fast håndtryk og et moderligt smil, og hun inviterer os ind i et lille mørkt rum med lavt til loftet.

"Tillykke, hvor er det bare spændende", siger hun, og går derefter i gang med at udregne min terminsdato.

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel

Sådan forestiller jeg mig de fleste første samtaler med en jordemoder starter. Derefter spørger hun os om noget. Måske er det også blot et standardspørgsmål, det tror jeg desværre, at det er. Hun spørger os, hvordan vores drømmefødsel ser ud. Ikke for derefter at aflive ideen om en drømmefødsel, for ligesom at gøre dette helt klart fra start, hvilket jeg havde ønsket, hun havde gjort, men hun spørger os, som om vi faktisk sidder og har noget at skulle have sagt på det punkt.

Den naive idé om en drømmefødsel

Vores mål med fødslen er i hvert fald, at barnet kommer sund og rask ud, sagde jeg lidt usikkert med et blink i øjet, men egentlig nok også ganske alvorligt. Jeg havde ikke gjort mig nogen tanker om fødslen – andet end at tænke den ind som et uundgåeligt led af det at vente barn. Men der var mange ting at tage stilling til, informerede hun os. Man kan føde hjemme eller føde på hospital, man kan vælge bedøvelse, eller man kan fravælge bedøvelse. Hvilken position skal barnet fødes i, skal faderen klippe navlestrengen, skal baby
op til dig med det samme, når denne er født, vil du amme?

Der var altså virkelig mange ting, vi skulle tage stilling til, og da vi ikke havde svaret på de fleste af disse spørgsmål, fik vi til lektie at gå hjem og skrive vores drømme fødselsforløb ned. Og der sad vi så senere på dagen i vores lille lejlighed på Nørrebro, med pen og papir og lod os naivt forfalde til ideen om en drømmefødsel. Vi besluttede os for, at jeg skulle føde på hospitalet, naturligt, uden bedøvelse, barnet skulle op til brystet som det første, derefter skulle navlestrengen klippes af far. Vi ville lade os indlogere på barselshotellet, indtil amningen fungerede, og derefter ville vi tage hjem i egne rammer og være en familie på tre. Mit fødselsforløb blev alt andet end dette.

84 timer med veer

Fra jeg fik veer, til jeg fødte, gik der 84 timer, og heraf var jeg i aktiv fødsel i omkring de 12. Jeg sov ikke disse timer. Jeg græd, skreg og mistede hele tiden kontrollen over smerten og over min egen krop. Der var noget andet, der tog over, noget, der var større end mig. Jeg fik alle former for bedøvelse – flere gange – og da min jordemoder meget sent fandt ud af, at barnet lå forkert, gjorde de klar til akut kejsersnit, men i 11. time - eller 12. var det jo egentlig - besluttede en fødselslæge at forsøge sig med sugekop. Det lykkedes, og jeg brølede.

En blanding af ren lykke, forløsning og fuldstændig overgivelse til øjeblikket – og lyden af babygråd bredte sig hurtigt til fødestuens fire vægge. Men mit barn kom ikke op til mit bryst, og faren fik ikke lov til at klippe navlestrengen. Og mens fødselslægen undersøgte vores barn alt for mange meter væk fra mig, langt flere end jeg kunne holde ud, undskyldte jeg til min jordemoder: "Undskyld, at jeg var så dårlig til at føde".

Der gik lang tid, før det gik op for mig, at fødslen ikke kunne have forløbet anderledes. Og da jeg sad med min stadig nye datter i armene til det første møde i mødregruppen, blev den obligatoriske navnerunde efterfulgt af en runde om, hvorvidt man havde født naturligt eller med bedøvelse eller anden form for hjælp. Det var øjensynligt vigtigt lige at få dette på plads. Og der ramte det mig igen, følelsen af ikke at lykkes som fødende, fordi min fødsel ikke blev den fødsel, jeg havde forestillet mig.

LÆS OGSÅ: Sådan forbereder du dig mentalt til fødslen

Hvad så når drømmefødslen flopper?

Ideen om drømmefødslen lever i bedste velgående, og det er der mange årsager til. Helt grundlæggende så dyrker vi fødslen som aldrig før. Det obligatoriske billede af den nyfødte på Facebook er ofte efterfulgt af en fødselsberetning til alle, som gider læse med, og ligesom så meget andet på de sociale medier er denne beretning i en eller anden form sugarcoated. Det er den pæneste udgave af sandheden, som udlægges. Og netop på grund af denne tendens har der heller aldrig været så mange fødsler at sammenligne sin egen med, og det kan være problematisk, for der er i virkeligheden ikke nogen fødsel, som er ens. Det kan man virkelig ikke understrege nok.

Men hvad gør vi så, når drømmefødslen flopper, og fødslen viser sig at være en anden, end den vi havde forventet, en anden end den, vi - meget velovervejet - havde planlagt for os selv? Måske vil vi sidde tilbage og føle os frarøvet, og sandsynligvis vil vi bebrejde os selv.

Det kan muligvis forekomme som en gammel sang, når jeg nu vælger at inddrage samfundstendenser som perfektionisme og individualisme, men det er relevant at tale om, fordi disse tendenser også gør sig gældende, når vi føder børn. I modsætningen til mange andre områder af vores liv, det være sig uddannelse, karriere, relationer mv., er det for mig at se afgørende, at vi ser i øjnene, at en fødsel grundlæggende set ikke er noget, man kan styre. En fødsel er først og fremmest overladt til naturens gang. Selvfølgelig har det generelle mindset, der dikterer, at vi optimerer, forbedrer og udvikler alt, vi gør, også sneget
sig ind på dette område, men er det hensigtsmæssigt?

LÆS OGSÅ: Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel

Det kræver stadig forberedelse

Jeg siger ikke, at man skal lade være med at forberede sig på sin fødsel og alene overlade den til naturen og skæbnens gang, for det synes jeg bestemt, at man skal – altså forberede sig. Man bør gå til fødselsforberedelse, læse områdets litteratur og øve sig på sine vejrtrækninger – for man vil i sandhed få brug for det. Men man skal give slip på ideen om en "drømmefødsel" og give plads i både tanker og forventninger til, at fødslen kan tage en masse forskellige drejninger, som man altså i sidste ende ikke selv er herre over.

Man har ikke et særligt godt grundlag for at træffe kompetente og rigtige valg om en situation, man endnu ikke befinder sig i, slet ikke hvis det er første gang, man skal befinde sig i den. Når man forbereder sig på sin fødsel, bliver man nødt til at have skabt rum til både tilvalg og fravalg, mens fødslen forløber. Tilvalg og fravalg, som først og fremmest træffes for at gøre det til en god fødsel ud fra de omstændigheder, fødslen nu engang foregår under. Man må bestræbe sig på den bedste fødsel under fødslens omstændigheder. At bestræbe sig efter noget som helst andet er simpelthen urimelige betingelser at give sig selv som fødende.

Vi bebrejder os selv

Problemet ligger i bund og grund i vores opfattelse af det individuelle valg som overordnet alt andet. Det individuelle valg er altid i fokus og gør sig gældende i alle aspekter af vores liv – også vores fødsel. Af den grund tilskriver vi os selv alle succeser – men også alle fiaskoer. Når det ikke går, som vi planlagde det skulle gå, bebrejder vi os selv. Og ingen nybagt mor bør sidde tilbage efter sin fødsel og bebrejde sig selv. Det selvtillidsboost, en fødsel kan give, bør ikke kun være de "naturligt fødende" – eller nogen som helst anden gruppering af fødende – forundt. Det bør være alle forundt – uanset hvordan fødslen forløb. For der er ingen rigtig eller forkert måde at føde på.

Næsten tre år senere, på årets første og faktisk også sidste rigtige sommerdag, sidder vi der igen. I det lille mørke rum med lavt til loftet. Vi venter vores andet barn. Det er en anden jordemoder, der tager imod os denne gang, men det er det samme faste håndtryk, det samme moderlige smil. Spørgsmålene er ligeledes de samme. Og da hun spørger ind til vores drømmefødsel, er vores svar det samme som sidst: At vores barn kommer sund og rask ud til os.

Og det er i sandhed det eneste, vi ønsker os.

OM SKRIBENTEN

Freja Troelsen er i dag mor til Frigg og Fridtjof.

Du kan også følge hende på Instagram under navnet @frejatroelsen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødsel og Fødselsberetning