Jane Wittrock tulipaner
SPONSORERET indhold

Denne tulipan-have hjemme hos Jane vil få dig til at drømme om at få din egen af slagsen

Ønsker du dig en have fyldt med tulipaner i smukke farver? Så kan du drømme dig væk i Jane Wittrocks blomstrende univers, hvor en mangfoldighed af tulipaner pynter udenfor i flotte højbede og indenfor i de prægtigste buketter.

Af: Bente Halkjær Foto: Tia Borgsmidt
21. mar. 2022 | Bolig | Hendes Verden

Jane Wittrock er glad for blomster. Så glad, at hun tilbringer størstedelen af sin fritid i haven i Vestsjælland, hvor planterne bliver nusset og plejet hele vækstsæsonen. Inden længe er det tulipanerne, der står for tur. Blomsterne pynter dog ikke kun i haven, for Jane er også mester i at sætte dem sammen i eventyrlige buketter.

– Jeg mikser gerne tulipaner med andre planter, både dyrkede og vildtvoksende, fortæller hun.

– Men jeg køber ikke blomster; jeg bruger det, jeg har. Det er vigtigt for mig at bruge de blomster, der er i sæson samtidig med tulipanerne.

Jane Wittrock tulipaner
Det er et betagende syn, når bedene er fyldt med udsprungne blomster og bristefærdige knopper. Jane dyrker mange af sine tulipaner i højbede og blander tidlige og sene sorter, så bedene er flotte og frodige over en lang periode. Løghaven er afskærmet af dekorativt kastanjehegn.

LÆS OGSÅ: 9 gode råd: Sådan får du tulipaner til at holde sig flotte længe

Flotte kombinationer

Om kort tid er det tulipanerne, der dominerer Janes have – sammen med sæsonens sidste narcisser. Hun dyrker mange forskellige sorter, men går især efter tulipaner med fyldte blomster og såkaldte papegøjetulipaner, for det skal være sorter, du ikke lige finder i blomsterbutikken. Sådan foretrækker hun sit flor.

Når hun vælger løg om efteråret, går hun efter dem, hun finder særligt smukke, men lægger også vægt på, at der både skal være planter med tidlig og senere blomstring, så tulipansæsonen kan strække sig længst muligt.

Jane har ingen egentlige favoritter blandt tulipanerne; for hende er det derimod variationen, der er imponerende.

Buket med løg

Jane dyrker mange tulipaner i højbede, og her bliver løgene lagt ganske tæt. Når blomstringen er omme, rydder hun bedene for at skaffe plads til nye planter. Løgene gemmer hun ikke, for det er hendes erfaring, at der kommer for lidt ud af at genbruge dem, når man tager dem op, tørrer dem og lægger dem igen i efteråret.

– Hvis du vil have tulipaner igen år efter år, skal du dyrke dem i et bed, hvor de overjordiske dele kan få lov at visne ned og give energi til løget, så det kan blomstre næste år, forklarer Jane, som til gengæld sælger tulipaner med løg i sin charmerende blomsterbod ved vejen. Hun glæder sig over det overdådige flor i haven, men plukker også rask væk af de smukke blomster, så hun kan tage skønheden med indenfor.

Jane Wittrock tulipaner
Janes blomsterglæde er smittende, og du kan ikke undgå at blive begejstret for de pragtfulde buketter, hun tryller frem med sæsonens prægtige flor.

Ved Janes vejbod i Store Fuglede kan du købe friske buketter. Ring eventuelt forinden (tlf. 2344 4893), så er du sikker på ikke at køre forgæves.

Du kan også følge årets gang i have og blomsterværksted på @janehornbll på Instagram og på Janes Blomsterunivers på Facebook.

Balck parrot tulipan
Mørke, næsten sorte tulipaner har noget dramatisk over sig og giver en god kontrast i blandede buketter, som det er tilfældet med papegøjetulipanen ’Black Parrot’.
La belle epoque tulipaner
Udvalget af betagende tulipaner er stort, men ’La Belle Epoque’ er noget helt særligt med sine store, fyldte blomster og det yndigste farvespil i blosterbladene.
Green star tulipaner
’Green Star’ er med sin delikate form og de hvide blosterblade med et strejf af grøn ikke en helt almindelig tulipan – men en smuk kontrast til de rundere sorter.
Amazing Grace og Apricot Parrot tulipaner
’Amazing Grace’ og ’Apricot Parrot’ står i en dekorativ spand og venter på at blive bundet til en fortryllende buket.

Bland med narcisser – men pas på!

Narcisser er yndige i buketter sammen med tulipaner, men vær varsom – deres plantesaft kan nemlig skade de andre blomster i buketten. Derfor lader Jane sine narcisser stå i vand, nogle timer inden de bliver brugt i blandede buketter. Efter at de har stået i vand, klipper hun ikke yderligere af stænglerne, da processen så begynder forfra. Derfor er det vigtigt, at narcisserne har den ønskede længde fra starten.

Bland flere  tulipansorter  mellem hinanden  for at få et kønt  farvespil.
Bland flere tulipansorter mellem hinanden for at få et kønt farvespil.
Foran sit drivhus har Jane en hyggelig terrasse, hvor der også er blevet plads til et bed med prægtige løgvækster.
Foran sit drivhus har Jane en hyggelig terrasse, hvor der også er blevet plads til et bed med prægtige løgvækster.
I sin hyggelige vejbod sælger Jane buketter med årstidens blomster. Om kort tid vil boden være fyldt med blandede buketter med tulipaner i fokus og flotte bundter med tulipaner, hvor løgene stadig sidder på.
I sin hyggelige vejbod sælger Jane buketter med årstidens blomster. Om kort tid vil boden være fyldt med blandede buketter med tulipaner i fokus og flotte bundter med tulipaner, hvor løgene stadig sidder på.
Lærk springer ud med bløde, nåleformede blade, som du kan sætte sammen med dine tulipaner. Her er det ’Stars of Parrot’, ’Aveyron’, ’Amazing Grace’ og ’Charming Beauty’, som grenene har selskab af, og Jane har suppleret med æblegrene og akelejer.
Lærk springer ud med bløde, nåleformede blade, som du kan sætte sammen med dine tulipaner. Her er det ’Stars of Parrot’, ’Aveyron’, ’Amazing Grace’ og ’Charming Beauty’, som grenene har selskab af, og Jane har suppleret med æblegrene og akelejer.