Klatkager – de bedste opskrifter på klatkager

Klatkager er julens bedste restemad – og en sikker klassiker på morgenbordet dagen efter juleaften, eller som lækker eftermiddagsmad eller dessert i december. Ja, ligegyldigt hvilken tid på året det er, kan du nemt, hver gang du har en rest risengrød til overs, lave denne lækre danske hybrid af grød og pandekager. 

mere om Klatkager

Men hvad er en klatkage egentlig? Er det en pandekage, en vaffel, eller grød?
Både og – den populære spise består som udgangspunkt af risengrød, som er rørt til en slags dej med æg, sukker, mel og evt. lidt vanilje.

Basisingrediensen i enhver god klatkage er risengrød – og vil du være helt sikker på at koge den perfekte grød, så se her: 12 gode tip: Sådan laver du den bedste risengrød - her får du alle vores bedste tips til at lave den bedste risengrød - både til risalamande og selvfølgelig til nissen på loftet.

Vidste du, at du også kan bruge en rest af risengrød til de fineste små ristærter? Se opskriften på ristærterne her 

Er den rest risengrød du bruger meget fast i konsistensen, kan du også tilsætte lidt mælk, så dejen til klatkagerne bliver lidt mere lind.

Mange vælger også at tilsætte lidt surt – f.eks. citronsaft eller lidt revet citronskal, for at gøre dejen lidt mindre tung. Du kan også putte rosiner, hakkede mandler, tørrede tranebær eller andet soltørret frugt i dejen, alt efter humør og ønsker.

 

PRØV OGSÅ: Risalamande a la creme brulée

Dejen steges på en pande i små klatter, der øses op med en ske eller øse og steges lige som pandekager i smør eller olie. Du kan også stege i kokosolie, men pas på at panden ikke bliver for varm, så klatkagerne branker. Blandingen hældes eller øses på panden som 'klatter' og steges lige som pandekager, og serveres med syltetøj, sukker eller sirup – eller æblemos.

Og er du til en lidt sundere løsning end en risengrød på hvide ris, så kan du f.eks. prøve byggrynsklatkager med hybensyltetøj – fordelen ved denne opskrift er, at du ikke skal koge grød i forvejen, men kan komme byggrynsflagerne i mikrobølgeovnen sammen med lidt vand og koge grøde med det samme. Når det er kølet lidt af, blander du grøden med æg, mel, sukker og kanel og steger det i klatter på panden.

Vidste du i øvrigt...
At du også kan lave klatkager med rugbrød? Rugklatkager laver du af revet rugbrød, mælk og æg – og de kan bruges f.eks. i stedet for blinis med stenbiderrogn og cremefraiche på toppen eller som et sundere alternativ til kiks i madpakken. 

SE OGSÅ: Risalamande med appelsin/kirsebærsovs

For klatkager behøver faktisk ikke at være lavet af risengrød – her på siden finder du også opskriften på kartoffel- og løgklatkager, der er perfekte som tilbehør til kød- og fiskeretter, eller på frokostbordet. 

Og du kan faktisk også lave rejeklatkager af rejer, mosede kartofler, finthakket forårsløg og chili – opskriften på de skønne Rejeklatkager med et pift af Østen finder du her 

Alle opskrifterne er fra Hjemmet, Hendes Verden, BoligLiv, fit living & ALT for damerne - velbekomme!