Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Skolestart - 6 råd til en god skolestart for dit barn

  • Hvordan får mit barn en god skolestart?
  • Hvordan foregår skolestarten?
  • Hvad er det nødvendige skoleudstyr?
  • Hvilke reaktioner kan der være på skolestart?
  • Hvad kan jeg som forælder gøre for at støtte op om mit barn?
  • Hvilke bøger om skolestart er værd at læse?

Bliv klædt på til starten i børnehaveklasse her.

vis
mere

6 råd til en god skolestart

Det betyder meget at komme godt fra land, når man starter på et nyt, stort kapitel som skolelivet, og en god skolestart har meget at gøre med både forældreindstilling og forældreindsats – du kan med andre ord selv hjælpe dit barn godt fra start.

  1. Det er blandt andet vigtigt at tage dig til at snakke med barnet om, hvad det vil sige at gå i skole. Gør det på en simpel måde. Det er vigtigt, at informationerne er praktiske og ikke går på dine egne bange anelser og bekymringer.
  2. Hvis du er rolig og positiv, bliver dit barn det også – det samme gælder, hvis du er bekymret.
  3. Fortæl barnet hvor og hvornår skolestarten er, hvad det helt kort går ud på, og stol så på, at dit barn nok selv skal spørge, hvis det har flere spørgsmål. Og lad det gerne være en tilbagevendende snak.
  4. På hjemmefronten hjælper det at skabe faste rutiner, der understøtter skolen og giver dit barn et genkendeligt holdepunkt. Fast sovetid, faste morgenritualer og fast afkobling, når barnet kommer hjem og har haft en hård dag.
  5. Hent også gerne barnet tidligt enten direkte fra skole eller i SFO'en et par gange om ugen i starten, så barnet får tid til at kapere de mange indtryk. Hjælp dit barn med at lave de legeaftaler, barnet har lyst til, og understøt de nye, små venskaber, der opstår.
  6. Hjælp også barnet med orden i skoletasken og penalhuset, så det er overskueligt for barnet, og husk at rose og anerkende barnet for alt det nye, det kan og tør selv.

Du kan læse meget mere om, hvordan dit barn får en god skolestart  her på siden. 

Alt hvad du skal vide om dit barns skolestart

Hvornår er det nu lige skolestarten ligger? I Danmark er der undervisningspligt fra august måned det år, barnet fylder seks år. Barnets alder ved skolestart kan altså være fem eller seks år. Undervisningspligten betyder dog også, at vi ikke har en skolepligt her i landet, og derfor står det forældre frit for, om undervisningen foregår i folkeskolen, på privatskole, friskole eller om barnet skal hjemmeundervises. Fælles er, at undervisningspligten er 10 år lang. For de fleste forældre er det allervigtigste ikke skolens rammer, når klokken ringer ind til skolestart, men at barnet får den bedst mulige start og får nogle gode venner og kompetente voksne i hverdagen.

Det starter med indskoling og mini-SFO

De fleste børn starter i dag skoletiden med et førskoleforløb i SFO. Det starter typisk et par måneder inden den reelle skolestart, og skal sikre, at både børn og voksne har god tid til at lære hinanden at kende, men også at barnet stille og roligt kan lære spillereglerne i skolen. Dagene er fyldt med mange forskellige aktiviteter, som f.eks. skoleopgaver, lege, ture og besøg rundt på skolen. Mange steder dannes klasserne først over sommeren og med børnenes sociale relationer og kompetencer i fokus.

Madpakken skal være fyldt med god energi og både kunne indeholde frokost og mellemmåltider. Selve madkassen skal lukke tæt, barnet skal selv kunne åbne og lukke den, og det kan være en god idé at vælge en med køleelementer. Husk i øvrigt navn på madkassen!

Ting til skolestart

Det er ikke særlig meget udstyr barnet har brug for ved skolestart. Det drejer sig om en god skoletaske, et penalhus, skriveredskaber, madkasse og drikkedunk. Når skoletasken skal vælges, er den vigtigste faktor barnets højde. Typisk vil en mellemstørrelse være et godt valg, og man skal huske, at tasken er en rygsæk, der skal sidde på ryggen og ikke på numsen. Og så bør den ikke veje mere end et kilo uden indhold. Husk at lade barnet prøve tasken, før I køber den – både med og uden overtøj.

Penalhuset bør være af den slags, der kan foldes ud. Det gør det det overskueligt for barnet at have med at gøre. Det bør indeholde tre gode blyanter, lidt farveblyanter, et viskelæder, en blyantsspidser og en børnevenlig saks. Hold det simpelt – både for at gøre penalhuset overskueligt, og fordi barnet ikke har brug for flere ting. Læs også vores guide til barnets første skoletaske.

skolestart

Foto: Getty

Derfor reagerer dit barn på skolestart

Det er helt normalt, at børn kan reagere, når de går igennem forandringer. Det behøver hverken betyde, at dit barn har en svær skolestart, ikke er klar til skolestart, at det har svært ved at få venner eller ikke trives i skolen. Det kan godt bare være helt almindelig hårdt at vænne sig til nye lyde, lugte, udfordringer og krav. De mest almindelige reaktioner på forandringer viser sig på udsving i søvn og appetit, men det er også helt normalt, hvis dit barn har lettere til tårer end vanligt, virker mere udadreagerende, konfliktsøgende eller indadvendt. Det er oftest barnets måde at vise forældrene, at det er lidt svært med alt det nye, der sker, og at det har brug for ekstra støtte og omsorg, og lidt færre krav på hjemmefronten.

Det lærer dit barn i 0.klasse

Der kommer til at være smæk på dit barns udvikling gennem børnehaveklassen – både fagligt og socialt. Rent fagligt kan du regne med, at dit barn lærer alfabetet og bogstavernes former, at gengive fortællinger, at lave rim og remser og barnet lærer også bogstavlyde og begynder at læse og skrive små sætninger. Hvis ikke barnet allerede kan det, lærer det også at tælle til 10, og det lærer om forholdene mellem tallene – f.eks. at ni er større end fem. Barnet lærer også at kende og gengive mønstre, og det lærer noget om, hvordan størrelser, mønstre og former passer sammen. Barnet kan ved udgangen af børnehaveklassen f.eks. parre en lille trekant med en anden lille trekant, også selvom der ligger andre trekanter på bordet.

Gode bøger om skolestart

Har du brug for at vide mere, findes der mange gode bøger som kan klæde forældre såvel som børn på til skolestarten. Til børnene er der f.eks. "Dengang Hr. Skæg startede i skole", "Max og Bella skal begynde i skole" og "Villads fra Valby". Til forældrene kan bøger som "Sund & glad skolestart" og "Den store bog om skolestart" være gode at læse. Læs meget mere om gode bøger om skolestart her på siden. 

Kilder: Skolestart.dk, Uvm.dk, ALT.dk, Elevakademiet.dk

På ALT.dk kan du finde mange flere artikler om blandt andet SFO, børns udvikling og børnepsykologi fra Vores Børn, ALT for damerne, Eurowoman, Fit Living, Hendes Verden og Hjemmet.