Sofie Torp
Sofie Torp

Sofie Torps datter er begyndt i skole - og især en ting har ført til panik

Skolestarten har betydet en del research af især madpakker og deres indhold. Og så har skuespilleren et kærligt opråb til forældre.

alt.dk logo

Sofie Torps datter er netop startet i skole, og det har betydet meget nyt for skuespilleren. Det fortæller hun i denne uges afsnit af ALT for damernes podcast, Skål søster.

Hun har fx aldrig smurt en madpakke før og har derfor måtte søge inspiration og sætte sig ind i, hvad der skal i madkassens forskellige rum.

– Jeg er i chok over, at jeg skal smøre tre madpakker – en til 9.30, en til 11.30 og en til 14. Jeg er helt i panik, og alene det har været et kæmpe skift i min hverdag. Jeg kigger ind i 10 år med madpakker, som ingen gider at spise, for når min datter kommer hjem, har hun ikke spist noget fra madpakken, selv om jeg har lavet sjove udskæringer – det er jo det, der er mest deprimerende, konstaterer Sofie Torp, der endda prøvede at teste sin datter med en madpakke fyldt med chokolade og desserter en dag – men den kom også urørt hjem.

– Jeg har kæmpe præstationsangst, fordi man pludseligt er forælder til et skolebarn. Og det er ikke, fordi det skal handle udelukkende om madpakker, men det har virkelig chokeret mig, siger hun og indrømmer, at hun godt kan være typen, der melder sig til et forældrebestyrelsen.

– Jeg har prøvet at lade være med at melde mig de første uger, fordi jeg altid kommer til det – jeg har fx været forældrebestyrelsesformand i børnehaven. Og det er faktisk et stort arbejde, så nu prøver jeg lige at tage et roligt år.

Forældre kan være de slemme

På spørgsmålet om, hvorfor hun har lysten til at gå ind bestyrelsen, forklarer hun sig med, at der altid er dem, som har været med i elevrådet, og så er der dem, som ikke har.

– Og så er der dem, der møder op til oprydning, og dem, der ikke gør. Det er jo et personlighedstræk. Så enten har man det i sig, eller også har man det ikke. Og jeg er helt klart en, der har været med i elevrådet, forældrebestyrelser og så videre. Det handler nok om både at have en stor fællesskabsorientering og noget kontrol – hvis du gerne vil mene noget, så må du også melde dig, forklarer hun og uddyber:

– Jeg har en god veninde, der er folkeskolelærer, og hun elsker sit arbejde, når hun er sammen med børnene. Det er forældrene, der godt kan være de slemme nogle gange – og det kan jeg godt forstå, for vi vil så gerne mene noget og have indflydelse. Og hvis man gerne vil det, så er man også nødt til at melde sig ind i det arbejde. Det er så nemt at stå ude i periferien og ringe til en folkeskolelærer, der er taget på studietur med 27 elever og spørge til, hvad de skal lave i dag, for man føler ikke, at der er nok indhold for mit barn. Det er jo forfærdeligt. Så jeg har lidt den der; hvis du vil mene noget, så må du også yde noget.

Vi skal give lidt slip

TV-vært Mette Bluhme Rieck har også et barn, der går i skole, og hun har også gjort sig nogle overvejelser om forholdet mellem lærer og forælder.

– Jeg har tænkt meget over det at lægge tilliden i lærernes og skolens hænder, for jeg tror, at der er for mange forældre, som synes, at vi skal vide alt for meget hele tiden om alting, så vil vi blande os, og synes, at det var bedre i 80'erne, og vi ved ikke en skid om, hvordan det er i dag, og hvad de gør.

Så vi har forsøgt at mærke efter, om vi følte, at de havde set vores barn, og det føler jeg. Og så ved jeg, at lærerne ved meget mere end mig, og hvis der bliver ballade, så tager vi en snak.

Men jeg tror, at der er meget vundet ved at give lidt slip – ikke i forhold til de frivillige ting, man kan melde sig til, for der skal man støtte op, fordi det betyder meget for børnenes fællesskab, at forældrene kan ses på tværs. Men vi skal give lidt slip og give lærerne plads til det, de faktisk er væsentligt bedre til, end vi er. Og de kender vores børn fagligt og socialt en del bedre, end vi selv gør, selvom vi tror det.