Adam Duvå Hall: Fra modermælk til Mokai

Min søn skal begynde i skole. Og det er efter sigende en kæmpe milepæl. Ikke mindst for forældrene. Tillad mig at tage dig med i et par overvejelser omkring den vigtige begivenhed. Først og fremmest er det jo bizart. Hvad skal han dog i skole for? Han vil jo blive mødt af krav! Og buksevand! På en måde er jeg nok mere nervøs end han er. At sende sit barn i skole er grænseoverskridende. Det er selvfølgelig rørende og stort, og man må gerne tude og tage et billede af den stolte lille verdensmand med vandkæmmet hår og et flot tornyster på ryggen.

Vi må gerne tale om, hvad der dog blev af tiden og længes efter gylp på skjorten. Om lidt skal han alligevel hentes til en fest og gylper igen. Modermælken er blevet til Mokai og ranglen er en mobiltelefon, der er vigtigere end os. Snart vil han stå med hue på og proklamere, at han lige napper et par fjumreår. Så bliver han gift, tager et stort lån og så sender han sit eget barn i skole. Så hurtigt går det vist. Vi blinker og bum! Alting gentages. Da jeg blev far, fik jeg overbevist mig selv om, at vores situation var unik. Det er den jo langt fra. Folk har før sendt deres børn videre til nye eventyr.

Den magiske skoletid

Hvad er det så, jeg sender min dreng afsted til? Hvis jeg for et øjeblik glemmer forvirringen og usikkerhederne, der følger med, så er skoletiden magisk. Det er her, vi lærer at stave, regne og at sidde stille. Eller, nogle gør. Der tales meget om forventningspres og stressede børn og unge. Jeg håber virkelig, at balancen mellem pligter og fornøjelse kommer i vater. Hvordan fortæller jeg ham, at jeg ikke forventer lutter 12-taller – uden at han ser det som carte blanche til at blive en slendrian? Kan jeg lære ham, hvor værdifuldt det er at være en god ven eller kollega fremfor at træde på folk for at komme frem? Lever jeg selv op til idealerne? Noget af det mest sindsoprivende ved at være far, er at se sig selv gennem børnene. De er heftige spejle på os selv. Skulle han for eksempel have indlæringsproblemer, blive mobbet eller køre sur, kan jeg så se situationen udefra? Handler det så om skyld og at sende aben rundt?

Det rette mix

Begge mine forældre har været lærere og jeg har set, hvordan forældre gradvist har lagt mere og mere ansvar for almindelig opdragelse over på skolernes personale. Mit ønske for knægten i den forbindelse er, at han får noget grundlæggende respekt for de voksne. At alt, hvad der bliver sagt, ikke nødvendigvis er et oplæg til diskussion. Når jeg på et tidspunkt efter al sandsynlighed bliver indkaldt til en alvorlig samtale om et problem (ikke en udfordring!), så beder jeg til, at jeg ikke klandrer lærerne for ting, som jeg selv skulle have installeret i barnet. Selvom der er rigeligt med opgaver for os forældre. Vi skal jo også lære at regne igen, når matematikken gør sit indtog i lektierne. Jeg håber, at min kone ved noget om kvadratrødder. Så kan jeg tage mig af noget andet.

Der er også hele test-tingen. Nogle trives med at blive målt og vurderet løbende. For andre er det et mareridt. Jeg håber virkelig, at min søns skoletid bliver det perfekte mix. At nederlag og sejre ikke altid er et tal. At han og vennerne får tanket selvtillid og eventyrlyst derhjemme for at konvertere det til nysgerrighed og præstationer i skolen – uden at møde angst og stress vel at mærke. Det skal de bare overlade til os voksne, som jonglerer det hele og lidt til, imens vi poster det på Instagram.

Hold kæft, hvor er det egentlig vildt, at mit barn skal starte i skole! Og ja, jeg har allerede massive problemer med forældreintra...