Rosa Lund: "Jeg var bange for, at jeg ikke kunne være der for et barn"
Første skoledag foregik i festkjole, og den første politiske vækkelse skete på Nørrebro i 1990’erne. Nu er folketingsmedlem Rosa Lund på vej ind i noget helt nyt, da hun har fået sit første barn – noget, hun aldrig troede skulle ske, efter at hun fik konstateret sklerose for 15 år siden.
Min første skoledag
Et stærkt minde er første skoledag i børnehaveklassen på Blågård Skole på Nørrebro.
Jeg er vokset op på Nørrebro med min mor, far og fire år yngre lillebror, og jeg bor her jo stadig. Jeg er virkelig konservativ på den måde – hele min familie bor her på Nørrebro, og vi bor meget tæt på hinanden i samme nabolag som i min barndom.
Min far arbejdede som maskinmester, og min mor var underviser på pædagoguddannelsen.
Til min første skoledag havde jeg fået en lilla skoletaske med mønster på, hvor man kunne klipse sin gymnastikpose på i et spænde. Den var bare så sej. Jeg havde min yndlingsfestkjole på med satin og tyl samt lyserøde sløjfer og laksko.
Jeg elskede at pynte mig. Det var en stor ting for mig at starte i skolen, og som barn tænker man jo ikke over, at det er børnehaveklasse og ikke første klasse. For et lille barn er det bare skole, for nu er man godt nok blevet stor.
Forleden dag mødte jeg min gamle børnehavepædagog, som jo ikke kunne undgå at se, at jeg er gravid, og hun spurgte, om mit barn så skal gå i samme børnehave, som jeg gjorde. Og det regner jeg da med. Der er landsbystemning her i kvarteret, og det er superhyggeligt med sammenholdet.
Det er jeg glad for at være vokset op i, og mit barn skal nok også vokse her.
Mit første værelse
Det første værelse, hvor jeg selv fik lov at bestemme, var lyserødt. Det var omkring den tid, hvor jeg startede i skole. Jeg havde selv valgt stof til de gardiner, min mor syede; det var et print med en dreng og en pige, der gynger og læser og laver forskellige ting, og med små blomster.
Annonce
Jeg var virkelig en Barbie- og Polly Pocket-pige, så det fyldte meget. Min far prøvede altid at lave system i det, for jeg var et rodehoved – det er jeg stadig.
Han havde købt sådan nogle fiskegrejkasser til mine Barbie-ting, så der var sko og tasker og børster i hver deres rum. Men altså … det var jo stadig rodet. Mit værelse var fyldt med Barbier og pynteting og dimser og dukker.
Mine første idoler
De første store idoler fik jeg som tiårig, og det var Spice Girls, en britisk musikgruppe, der blev dannet i 1994. Det var så fedt med girl power, og at de fem medlemmer var forskellige, og at der var plads til dem alle.
Når man ser på det i dag, kan man jo godt se alle de kropsidealer, man som pige kunne føle, at man skulle leve op til. Men det tog jeg ikke med dengang. Det var bare fedt med mavebluse og baggy bukser, og at én i bandet havde krøller, hvilket jeg kunne spejle mig i. De stod sammen i tykt og tyndt som veninder, og dengang havde jeg slet ikke et sprog for, at det også var super kommercielt. For mig var det bare et fællesskab med girl power. Det syntes jeg var fedt. Og jeg bruger det stadig.
Jeg sætter et nummer af Spice Girls på, hvis jeg skal noget vigtigt. Det giver mig energi.
Min første politiske vækkelse
Jeg voksede op i 1990’erne og starten af 2000’erne, hvor indvandrerdebatten fyldte vildt meget. Dengang tænkte man, at debatten var hård – men den er jo kun blevet hårdere siden.
Som 14-årig var jeg optaget af krigen i Irak og kampen mod racisme, og jeg var med til at arrangere demonstrationer mod prædikanten Moses Hansen, som ville marchere op ad Nørrebrogade og smide indvandrere, autonome og homoseksuelle ud.
Vi lavede en fredelig protest, og det gjorde virkelig indtryk. Det føltes, som om det var mine klassekammerater og naboer, Moses Hansen ville smide ud. Det har siddet i mig siden. Det var bare uretfærdigt.
Annonce
Min første dag i gymnasiet
Det er en traumatisk historie. Jeg havde nemlig fået at vide, at jeg var kommet ind på Det Fri Gymnasium på Nørrebro, og mine forældre havde betalt skolepenge, så jeg mødte op på første skoledag – og så blev mit navn ikke råbt op.
Der var sket en fejl. Jeg var ikke kommet ind, selv om vi havde fået brev og alt muligt. Jeg var i chok og virkelig ked af det. Jeg gik hjem til min mor og var helt rundt på gulvet. Hvad gør man så? Jeg græd virkelig meget.
Der var kun plads på to gymnasier, så vi valgte det, der lå tættest på, nemlig Metropolitanskolen. Det første halve år var ret nederen, men det gik hurtigt op for os elever, at vi alle sammen oprindeligt havde søgt andre steder. Og det fandt vi sammen i; at vi alle havde oplevet skuffelsen i ikke at få vores første prioritet.
Min første store drøm
Det var en stor drøm i gymnasiet at blive formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning – og det blev jeg. Det var så sjovt at lave elevpolitik og sidde i elevråd og mærke, at man faktisk kan forandre noget sammen.
Det gav mig virkelig meget at lære, at man selv kan organisere ting og ikke behøver at vente på, at andre gør det. Man kan rykke meget, hvis man står sammen.
Jeg endte som formand, og det var seriøst det sjoveste år i mit liv. Alt var nyt, vi havde ansvar, og vi rykkede dagsordener. Vi lavede store demonstrationer for at bevare det sjette SU-år og 10. klasse og for at få et loft på klassekvotienten.
Det vilde er jo, at jeg senere kom i Folketinget og var med til at gennemføre det loft. Det var også en kæmpe drøm.
Mit første møde med alvorlig sygdom
Annonce
I foråret 2011 fik jeg konstateret sklerose. Det viste sig ved, at jeg blev lam i venstre ben – jeg kunne simpelthen ikke bevæge det. Jeg var igennem et langt forløb på Skleroseklinikken og hos egen læge, hvor de startede med at udelukke alle mulige ting.
Men min far har også sklerose, så på en eller anden måde havde jeg en anelse om, at det kunne være det.
Da jeg så rent faktisk fik diagnosen, følte jeg, at hele min verden brød sammen. Jeg havde planer om at stille op til Folketinget, men nu tænkte jeg, at det kunne jeg så ikke. Og jeg kunne aldrig få børn, aldrig få en kæreste, og jeg kom aldrig til at gå igen. I de første mange år kunne jeg slet ikke snakke om sygdommen uden at græde, fordi jeg kun kunne se katastrofen.
Men jeg kom jo til at gå igen ret hurtigt, og jeg fik også en kæreste, og jeg kom også i Folketinget – og nu skal jeg have et barn. Så på en eller anden måde har jeg modbevist min egen forudsigelse.
Min første dag i Folketinget
Det var stort for mig at blive valgt ind i Folketinget i 2011. Johanne Schmidt-Nielsen, som dengang var politisk ordfører for Enhedslisten, havde sagt, at det var vigtigt, at vi tog pænt tøj på.
Jeg havde det sådan lidt, at jeg har da altid pænt tøj på. Jeg havde en sort skjorte på, som jeg elskede, blå jeans og Acne-støvler. Dem havde jeg fået af min mor – efter at jeg blev lam i venstre ben, men kom til at gå igen, købte hun de der meget dyre støvler til mig.
Da jeg kom ind i salen første gang, syntes jeg, den var meget lille, men stadig virkelig imponerende. Når man er nyvalgt, sidder man bagerst, for det går efter anciennitet. Så jeg sad der på bagerste række og var bare helt overvældet.
Mit første skridt til at blive mor
I mange år ville jeg ikke have børn, fordi jeg var bange for at give min sygdom videre, og for at blive så syg, at jeg ikke ville kunne være der for et barn.
Annonce
Når man er single i slutningen af 30’erne, får man det spørgsmål hele tiden: Hvornår skal du have børn? Og: Du kan jo bare lave en regnbuefamilie. Jeg er ligestillingsordfører for landets mest venstreorienterede parti, så jeg ved godt, at der er mange måder at lave en familie på. Heldigvis.
Men jeg tror, der følger en særlig ensomhed med at være single og ikke have skabt sin egen familie, når man er i slutningen af 30’erne. Følelsen af, at alle andre har nået et eller andet tog, og man selv stadig står på perronen.
Så jeg prøvede at skabe et andet liv med mine venner, som heller ikke var i parforhold eller havde børn. Vi lavede en madklub for ligesom at komme af med følelsen af, at vi var blevet efterladt på perronen.
Så mødte jeg Jeppe for to år siden, og det var lidt frem og tilbage, og så blev vi kærester sidste forår. Vi tog på ferie i sommer, og da vi kom hjem, var jeg gravid. Det havde vi sgu ikke planlagt, må jeg ærligt sige. Men nu er det bare vildt dejligt.
Vi talte faktisk på ferien om, at hvis vi skulle have børn, kunne det jo godt være, at vi skulle have lidt hjælp; vi er begge tæt på 40 år. Da vi kom hjem, skulle jeg til tjek på Skleroseklinikken, og de kunne se på blodprøven, at jeg var gravid.
Jeg håber, at jeg kan bryde lidt med den der ide om, at der er to klubber: dem med børn og dem uden. Jeg har større risiko for en funktionsnedsættelse end andre, så det betyder noget for mig, at der er mange voksne omkring barnet. Det er vigtigt for mig, at der er nogle andre, der kan spille fodbold med mit barn, hvis jeg ikke kan.
Eller tage med i Lalandia. Og det vil jeg gerne introducere tidligt. Det føles vildt, at jeg snart skal have mit første barn.
