Deltager udgår af "Den store bagedyst": Dét skete der
En deltager blev pludselig syg og måtte udgå af konkurrencen allerede på dag to. Nu sætter hun ord på, hvad der skete.
I dag samles seerne igen foran skærmen, når den 15. sæson af det højtelskede program "Den store bagedyst" har premiere.
Med et "klar, parat, bag" sætter Timm Vladimir konkurrencen i gang for sidste gang. Den garvede bagedyst-vært har nemlig meldt ud, at han stopper efter denne sæson.
Artiklen fortsætter under videoen.
Allerede på dag to i programmet var det dog nogle andre chokerende ord, der kom fra Timm Vladimir. Her meldte han ud, at Ena var blevet syg og derfor ikke kom tilbage til konkurrencen.
Nu sætter Ena Uiloq Rosing nogle ord på, hvorfor hun måtte forlade konkurrencen så tidligt.
– Jeg endte med at få en hjernerystelse mellem de to optagedage. Karoline kørte mig til skadestuen om natten, skriver Ena i et skriftligt svar til HER&NU. Selve episoden ønsker hun at holde privat.
Morgenen efter turen på skadestuen havde Ena det stadig dårligt, og efter samtaler med flere læger var produktionen nødt til at tage hende ud af programmet.
– Man kan sige, at det var en fælles beslutning, idet jeg ikke kunne fortsætte. Men i sidste ende var det produktionen, der tog beslutningen, skriver Ena, der i dag udtrykker stor taknemmelighed for, at den beslutning blev taget.
– Den dag i dag er jeg yderst taknemmelig for, at jeg blev taget ud af programmet, da jeg var sygemeldt fra både arbejde og studie i lang tid efterfølgende.
Svær tid efter programmet
Selvom hun i dag er glad for, at produktionen tog hende ud af programmet, så var det ikke en nem tid lige efter hendes exit.
– Jeg var selvfølgelig meget ked af det til at starte med og skuffet over mig selv, men det handler om al den forberedelse, man havde lavet forinden og derfor følte, var spildt - hvilket det overhovedet ikke har været, skriver Ena, der sætter stor pris på sin deltagelse i programmet.
– Jeg har lært en masse af at være med i "Bagedysten" og tager en masse nye bekendtskaber med fra denne oplevelse.
Nåede at sætte sit præg
Med sin første og eneste kage nåede Ena at markere sig i konkurrencen.
Hun kommer fra Grønland og har kun boet i Odense i nogle få år. De grønlandske rødder var derfor den helt store inspiration til det første mesterværk.
Her var det hendes tatoveringer på fingrene, der dannede rammerne for kagen. Tatoveringerne er grønlandske symboler, der hver har sin egen betydning, som hun har fået med inspiration fra sine forfædre.
Og det var også særligt vigtigt for Ena, at Grønland kunne ses i hendes kager.
– Jeg er opvokset og født i Grønland, og derfor har Grønland altid haft en speciel plads hos mig, både hvad angår natur, kultur og smage. Det var vigtigt for mig at få med i mine kager, skriver Ena afsluttende.
Du kan følge med i "Den store bagedyst" på DR1 eller DRTV hver lørdag.