Gina og Eriks geniale råd til parforhold: Dét siger vi til hinanden hver aften
Inden Erik og Gina fra "Hotel Romantik" lukker øjnene og går til ro, siger de en genial sætning til hinanden, som muligvis kan komme dit parforhold til gode.
Selvom Spanien er blevet skiftet ud med Danmark, og hverdagen er rykket ind efter "Hotel Romantik", har Gina Øbakke og Erik Vilen stadig bankende hjerter og brændende følelser for hinanden.
For Gina og Erik har ærlig og åben kommunikation – lige fra forholdets spæde start – været vejen til deres glade parforhold.
Artiklen fortsætter under videoen...
I deres syv måneder, hvor de har dannet par, har særligt én sætning inden sengetid været både givtig og vigtig for kæresteparret.
– Vi har aftalt fra starten af, at når vi lægger os hver aften, siger vi: ”Tak for i dag”. For man kan ikke lægge sig til at sove og sige tak for i dag, hvis der er noget, der ulmer. Vi vil gerne gå i seng og ærligt kunne sige tak for i dag, siger Erik på 72.
Sætningen siger de – uden undtagelse – til hinanden hver aften.
– Hvis man ikke mener det, så tager man snakken. Det bliver man nødt til, siger 70-årige Gina.
Pointen er nemlig, at parret skal tage snakken, inden de lægger sig, så de kan sige tak fuldstændig ubetinget, slår de fast.
Husk samtalen
Parret, som mødte hinanden i anden sæson af "Hotel Romantik", er helt på bølgelængde, da spørgsmålet falder på, hvad den vigtigste ingrediens i lykkeligt parforhold er.
– Det ene er kærlighed. Kærlighed er altoverskyggende. Men så er der også samtale. Dét at man kan kommunikere. Hvis man ikke kan kommunikere, så går det galt i et parforhold. Kan man kombinere dét, så tror jeg, at alle kan få et godt forhold, siger Gina.
Erik nikker og tilføjer:
– Vi går begge to meget op i kommunikation generelt. Det er evnen til at tale sammen. Evnen til at høre efter, se og forstå. Der er en grund til, at mennesket har to ører og én mund. Man skal huske at gøre det. Man skal tale, og man skal turde tale om det hele, siger Erik.