Astrid er gavmild med sine rosentips: Sådan får du succes i haven

Da Astrid og familien for ti år siden rykkede til hus og have, var hendes fødselsdag lige om hjørnet, og på ønskesedlen stod: roser.

Den første, hun fik, var den rødblomstrede klatrerose ’Santana’, og den blev startskuddet til hendes eventyrlige have. Selv købte hun den engelske ’Graham Thomas’ med gule blomster, og siden er det gået slag i slag, så haven i dag indeholder omkring 50 forskellige roser. 

Nogle har Astrid flere af, men generelt går hun efter et bredt udvalg og har dem fordelt over havens solrige områder. Visse roser trives dog i selv knap så meget solskin, for eksempel ’The Generous Gardener’, som er en klatrer.

– Jeg går meget efter engelske roser, selv om jeg også har andre. De har en fin, blød vækstform, og så minder blomsterne om de historiske roser. De er også gode til at remontere, altså blomstre flere gange hen over sæsonen, siger hun.

Blomstrende fodposer

Astrid kigger efter vækstformen, når hun skal vælge en ny rose, men farven spiller også en rolle, og selvfølgelig duften, for hun køber ingen rose uden duft. Hun ynder at sætte dem sammen, så de danner kontrast, fx den abrikosfarvede ’Lady of Shalott’, ’Munstead Wood’, som er næsten velouragtigt mørkebordeaux, og ’Gabriel Oak’ med pink blomster.

– Jeg sætter mere sarte toner sammen i et andet bed, som får et roligere udtryk. Her står ’Strawberry Hill’ med lysrosa blomster og ’Our Last Summer’ med mørkrosa flor sammen med ’Gertrude Jekyll’ og ’The Generous Gardener’ med helt svagt rosa blomster, fortæller hun.

– Jeg har stauder mellem alle roser, fortsætter Astrid.

– For de har tendens til grimme ”ben”, og dem kan stauderne dække. Derudover er rosen en lidt bombastisk hovedrolleindehaver, så udtrykket bliver blødt op, når stauderne får lov at være statister. Storkenæb, staudesalvie og lodden løvefod er virkelig gode, for de har et blødt, naturligt look.

Stauderne bliver først klippet tilbage i foråret, for så luner de rosernes fødder, og Astrid har af den årsag aldrig mistet en rose som følge af vintervejret.

Brug spanden

I Astrids have er der fed lerjord, og det sætter roser pris på, men de har også behov for både vand og næring.

– Hver rose har brug for ti liter vand om ugen fra marts til september, gerne det hele på en gang. Giver man kun en sjat, søger rødderne opad i stedet for at gå i dybden, som de skal, siger Astrid.

Hendes praktiske løsning er at lave et mindre hul i en ti-liters spand, placere den ved siden af rosen og fylde den op med vand fra haveslangen, så vandet lige så stille og roligt kan sive ned i jorden. 

Organisk gødning får roserne i granulat (piller) – en håndfuld til hver rose tre gange pr. sæson: lige efter beskæring, i første halvdel af juli og en gang midtimellem.

Deadheading eller hyben?

Tidligere hed det sig, at roser skulle beskæres på dronning Margrethes fødselsdag, 16. april, men efterhånden som vejret er blevet mildere, sigter Astrid snarere efter dronning Ingrids fødselsdag, 28. marts, nogle gange endda allerede i starten af måneden, hvis vejret er mildt.

Når de remonterende roser står med visne blomster i juni, finder hun atter beskæresaksen frem, men i stedet for kun at nappe hovederne af klipper hun ned til første bladpar med fem småblade. Så står der ikke en kedelig blomsterstilk tilbage, og rosen holdes smuk.

Astrid fortsætter med at deadheade, som det kaldes, hele sæsonen. De engangsblomstrende roser får dog lov at sætte hyben, fx ’Constance Spry’, og sidst på sæsonen går hun ikke længere så meget op i det, og så er det også en fryd at se de smukke hyben på blandt andet ’The Generous Gardener’.

Plant hele året

Roser skal som udgangspunkt plantes i efteråret, men det gør Astrid ikke nødvendigvis, hun prøver blot at undgå højsommeren.

– Jeg kan godt komme til at købe en rose uden for efterårssæsonen. På et tidspunkt købte jeg én i januar, og det gik fint, for jorden var ikke frossen, fortæller Astrid, som slår et slag for barrodsroser, der som – navnet antyder – forhandles med bare rødder og ikke i en potte. 

Barrodsplanter er almindeligvis billigere, og rosernes podested er tydeligere at se, hvilket er praktisk, fordi det skal fem-ti centimeter under jorden. Det er Astrids oplevelse, at potteroser ikke nødvendigvis står i rette plantedybde, så her må man kigge grundigt efter podestedet, så plantedybden bliver den rette.

Barrodsroser kan have lange rødder, og de må ikke bøjes, så er det bedre at studse dem, råder Astrid og erklærer, at hendes sidste rose ikke købt – for der kan altid knibes én mere ind.

– Jeg ved allerede, hvilke det bliver, for Austin-roserne ’The Poet’s Wife’ med lysegule blosmter og ’The Lark Ascending’ med abrikosfarvet flor venter bare på at flytte ind i haven, slutter hun med et smil.

Følg livet i Astrids have på @astridofgreengables.