Splitfoto: En ung dreng i farverig ferieskjorte og børn og voksne, der står udendørs og kigger mod noget uden for billedet.

Husker du? Her er 21 fantastiske danske børnefilm

Vi er dykket ned i de mange gode børnefilm, som Danmark har at byde på. Her fandt vi en verden af flyvende farmødre, talende ninjaer og store, møgbeskidte hundehoveder.

alt.dk logo

De danske børnefilm vækker noget helt særligt i os – hvad enten det er nostalgien, de fantastiske karakterer eller de hjertevarme fortællinger.

Vi er dykket ned i gemmerne – så langt tilbage som til 1950'erne og frem til i dag.

Så uanset om du vil genopleve din egen barndoms filmperler, eller du leder efter den helt perfekte underholdning til en kommende familieweekend, vil du på listen finde sjov og magi for børn (og voksne) i alle aldre.

1. Busters verden (1984)

Drengen med de imponerende trylletricks har så godt som tryllebundet os med sin charme alene – selv 40 år efter filmens premiere.

Buster Oregon Mor-ten-sen, som han jo hedder, lader sig ikke slå ud af uforstående lærere, stormende forelskelser eller store, møgbeskidte hundehoveder.

Han har altid en optimistisk tilgang og et es i ærmet (eller et æg i munden) til at toppe det gode humør.

Så beriges vi også med Nannas uforglemmelige musik, der for nylig er blevet kåret til nr. 76 på DR's top 100 for intromelodien "Buster".

Den er desuden super overskuelig at se, da man enten kan se den delt op som en serie eller samlet som en film.

"Busters verden" kan ses på Filmstriben.

2. Hjælp! Jeg er en fisk (2000)

Ja! Den her legendariske børnefilm er dansk.

Stram dykkerbrillerne, når vi møder søskendeparret Svip og Stella og deres fætter Plum i et sandt undervandseventyr.

Før var de mennesker, men nu er de forvandlet til fisk, og de har kun 48 timer til at finde modgiften i det dybe hav af venner og fjender.

Vi har fået den ørehængende kendingsmelodi af pigegruppen Creamy på hjernen efter bare at have snakket om denne storslåede tegnefilm.

"Hjælp! Jeg er en fisk" kan ses på Amazon Prime og Viaplay.

3. Ternet Ninja (2018)

Komikeren, som også har lavet "Terkel i Knibe", vender tilbage med et univers, hvor der er skruet ned for den rå og kyniske voldssatire og op for de hjertevarme budskaber – selvfølgelig stadig i balance med en skarp humor og i øjenhøjde med børn og det yngre publikum.

Vi må sige, at Anders Matthesen i den grad tog hele Danmark med storm med "Ternet Ninja", der er den mest sete danske film i dette årtusinde.

Filmen handler om den unge Aske, der får en helt usædvanlig kompagnon, nemlig en ternet ninjadukke, der kan tale.

Ninjaen viser sig at være en god ven med tvivlsomme metoder, der ofte kaster Aske ud på dybt vand og udfordrer hans grænser.

Men det viser sig også, at ninjaen har sin helt egen mission, som er større end den forelskelse og de bøller, som Aske bakser med.

"Ternet Ninja" kan ses på Netflix, Nordisk Film+, Viaplay og Amazon Prime.

4. Flyvende farmor (2001)

Hvad gør man lige, når sommerferien bliver aflyst, fordi der er for mange, der skal på ferie?

Den ni-årige Eva har fået aflyst sin ferie, fordi der er for travlt på hendes forældres arbejdsplads, nemlig lufthavnen.

I stedet stikker hun af med sin excentriske Farmor. De sætter kursen mod det varme Rom, hvor Farmor er overbevist om at finde Farfar, som har været forsvundet i mange år.

Turen sydpå bringer nok spændende oplevelser til en sommerferie i sig selv, hvor de både rejser til lands, til vands og i luften.

"Flyvende Farmor" kan ses på DR TV.

5. Bennys badekar (1971)

Her får du klassisk 70'er-stemning i en drømmende 41-minutters indpakning.

En energifyldt Benny mangler nogen at lege med, og han tager derfor en haletudse med hjem, som afslører en festlig og farverig undervandsverden i hans badekar.

Undervejs i filmen er vi beriget af den skønneste musik sunget af blandt andet Peter Belli, Jesper Klein og Povl Dissing.

"Bennys badekar" kan ses på TV2 Play.

6. Børnene fra Sølvgade (2024)

Filmen, der oprindeligt er baseret på børnebøger skrevet af Renée Toft Simonsen, er også gået hen og blevet en nyklassiker.

I en lejlighed på Sølvgade i det indre København bor fire søskende alene med deres papegøje, efter deres mor forsvandt et år forinden.

I forsøg på at holde en mistænksom skoleinspektør og kommunen på afstand beslutter Katinka, Tristan, Kirk og Petra at ansætte Miss Nelly til at passe på dem.

De er vant til at leve helt uden regler, hvor de selv bestemmer, men en voksen i lejligheden ændrer denne ubetingede frihed. Miss Nellys nærvær bringer heldigvis også masser af omsorg og kærlighed til familien.

Den farverige historie om Børnene fra Sølvgade fortsætter heldigvis i en to'er, der udkom sidste år.

"Børnene fra Sølvgade" kan ses på TV2 Play.

7. Krummerne (1991)

Hvis du er et 80'er- eller 90'er-barn, kan du helt sikkert huske filmene om Krumme-familien.

Første bølge af filmene foregår i 90'erne, hvor Laus Høybye spiller den søde Krumme i de to første. Siden da har universet udvidet sig med en julekalender og tre yderligere film.

Den allerførste om den 11-årige Krumme og hans gakkede familie vil dog altid have en speciel plads i vores hjerter.

Det er en sand tidsmaskine til sløjdundervisning, Solgryn og farverige sweatre.

"Krummerne" kan ses på Nordisk Film+.

8. Min søsters børn (2001)

Gruppe foran spillebod omgivet af bamser i en forlystelsespark

Tilbage i 1966 startede en fantastisk historie om børnepsykologen og onklen Erik Lund, der skal passe sin søsters børn.

Små 35 år senere genoptages universet, denne gang med Peter Gantzler som Onkel.

Onkel Eriks akademiske børneopdragelsesteorier bliver i den grad sat på prøve, da han skal passe sine niecer og nevøer.

Børnene forsøger samtidig at redde og renovere deres familiehjem, som deres forældre vil sælge.

I dag kører filmserien på fjerde generation, hvor også Axel Strøbye, Peter Mygind og Rasmus Botoft er indtrådt i rollen som den godtroende onkel.

"Min søsters børn" kan ses på DR TV.

9. Far til fire i byen (1956)

På samme måde som med "Min søsters børn" er der nok også én bestemt "Far til fire"-familie, som du forbinder mest med din barndom.

Filmserien kører helt på femte generation fra 1953 til i dag.

Allerbedst husker vi "Far til fire i byen", der følger familien, hvor det aldrig er kedeligt.

Lille Per skal starte i skole, Far har mistet sit job, Ole kæmper med kærligheden, Mie anklages for tyveri, og på en eller anden måde ender Søs med al ansvaret derhjemme.

Filmen starter med en sensommer Tivolitur og ender i det smukkeste, snedækkede nisseland med sød musik. Så filmen er også perfekt til jul.

"Far til fire i byen" kan lejes, der hvor du lejer film.

10. Far til fire – i stor stil (2006)

Værd at nævne er også denne gyser...

Argh, måske ikke helt. Men vi holdt tæppet helt oppe under ørerne, da vi som børn så Grev Anders' spøgelse hjemsøge det fynske slot.

Filmen starter på vej til ferie på Bornholm, hvor børnene fra bagsædet insisterer på, at bilen skal vendes om.

Onkel Anders har nemlig arvet et slot på Fyn, men der er også en anden familie, som har gjort krav på slottet. Så de må skynde sig derhen i stedet for.

"Far til fire – i stor stil" kan ses på TV 2 Play, Amazon Prime og Nordisk Film+.

11. Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor (2026)

Tegnefilmsdyr lægger et stort patchworktæppe ud i en grøn have foran et lille hus

Her kommer en animationsfilm, der også er for de helt små børn – men som stadig er underholdende for resten af familien også.

Flodhesten Mumbo Jumbo trisser rundt i verden og føler sig meget lille. Da han en dag spiser en mystisk svamp og bliver kæmpestor, opdager han, at hans nye størrelse er mere besværlig end sjov.

Det sender ham ud på en lang og utrolig smuk rejse til Sibirien med sine venner, hvor han søger hjælp hos den frygtindgydende heks Baba Jaga.

"Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor" kan lejes, der hvor du lejer film.

12. Jungledyret Hugo (1993)

Ej at glemme er den folkekære Hugo!

Det bedårende jungledyr ender langt væk fra junglen i det kolde og pulserende København.

På flugt fra filmstjernen Izabella og hendes rigmand Conrad lander han i en banansæk, som tager ham til Danmarks hovedstad.

Hugo får gode venner på vejen, blandt andet skibskokken Dellekaj og den gadesmarte byræv Rita, som hjælper ham med at navigere i de helt nye rammer.

Men mest af alt drømmer han sig tilbage til junglen.

Undervejs i filmen vil du lægge mærke til en masse velkendte stemmer, som for eksempel Jesper Klein, Jette Abildstrøm, Søs Egelind og Kaya Brüel.

"Jungledyret Hugo" kan lejes, der hvor du lejer film.

13. Karlas kabale (2007)

Historien om den eventyrlystne og viljestærke pige starter her.

Karla drømmer om en jul, som den plejer at være. Men traditionerne er svære at gennemføre i en sammenbragt familie, hvor mor og far dårligt nok kan være i rum sammen.

Hun ser hele julen som en kabale, der er nødt til at gå op. Men det er ikke lige til, når man også har to irriterende småbrødre, der gør alt for at spolere ens liv.

Filmen er baseret på bøgerne skrevet af Renée Toft Simonsen, der helt klart også er værd at læse.

"Karlas kabale" kan lejes, der hvor du lejer film.

14. Klatretøsen (2002)

Her kommer en sand actionfilm for børn.

Den klatreglade Ida risikerer alt ved at udføre et nøje planlagt bankkup for at redde sin far.

Han lider nemlig af en livstruende sygdom, hvor kun en operation til halvanden million kroner kan sikre hans overlevelse.

Selvom missionen er farlig, hjælper hendes to venner, Sebastian og Jonas, til, når der er et liv på spil.

Fun fact: Filmen er blevet genindspillet i Hollywood, hvor Kristen Stewart, senere kendt for "Twilight"-filmserien, og Corbin Bleu, kendt som Chad i "High School Musical"-filmene, spiller med.

"Klatretøsen" kan ses på Filmstriben.

15. Tempelriddernes skat (2006)

På hele Danmarks solskinsø opdager fire børn noget mystisk om de berømte rundkirker.

I jagten på at finde frem til Tempelriddernes skat indser Katrine, Nis, Mathias og Fie, at de har rodet sig ud i en alvorlig situation, hvor Det Sorte Broderskab lurer i mørket og forsøger at stoppe børnene for enhver pris.

"Tempelriddernes skat" er blot den første af trilogien, hvor de senere tager til den svenske ø Gotland og til Europas solskinsø, Malta.

"Tempelriddernes skat" kan ses på TV 2 Play og Nordisk Film+.

16. Snøvsen (1992)

"Er du gået helt fra snøvsen?"

Når man er en lille, fantasifuld dreng som Eigil, kan man let undre sig over, hvem Snøvsen egentlig er, og hvorfor ens forældre bliver ved med at nævne ham.

Han finder hurtigt ud af, at Snøvsen ganske vist er et lille væsen, der hopper rundt på én tå.

Sammen kaster de sig ud i et farverigt eventyr, hvor de også udforsker andre voksne talemåder, der ligesom Snøvsen bliver vækket til live. Men midt i de fantastiske oplevelser lurer der også en ondskab af røvere og pirater, som vil have fat i Eigils nye bedste ven.

"Snøvsen" kan ses på TV 2 Play og Nordisk Film+.

17. Bølle Bob og Smukke Sally (2005)

Vores alles Bølle Bob er ude på sjov og spas i denne musical fra 2005.

Hele Solbys ballademager spolerer den store åbningsfest for byens splinternye hotel. Men det bringer en række af uheldige konsekvenser.

For hotelejerens datter og Bølle Bobs helt store forelskelse, Lisemette, bliver rasende på ham.

For at rette op på sine fejl, og vinde Lisemette tilbage, tilkalder Bølle Bob et landsdækkende tv-hold, som skal skaffe byen, og især hotellet, gratis reklame.

Men er denne simple gerning nok til at blive byens store helt?

"Bølle Bob og Smukke Sally" kan ses på TV 2 Play.

18. Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990)

I den store Kanøfleskov truer rovfuglen Fagin freden for de mange fugle og andre væsner, der ellers lever sammen i harmoni.

De to små fugle, Oliver og Olivia, forsøger at samle et modstandshold til at bekæmpe Fagin. Men de andre fugle nægter at tage kampen op.

Tilbage står de med musene Ingolf og Frederik, som nu må agere fugle i det vigtige oprør.

"Fuglekrigen i Kanøfleskoven" kan lejes, der hvor du lejer film.

19. Vildheks (2018)

Clara på 12 år lever et helt almindeligt leverpostejsliv, indtil hun støder på en sort kat, hvilket vender op og ned på hendes hverdag.

Hun bliver nemlig trukket ind i en skjult, magisk verden, hvor hun opdager, at hun faktisk er en del af en ældgammel slægt af vildhekse.

Men opdagelsen er ikke kun magi og glade dage. For den onde og magtsyge heks Bravita Blodsunge planlægger nemlig at overtage den vilde verden, og for at det kan lykkes, skal hun bruge Claras blod...

"Vildheks" kan lejes, der hvor du lejer film.

20. Skammerens datter (2015)

Lene Kaaberbøls storhit af en roman blev i 2015 filmatiseret. Og hvor er vi glade for det!

Midt i den mørke middelaldertid lever Dina og hendes mor som skammere. De har overnaturlige evner, som gør det muligt at se menneskers dybeste skam og løgne bare ved at se dem i øjnene.

Dinas mor, Melussina, tilkaldes for at undersøge kongesønnens skyld, da han netop er blevet anklaget for mordet på fyrstefamilien i Dunark. Men da hun erklærer ham uskyldig, bringer det mere fare end fred, og Melussina fængsles.

Helt alene må Dina nu flygte for sit liv i et rige af fare, drager og fjender, og samtidig redde sin mor.

"Skammerens datter" kan lejes, der hvor du lejer film.

21. Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger (2006)

Hop med ind i et fuldstændig gakket univers af magiske børn og ørehængere.

Drengen, som filmen handler om, hedder Kalle, og hans forældre venter endnu et barn. Da hans lillesøster bliver født, har hun vinger.

Mens den syngende fødselslæge og den farveløse Karin fra kommunen anser vingerne som uønskede hudlapper, opdager Kalle, at hans lillesøster faktisk kan flyve. Og det er nu op til ham at få stoppet den planlagte bortoperation hos klinik Plastic Palace.

Hele filmen føles som et farverigt, musikalsk teaterstykke, hvor vi blandt andet får fornøjelsen af at møde en helt ugenkendelig Peter Frödin som Baby-Bent og Bodil Jørgensen som Karin fra kommunen.

"Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger" kan lejes, der hvor du lejer film.