Hun smiler på gaden foran en café med lyskæder og udendørs caféborde.
Dak Wichangoen

Dak åbner op om "Masterchef"-exit: Det krævede for meget

Selvom Dak Wichangoen har elsket at lave "Masterchef", har hun valgt at prioritere familien. Hun udelukker dog ikke at lave tv i fremtiden.

logo herognu HER&NU HN

Når "Masterchef" vender tilbage i 2027, bliver det med et helt nyt dommerpanel – og uden Dak Wichangoen til at lede de mange amatørkokke gennem diverse maddiscipliner.

Da Dak for godt en uge siden satte ord på sit exit på sociale medier, lød det, at hun ikke kunne få sit familieliv til at hænge sammen med optagelserne til "Masterchef".

Artiklen fortsætter under videoen...

Siden Dak startede som dommer i programmet i 2021 er der nemlig sket meget i hendes liv, og hun er blandt andet blevet mor til to børn i mellemtiden – senest i januar, da sønnen Jamie kom til verden og gjorde den nu femårige Lily til storesøster.

Da HER&NU mødte Dak til hendes lancering af kogebogen "Daks køkken" satte hun ord på, hvordan det at få to børn har ændret meget i hendes liv og er en af årsagerne til, at hun har givet "Masterchef"-forklædet videre.

– Det kommer ikke bag på nogen, at det at få børn ændrer den, man er som menneske, men også hvordan ens prioriteter er i livet. Jeg elskede at lave "Masterchef", og jeg synes virkelig, det er fantastisk. Men det kræver bare rigtig meget af en energimæssigt, fortæller Dak og fortsætter:

– Det er et formidlingsprogram, og det er det, jeg gerne vil med "Masterchef". Det har jeg ikke lagt skjul på. Hvis jeg ikke kan gå helhjertet ind i det, så holder vi en pause. Det ser også ud som om, de vil noget andet, og det skal de så gøre nu. Universet vil, hvad det vil, og det vil bogen nu. Så skal man lægge noget andet på hylden.

Artiklen fortsætter under billedet...

Janus Nielsen fra Strax står med sin familie på en gårdsplads foran en murstensbygning.
Dak Wichangoen med manden Anders Gjørtler Jensen og datteren Lily

"Masterchef" har nemlig været en meget tidskrævende affære for Dak, der bor med familien i Aarhus, mens optagelserne foregår i København, og derfor kan hun ikke længere forene de to ting, hvis hun skal give sig fuldt ud begge steder.

– Det er 4-5 måneder, hvor vi er på optagelse fire dage om ugen. Før havde jeg et liv, der hed tre dage i København og fire dage i Aarhus. Med to små børn er det måske lidt voldsomt. Det kan lade sig gøre, men det er bare ikke der, jeg er. Jeg har fundet ud af, at man kan formidle på så mange andre måder. 

Ansigt til ansigt

Netop det at formidle madkundskab til almindelige mennesker at stadig Daks drøm, men fremover vil hun gøre det på en anden måde, nu hvor kalenderen ikke er fyldt op af lange perioder med tv-optagelser i København. Derfor er bogen det første skridt i den nye retning.

– Jeg er i gang med alle mulige små projekter, også i samarbejde med Nana (Balle, medforfatter på bogen, red.). Bogen skal være det her lille hjertebarn, der skal sparke døren ind alle mulige steder og sige, det her er vores vision. Nogle gange er det nemmere at sælge en, når man også har noget fysisk at sælge. Det her vil jeg gerne formidle videre, fortæller Dak, der vil bruge sin formidling til at forene kokke og almindelige menesker, ligesom hun gerne vil skabe madglæde. 

– Vi skal tilbage til at møde hinanden i køkkenerne igen og stå ansigt til ansigt med de folk, der skal lære madlavning.

"Daks køkken" handler om at gøre madlavningen nemmere for folk i en travl hverdag – uden at gå på kompromis med hverken smag og kvalitet. Og netop den vision er inspireret af, at hun selv har fået børn og mindre tid i køkkenet.

Men selvom hun stopper som dommer i "Masterchef" og er gået i en ny retning, er hun ikke afvisende for at lave tv i fremtiden.

– Det ved man aldrig. Man ved ikke, hvordan mediebranchen rykker sig eller hvilke typer programmer, de vil lave. Jeg har selvfølgelig nogle andre krav nu, end jeg havde før i tiden, hvor det bare var mig, eller vi kun havde et enkelt barn. Hvis det kan passe ind i hele vores husholdning og den måde, vi lever på, så ved man aldrig, afslutter hun.

Vi får dog snart Dak at se til en sidste omgang "Masterchef", når juleudgaven af programmet bliver sendt til december.

Janus Nielsen fra Strax står smilende ved siden af en kvinde med en bog foran en oplyst bygning.
Nana Balle og Dak Wichangoen står bag bogen "Daks køkken"