Premiere på 'Last Christmas', Imperial Sisse Sejr-Nørgaard, Esben Bjerre
Premiere på "Last Christmas", Imperial Sisse Sejr-Nørgaard, Esben Bjerre

Nu åbner Esben Bjerre op om sagen

Den danske podcastvært beskriver i sin podcast "Her går det godt", at han oplever sagens omfang som 'grænseoverskridende'.

logo herognu HER&NU HN

I det seneste afsnit af podcasten "Her går det godt" sætter Esben Bjerre ord på den medieomtalte sag, hvor hans kone, Sisse Sejr-Nørgaard, i slutningen af oktober modtog en ubetinget fængselsstraf.

Artiklen fortsætter under videoen...

Sisse Sejr-sagen er en historie, som det næsten har været umuligt at undgå at støde på det sidste lange stykke tid. Og nu sætter Esben Bjerre nogle ord på sagen i et nyt afsnit af podcasten, han har sammen med Peter Falktoft. Her lægger Esben ud med at sige: 

— Lige inden vi går i gang med dagens program, vil jeg lige sige en ting helt kort, og fortsætter: 

— Fordi i fredags udløb ankefristen på den sag, som min hustru og på en eller anden måde jeg også har været en del af. Så nu håber jeg, at vi kan få en form for punktum for det, starter han i afsnittet. 

Han uddyber, hvordan han ser på sagen.

— Fordi, som det har været lidt umuligt at overse, så har vores privatliv været ekstraordinært spændende det sidste års tid. Og det har det selvfølgelig fordi, at det ikke kan blive mere spændende - fordi jeg havde en affære, som min hustru opdagede, siger han og fortsætter sin monolog.

Han fortæller også, at det var en intens sommer sidste år, og at han mener, Sisse opførte sig "idiotisk" ved at bestille borde og tilmelde sig nyhedsbreve i den forurettedes navn.

— Det har hun sagt undskyld for og forklaret. Nu har hun fået en straf, siger podcastværten. 

Derudover vælger Esben Bjerre selv at sende en undskyldning og fortæller, at han har oplevet både sagen og mediedækningen som grænseoverskridende.

— Jeg vil sådan set bare sige, at jeg er mest ked af den position, jeg har sat hende og min familie i. Der er ikke nogen undskyldning for, hvad der er sket. Mere sådan en forklaring på, hvorfor der er sket noget, forklarer han og siger videre: 

— At mine børn og hustru og alle andre har kunnet læse med i vores mest private sammenbrud har været så grænseoverskridende, så man tror, det er løgn. Men det er lidt dem, jeg skylder en undskyldning. 

Han afrunder sin forklaring med at give sin vurdering af, om det er i orden, at detaljerne i sagen er blevet offentliggjort i det omfang, de er.

— Og så ved jeg godt, at der sidder nogen og tænker, at det er sådan, det er, når man har været inde i fjernsynet. Jeg er simpelthen bare ikke enig. Jeg synes grundlæggende ikke, at folks private nedsmeltninger skal have gigantiske personlige konsekvenser. 

Det sidste, han siger om emnet, før samtalen skifter til kommunalvalg, er en anerkendelse af, at Sisse er idømt 30 dages ubetinget fængsel.

— Det er, som det er. Retten har truffet sin afgørelse, og det må vi acceptere. Tusind tak for opmærksomheden, afslutter han.

Læs om sagen herI dag skal Sisse Sejr i retten: Få sagens opsummering her