Fra #metoo til Petra: Mød de stærke kvinder, der råbte op i 2017

Alle kroppe er pæne kroppe

Kropspositivisme har været et buzzword i 2017. Kendte som ukendte har delt billeder og skrevet indlæg om deres slappe maveskind og tykke lår og kæmpet for, at alle kroppe uanset form og størrelse skal ses som pæne kroppe.

Kan man godt lægge billeder op af dobbelthager, mavedeller og hængebryster på de sociale medier?

Skuespilleren Ulrikke Falch satte en kropspositivistisk bølge i gang, da hun efter rollen som Vilde i den norske hitserie "Skam" brugte sin stjernestatus til at vise sine 1 million følgere på Instagram, at en flot krop ikke er lig med tynde ben, flad mave og runde bryster. Iført undertøj har hun rystet alt, hvad der rystes kan, taget selfies med dobbelthage og dokumenteret aleneaftener på sofaen med bland-selv-slik. Ulrikke Falch fik for alvor international opmærksomhed med en post it-kampagne, hvor hun opfordrede alle til at dele positive kropsbudskaber som "your smile is beautiful" på små gule post-it-sedler på de sociale medier. Hendes aktive kvindekamp er ikke gået ubemærket hen, og hun er blandt andet blevet nomineret til "Årets Navn 2017" af det norske netmedie VG.

Skuespiller Ulrikke Falch alias Vilde fra "Skam" skød kropspositivismen i gang.

Det kropspositivistiske budskab har været overalt i både de traditionelle og på de sociale medier i 2017. Hasttags som #eatwhatyoulove, #bodypositive og #loveyourself er blevet "tagget" flere tusinde gange på Instagram. Og det ene debatindlæg og tv-program efter det andet har sat fokus på, at alle kroppe er perfekte uanset størrelse.

LÆS OGSÅ: 11 kropsaktivister, du skal kende

Herhjemme har bl.a. #Girlsquad-pigerne også kæmpet for kvindekroppen. I et interview til ALT for damerne i foråret fortalte de om deres fælles kamp for kvinders ret til at vise deres kroppe frem i udfordrende poseringer uden at blive udskammet.

– En nøgen krop er ikke nødvendigvis en seksuel krop. Og en seksuel krop er ikke nødvendigvis en nøgen krop. Jeg lever i min krop under mit tøj hver dag. Kun 10% af tiden bliver min krop brugt i seksuel forstand. Det er problematisk, at kvinder ikke kan være topløse, eller mødre ikke kan amme deres børn offentligt. Brystet skal ikke gøres til en seksuel ting, for dets egentlige formål er at give næring til unger, sagde Louise Kjølsen.

#Girlsquad lancerede i 2017 deres fjerdebølgefeminisme med fokus på kroppen.

Og tv-vært Petra Nagel har i DR-programmet "Petra elsker sig selv" sat fokus på sit eget kritiske kropsbillede. I et interview til ALT for damerne tidligere på året kritiserede hun den måde, kvinder sammenligner kroppe på på de sociale medier:

– Jeg tror ikke, at det er sundt for os at kigge så meget på andre mennesker. Man har jo for helvede den telefon i hånden hele dagen, hvor man kan se på de smukkeste mennesker i hele verden. Men Instagram er ikke virkelighed, og skønhed ligger ikke nødvendigvis i en størrelse 36. Det gør det for nogle, men målet ligger ikke i at blive slankere, få længere ben og flot hår, sagde hun.

Med tv-serien "Petra elsker sig selv" satte journalist Petra Nagel fokus på sit kropshad.

Men hvorfor ønsker kvinder verden over at vise appelsinhud, blævrende lår og strækmærker på de sociale medier?

– I en årrække har der været et ekstremt fokus på sundhed og skønhed. Den kropspositivistiske bølge forsøger at prikke lidt til de idealer, vi har, og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan en sund, sexet og smuk krop ser ud. Det er en modreaktion på de overfladiske repræsentationer af kroppen, vi har set i mange år, hvor de klassiske sundhedsprogrammer indirekte har handlet om, at man med en smukkere og sundere krop også vil få et bedre familieliv eller blive en bedre kæreste. Der har været en stor fortælling om, at det at have en slank krop ofte hænger sammen med også at være lykkelig. Det billede er forhåbentlig ved at krakelere, for det er en ret voldsom fortælling, siger Camilla Bruun Eriksen, ph.d. i kulturvidenskab ved Syddansk Universitet.

Hun mener, at hvis man aldrig ser sig repræsenteret på billeder, i tv eller i litteraturen, vil det påvirke ens selvbillede.

– Man skal ikke undervurdere, hvor svært det kan være at leve i sin krop, hvis den kun bliver omtalt på en måde, som handler om sygdom og usundhed. Det kan være ensomt og trist, men den kropspositivistiske bølge er med til at skabe en glæde og stolthed over kroppen. Vi behøver ikke allesammen at elske vores krop, men vi skal acceptere og gøre plads til alle kroppe. Det er en kamp om repræsentation – og den er vigtig, siger Camilla Bruun Eriksen.

#MeToo

#MeToo begyndte i Hollywood og har fældet magtfulde alfahanner og rystet verden. For pludselig blev det tydeligt, hvor normalt det er for kvinder at møde seksuelle krænkelser og overgreb.

#MeToo. Fem bogstaver, ét hasttag. Men delt mere end 1,7 millioner gange alene på Twitter.

Siden skuespilleren Alyssa Milano den 15. oktober i år opfordrede kvinder på Twitter til at dele deres historier om seksuelle krænkelser efter anklager om sexchikane mod filmproducer Harvey Weinstein, har hashtagget spredt sig som ringe i vandet og efterladt et aftryk i hele verden. Senest har TIME Magazine også kåret #MeToo-kampagnen til "Person of the Year 2017". Herhjemme har kendte som ukendte kvinder fortalt deres #MeToo-historier på de sociale og i de traditionelle medier.

Filmbossen Harvey Weinstein, der blev fældet af #metoo-kampagnen.

LÆS OGSÅ: #Metoo har navngivet mændene – men hvad er der blevet af dem?

Blandt andet fortalte journalist Anna Thygesen i november til Radio24Syv, at en tidligere TV 2-chef engang havde sagt til hende, at hun ikke ville blive til noget på TV 2, "fordi du er for gammel, fordi du er en rappenskralde, og fordi jeg ikke gider kneppe dig". Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrev i oktober i Politiken, at hun siden 11-års-alderen har været udsat for "lumre bemærkninger, grove tilråb, tildeling af point for fuckability, at blive inviteret på intim middag (og sex) af en gymnasievenindes far[...]". Og ni tidligere, kvindelige ansatte på Zentropa stod i november frem og fortalte om sexchikane begået af stifter og tidligere direktør Peter Aalbæk Jensen.

– Jeg tror, at alle, der har været ansat på Zentropa, har været udsat for eller vidne til ting. Både seksuelt betonede ting, men også mobning eller "drillerier". Det var en indgroet del af kulturen, sagde filmproducer Meta Louise Foldager til Politiken. Men har det hjulpet noget at stå frem og sige #MeToo?

– Det er selvfølgelig ikke nok at lave et hasttag, men filmbranchen har virkelig taget anklagerne alvorligt, og det er gået op for alle, hvor stort problemet med seksuelle krænkelser og overgreb er. For bare tre måneder siden kunne man gøre ting mod kvinder, der ikke vil være acceptable i dag, siger Meta Louise Foldager.

Hun mener, at uanset om det er en voldtægt eller et klap i numsen, er det en del af #MeToo-bevægelsen. Det handler nemlig det om, at der er et generelt problem i vores kultur, som skal ændres.

– Jeg vil vove at påstå, at alle kvinder har oplevet noget grænseoverskridende eller uacceptabelt. #MeToo er ligesom en mosaik, hvor alle med hver deres fortællinger er med til at skabe et større og stærkere billede af, hvad det er, der sker. Jeg håber, at filmbranchen kan gå foran med forandring, nu hvor det tilfældigvis var her, at det hele startede, siger hun.

Los Angeles kogte over af vrede #MeToo-demonstranter i november, efter at lang række Hollywood-kvinder gik ind i kampen.

Selvom #MeToo-bevægelsen har præget de sidste måneder af 2017, går hasttagget faktisk hele ti år tilbage. I 2007 lancerede den afroamerikanske kvinde Tarana Burke hasttagget for at støtte unge sorte piger i belastede miljøer, der – præcis som hun selv – var blevet ofre for seksuelle overgreb. I et interview til ALT.dk sagde hun i oktober:

– Cat calls (upassende tilråb, red.) og uønskede befamlinger er indgangen til en form for vold, der er meget værre. Det er med til at skabe en kultur, der siger, at den slags er acceptabelt. Noget af det, jeg vil, er at kigge på de strukturer, der er til stede i vores samfund, som er grobund for seksuel vold. Et af de systemer er det patriarkalske samfund, som siger, at mænd kan gøre, hvad de vil; at de har magt over kvinder eller queer-personer og kan bruge den dominans på den måde, de har lyst til. Det er den slags forestillinger, der holder seksuel vold i live.

Skuespilleren Alyssa Milano har fået æren for at sparke #MeToo-kampagnen i gang, men faktisk var Tarana Burke (t.h.) på banen for ti år siden.

#MeToo-bevægelsens genoplivelse understreger problemet af seksuelle krænkelser og viser, at de sociale medier har gjort det muligt for alle at komme til orde og dele deres erfaringer, mener forsker i medier og kultur på RUC, Rikke Andreassen.

– De sociale medier har givet minoritetsgrupper en stemme og gjort det muligt at udbrede et budskab på en helt anden måde end tidligere. #MeToo-kampagnen har skabt en ny form for bevidsthed og viden om omfanget af seksuelle krænkelser. Det har været en øjenåbner for mange at se, at det også er deres kusine, datter, søster eller svigerinde, der har oplevet seksuelle krænkelser eller overgreb. Samtidig har det været med til at fjerne skammen fra det enkelte individ.

Rikke Andreassen ser #MeToo som en del af noget større, der fortsætter i det nye år – og forhåbentlig mange år frem:

– #MeToo skal ses som en del af en række bevægelser ligesom Black Lives Matter. Kvindekampen har fået en ny platform at udtrykke sig på. Det er muligt, at det fremover vil rykke sig til andre sociale medier, end dem vi ser i dag, men jeg tror, at kampen vil fortsætte.

Fodboldtriumf

I løbet af tre vilde uger i august spillede landsholdet sig frem til en EM-finale og ind i danskernes hjerter. Og bagefter tog de kampen for ordentlige vilkår. ALT for damerne gav dem årets kvindepris.

Dén søndag i august skete der noget, der aldrig var sket før.

I forvejen var det vildt, at landsholdet havde spillet sig i EM-finalen. Og det var også vildt, at spillerne havde gjort det med sådan en gejst og personlighed, at de denne søndag kunne samle over 1,5 millioner danskere foran tv-skærmene. Begge dele var exceptionelle, men det var historisk, at flertallet af seerne til den kamp var piger og kvinder. Det har intet fodboldhold før formået.

Landsholdsanfører Pernille Harder og resten af holdet begejstrede hele nationen med deres succes, gejst og personlighed.

Holdet tabte finalen, men vendte alligevel hjem til en heltemodtagelse. Selv med sølv om halsen var pigerne klare vinder-typer, og dem elsker vi. Flere tusinde jublende mennesker klædt i rødt og hvidt tog imod på Rådhuspladsen, hvor Københavns overborgmester, Frank Jensen, hyldede dem:

– Det er længe siden, at landsholdsfodbold har kunnet begejstre så mange mennesker. I er blevet nogle kæmpe idoler for en hel generation af unge fodboldspillere.

LÆS OGSÅ: ALT for damernes Kvindepris 2017 går til...

I dag siger landsholdsanfører Pernille Harder om hjemkomsten:

– Inden EM havde vi da fans, men da vi kom hjem, var det bare noget helt andet. Det var meget større, end vi havde regnet med, for mens vi var afsted, mærkede vi ikke selv, hvor stort det var blevet herhjemme. Da vi stod dér på Rådhuspladsen og også i Viborg, gik det op for os, at det VAR stort og virkeligt.

Fællesskabsfølelse og eufori strømmede spillerne i møde, men forude ventede problemerne. Spillerforeningen skulle nemlig i gang med at forhandle en ny aftale med DBU. Men de to parter kunne ikke blive enige.

En venskabskamp i Horsens blev aflyst – til stor skuffelse for alle de mange tilskuere, der havde købt billet til kampen.

Pernille Harder: – Vi ville så gerne have spillet den kamp foran alle fansene, men det var nødvendigt at stå fast. Allerhelst vil vi bare gerne spille fodbold, men det var også vigtigt for os at gøre noget for kvindefodbold og noget, som får stor betydning for mange spillere fremover.

Ét var en aflyst venskabskamp, men den vigtige VM-kvalifikation var også i fare. I første omgang lykkedes det at lave en midlertidig aftale, så holdet kunne spille de første to kampe. Dem vandt de, og umiddelbart virkede det udadtil, som om det hele alligevel nok skulle falde på plads.

Men det skete igen: Forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU gik i hårdknude, og pigerne mødte ikke op i landsholdslejren. I stedet valgte de at selvtræne på banerne ved Dragør Boldklub, og det var her, chefredaktør Tina Nikolaisen overraskede dem med ALT for damernes kvindepris og 25.000 kroner. I et kort øjeblik kunne spillerne glemme konflikten og nyde at blive omringet af små fans.

ALT for damernes chefredaktør, Tina Nikolaisen (øverst i midten) overraskede sammen med en stor flok fodboldpiger landsholdet under en træning i Dragør.

Pernille Harder: – Det betyder meget for os at få anerkendelse, og dét at vi er blevet idoler for så mange er jo vildt, men vi skal bare blive ved med at være os selv, for det er jo derfor, vi er blevet idoler.

Små glade fodboldpiger fik kram og autografer i Dragør den eftermiddag, men i forhandlingslokalet gik alt galt. DBU endte med at aflyse kampen mod Sverige.

– Det var det værste, da de aflyste den kamp. Vi troede ikke, at det ville gå så vidt, så der tænkte vi da lige en ekstra gang, om det var det værd. Men vi blev nødt til at sætte foden ned, vi ville ikke behandles dårligt, og vi tog kampen for rigtigt mange mennesker, siger Pernille Harder i dag.

Herefter kunne de kun vente. Ville UEFA fratage holdet ekstra point og dermed gøre det ekstremt svært for Danmark at nå med? Eller ville forbundet ekskludere dem fra resten af kvalifikationen? Dermed ville både VM og OL være uden for rækkevidde og dansk kvindefodbold sat år tilbage.

Men som i en klassisk tv-julekalender løste det hele sig alligevel til sidst. Først kom meldingen om, at udeblivelsen kun kommer til at koste to point. Holdet kan spille videre.

Og så lykkedes det endeligt DBU og Spillerforeningen at blive enig om en aftale, der forbedrer spillernes vilkår betydeligt.

– Vi har fået en stabil økonomi, blandt andet en stipendieordning. Det vil sige, at der kan gives 20 stipendier til spillere i bruttotruppen, og det betyder noget for især dem, der spiller i danske klubber. Nu kan de til dels slippe for at slæbe sig igennem med deltidsjob og kan fokusere mere på fodbolden. Det betyder også noget for de unge, der er på nippet til landsholdet. Før valgte de ofte at studere i stedet for at satse på fodbolden, for så fik de i det mindste SU. Så det er rigtigt vigtigt, og det er det hele værd, siger Harder.

Så det hele endte godt for landsholdet, som oven i købet har god prognose for at kunne gå hele vejen til VM i Frankrig i 2019.

Når landsholdsanføreren bliver bedt om at sætte tre ord på året, der gik, skal hun ikke tænke længe:

– En succes, en kamp og et boost for kvindefodbolden