Alexa Chung
SPONSORERET indhold

De 5 frisurer, der hitter mest på de sociale medier lige nu

En page, naturligt krøl eller regnbuefarvet fra rod til spids? Vi har taget pulsen på de sociale medier og fundet de frisurer, der hitter mest lige nu. Her er de.

Af: Lene Lykke Hovmand Foto: Getty Images
16. dec. 2020 | Mode | ALT for damerne
regnbue.jpg
Vælg en lyserød tone som supplement til helt lyst hår, eller gå pink/ lilla/brun.

1. Regnbuehår og farveblend

Måske kender du teknikken balayage, hvor hårfarven bliver ”malet” på håret, så farveskiftet graduerer frem for at ligge i håret som striber. Hvor balayage typisk handler om at få lyse highlights, tager en ny trend teknikken et skridt videre. ”Melt” er en af betegnelserne for teknikken, der får farver til at smelte ind i hinanden via bløde overgange og gerne i ”chunks”.

Det er ikke kun den nederste del af håret, der er farvet, farverne spiller i hele håret og kan graduere frem og tilbage imellem hinanden. En gyldenrød farve glider over i en varm gul, pink veksler med brun eller blond, eller flere farver veksler som i et prisme. Her udgør de pastellækre ”unicorn-farver” sin egen minitrend.

Den gode nyhed for dem, der ikke er til opsigtsvækkende farveladehår, er, at teknikken kan bruges til at få spil i alle slags hårfarver med mere subtile farvevalg – inklusive hår, der begynder at være gråt i bunden. Måske skal der skrues op for de kolde sølvtoner i nogle graduerende highlights?

#haircoloring #haircolorideas #unicornhair

the_shag.jpg

2. ”The shag"

70’erne er et hot årti inden for især musikkens og modens verden, og derfor sniger inspiration fra tidens lækre garn sig naturligvis også ind i de hårtrends, vi ser på sociale medier og i modemagasiner. Særligt det mellemlange jeg-er-lige-stået-ud-afsengen-hår er en vinder.

Modedesigneren Alexa Chung og sangerinden Taylor Swift ved det, og herhjemme rocker fx sangerinden Drew det ubesværede og cool 70’er-inspirerede look. Pandehåret må gerne være langt, og for at få max point på denne trend er volumen ”king”, så der skal klippes godt ind i håret for at få masser af tekstur og fylde. Fordelen ved denne trend er, at den kræver et minimum af styling. Alliér dig med stylingprodukter, der giver tekstur uden at tynge håret.

#theshag #shaghaircut #curtainfringe #modernshag

Læs også: 15 fantastiske frisurer, du kan printe og tage med til frisøren

bølger.jpg
Sno eller flet håret, eller lav de lækre ”beach waves” med et glattejern.

3. Bølger, bølger, bølger

De bløde glamour-krøller lever i bedste velgående, men trenden har fået en lillesøster, som har mere hang til surf og rock’n’roll end til cocktailparties. Beach waves er bølget hår på en lidt mere rodet-sexet måde end det perfekt stylede Hollywood-hår.

De let rodede bølger må også gerne veksle med glatte længder. Lav bølgerne ved at sno håret omkring et glattejern, og undgå evt. at lave bølger i det nederste stykke for at få et mere lige og skarpt look. Hvis du vil undgå at udsætte håret for varme, så rul det op i små knuder, eller lad det tørre flettet. Der findes mange metoder til at lave bølgerne uden eller med et minimum af varme.

Søg fx på TikTok på #heatlesscurls #beachwaves #flatironcurls

plopping.jpg
Lad håret tørre i en simpel bomuldsturban, så får du et naturligt løft til krøller og naturligt fald, uden at håret kruser.

4. "Plopping" - en simpel teknik for naturligt fald

Millioner af brugere på TikTok kan ikke tage fejl! På det sociale medie kan du i mere end 10 millioner videoer se, hvordan du kan lade dit hår tørre i en bomuldsturban for at få hårets eget naturlige fald eller krøller frem.

Det er en trend, der ikke kræver dyre besøg hos frisøren men blot en langærmet t-shirt og 15-20 minutters tørretid. Glat hår har længe været den dominerende norm, men nu er det krøllernes tid! (Og tid til mere skånsom styling uden varme og kemikalier.)

Sådan gør du: Bred en t-shirt eller et stykke bomuldsstof eller microfiber ud på et bord. Buk hovedet fremover, og lad håret ramme midten af stoffet med spidserne først. Før hovedbunden helt ned til underlaget. Stram stoffet til i siderne, løft hovedet, og fastgør turbanen. Efter 15-20 minutter lader du håret lufttørre færdigt eller tørrer det med hårtørrer på middel varme med diffuser. Brug kun lette og silikonefri vaske- og stylingprodukter.

#plopping #curlyhair

Læs også: 6 grunde til at pandehår er en bedre idé på papiret

Page.jpg
Vær modig - vær skarp. Pagen har hittet i et par år og går fra det knivskarpe til det bølgede og pjuskede.

5. Den modige page

Pagen, på engelsk ”the bob”, der er klippet med lige længder, så den følger kæbelinjen og indrammer ansigtet, er et hit. Måske er det skarpe, nyklippede look et modsvar på en coronatid, hvor det hjemmegjorte eller mere afslappede udtryk har gjort sig gældende, men i hvert fald er den markante klipning i høj kurs.

Kim Kardashian og Hollywood-stjerner som Scarlett Johansson og Charlize Theron var med til at starte pagetrenden for et-to år siden, og nu står den skarpere end nogensinde. Vi ser også variationer af den glattede page med store, chunky bølger, der giver bevægelse omkring ansigtet og selvfølgelig med farver fra underspillede pasteltoner til Billie Eilish-inspirerede neonfarver. Et alternativ til den skarpe eller pjuskede page er en sexet og mere blød ”mum bob” med langt pandehår, der dækker lidt for øjnene.

#bobcut #bobhaircut #longbobcut #bobhairstyles

Anbefalet til dig