Alder
SPONSORERET indhold

Hvis du får barn efter 40, er du en gammel mor + 4 andre tegn på alderstyranni

Lader du din alder definere dig? … så stop med det! For det at være smuk, sexet, søgende eller i gang med et skift i livet er ikke længere forbeholdt unge.

Af: Daisy Løvendahl
01. jun. 2018 | Sundhed | ALT for damerne

1. ”Sexet tøj er kun for teenagere”

”Din veninde klæder sig som en teenager, og det er vildt usmageligt, når hun er tæt på 50”, sagde en anden veninde efter en sammenkomst. Der er ingen tvivl om, at du ville gætte, hvem af mine veninder, der kom med den udtalelse, og hvem hun talte om. Den ene er i pæne, neutrale kjoler i knælængde. Den anden er i lædernederdele og bluser med lav udskæring. Jeg tænkte meget over min venindes dom. Der er faktisk ret snævre normer for, hvornår man må klæde sig udfordrende. Men bliver du nogensinde for gammel til sex, forførelse og ballade? I min optik handler det om din stil. Det handler om, hvordan du føler dig lækker og sensuel. Er det i læder, nedringede bluser eller pink læber? Så gør det. Også selvom du ikke længere er ung. Og sæt andre kvinder fri ved helt at droppe tanken om, hvad der er passende i hvilken alder. Spørg i stedet dig selv: Hvilket tøj giver mig følelsen af at være sexet og attråværdig?

2. ”Hvis du får barn efter 40, er du en gammel mor”

Du kan være udfordret af biologien i forhold til alder, for der er en statistisk større risiko forbundet med graviditet senere i livet, men det er ikke ensbetydende med, at du ikke kan eller bør blive gravid. For det er ikke alderen på din fødselsattest, men din tilgang til livet, der er definerende for, hvordan du vil være som mor. Mange synes, det er vildt hårdt at være mor. Uanset om de er 22 eller 42 år. Så hold op med at se på alder alene, og spørg i stedet dig selv: Hvad definerer en ”gammel” forælder, og hvornår er det et problem?

LÆS OGSÅ: Tag røven på din alder

3. ”Du er ikke nået langt nok i livet”

Frygten for ikke at have nået det, du burde, i en bestemt alder, har jeg hørt i 700 varianter: Jeg burde være mere selvsikker, når jeg er 20 år! Jeg burde have en kæreste og familie, når jeg er 30 år! Jeg burde have regnet ud, hvem jeg er, når jeg er 40 år! Jeg burde have en karriere, når jeg er 50 år! Nej. Du er præcis der, hvor du skal være. På min mors 40-års fødselsdag tog jeg hjem til hende. Jeg var allerede flyttet hjemmefra to år før. Jeg drak vin til damefrokosten med hendes veninder og talte ligeværdigt med alle. På min 40- års fødselsdag sad min datter på fem år på mit skød og var lidt genert. Livet har sin egen gang for os alle. Min mor havde ikke regnet med at have en voksen datter som 40-årig, da hun var 19 år og tænkte på sit voksenliv. Jeg havde ikke regnet med at have så lille en datter midt i livet, da jeg som teenager forestillede mig min fremtid. Og hvad så? Det vigtige er, at du træffer de valg, du brænder for, og kæmper for det, du tror på. Så når du det, du skal. På din måde. Hvad er vigtigst: at nå noget til en bestemt alder eller at nå det, du gør, på din måde?

 

4. ”Du er for gammel til at gå til hiphop”

I dag kan du dyrke lige præcis det, du elsker. Du kan finde et sted for stort set alt i enhver storby, uanset om du elsker opera, poetryslam eller bonsaitræer. Du kan også koble dig på www og møde venner alle steder fra, som deler din lidenskab for vintagekjoler eller svenske krimier. De muligheder giver dig en unik chance for at danne relationer på tværs af køn, kultur og alder. Det er historisk nyt, at du har disse muligheder, men det støtter også en bevægelse, hvor det, du interesserer dig for, er meget mere definerende, end hvor mange år du har på bagen. Så har du en lille stemme inden i dig, der siger, at du er for gammel til at dyrke karate eller hiphop, siger jeg: Overhovedet ikke! Spring ud i det og halleluja for modet til at møde mennesker, som ikke er helt ligesom dig selv. Hvis du droppede ethvert alderstyranni, hvilken interesse ville du så dyrke (mere)?

5. ”Du er for gammel til nye valg”

Har du nogensinde tænkt, at nu er det for sent at gøre noget radikalt andet? At der kommer en alder, hvor du ikke længere kan skifte retning men skal blive i det spor, du allerede har lagt? Og hvad er den alder for dig? Mange har et tal mellem 25 og 40 år, som er der, hvor de ikke længere kan gøre noget andet. Er du læge, så er du læge. Du kan ikke lægge hele din uddannelse i skuffen og købe en gård for at dyrke æbler. Fuld respekt for, at der med alderen ofte følger forpligtigelser for andre, og at der er valg, som er sværere at tage, når du er 45. Men tiden, hvor hele arbejdslivet handlede om at være et sted og stige i graderne, er ovre. Hvis du tvivler på min påstand, så tal med dem i dit liv under 20 år. Måske er det ikke et nemt valg at tage orlov et år og rejse jorden rundt eller skifte embedskarrieren ud med et job i en økobager, men fælden er ikke klappet, før du lader den fange dig. ”Hvad ville du gøre, hvis du tænkte, du var fri til at skifte retning hele livet?”

LÆS OGSÅ: Godt nyt: Du bliver lykkeligere med alderen

Anbefalet til dig