Balletdanser Alban Lendorf: „Jeg føler mig så meget som mand, når jeg danser”

Hvad er din største drøm som danser?
– Jeg udlever den lige nu. Jeg føler mig utrolig heldig, at jeg får lov til at gøre det, jeg elsker allermest sammen med så mange andre, der er vanvittig dygtige. Jeg vil gerne fortsætte med at give folk store oplevelser. Ikke kun ved at imponere dem med mine spring, men også ved at være med til at fortælle gode historier igennem dansen. Derfor er jeg lykkelig for at få lov til at danse både ved The American Ballet Theatre i New York og på Den Kgl. Ballet i København.

Hvordan er det at blive kaldt sexsymbol?
– Det er da et dejligt kompliment, men jeg tænker ikke så meget over det. Og jeg går ikke rundt og ser mig selv som et sexsymbol, selv om jeg godt forstår, at ballet forbindes med sex. Det er en ret feminin verden, men samtidig en verden, hvor jeg føler mig så meget som mand. Jeg løfter rundt på kvinderne! Kan det blive mere maskulint? Og fordommene om, at vi alle sammen er bøsser, dem tager jeg også let på. Jeg er ikke bøsse, men jeg synes, det er fint, at det er nemmere at være homoseksuel i mit fag end i så mange andre. Vi har højt til loftet og stor accept af folks forskelle.

SE OGSÅ: 21 myter om sundhed

Mand i en kvindeverden − hvordan er det?
– Det er da fedt. Jeg var den eneste dreng i min klasse på balletskolen i alle årene fra sjette til tiende klasse. Jeg havde det som blommen i et æg. Der blev hele tiden sorteret nogen fra, og vi sluttede med at være to piger og mig tilbage. Selvfølgelig kunne jeg savne drengevenner, men de seks-syv drenge, vi var fra 6. til 10. klasse, fik til gengæld et stærkt sammenhold på tværs af store aldersskel.

Hvad tændte dig egentlig ved ballet?
– Oprindelig drømte jeg om at blive en stor fodboldspiller. Men jeg gik kun til fodbold nogle få måneder. Så foreslog min mor, at jeg skulle prøve at komme ind på balletskolen i stedet. Hun havde selv danset lidt for sjov engang. Det så spændende ud, syntes jeg. Jeg var 12, da jeg kom ind. Normalt er man meget yngre. Jeg kom på et hold med omkring ti piger, der var en del yngre end mig og fnisede, når jeg ikke kunne komme ned i split. Det var lige den modstand, jeg havde brug for. Og samtidig roste lærerne mig. Tilsammen fik det mig til at gøre mig umage, og snart var jeg opslugt. Efter nogle år trak min mor lidt i land. „Alban, der er også andre ting i livet end ballet,” sagde hun. Nok fordi hun gerne ville have, at jeg fik en studentereksamen. Men da var jeg for bidt af dansen til at skrue ned. Det respekterede hun og er meget stolt af mig.

Hvordan er du nået så langt så hurtigt?
– Hvis jeg har talent for noget, og jeg synes, det er sjovt, øver jeg mig meget. Jeg har altid haft fighterånd og vilje til at overvinde forhindringer. Og hvis min bror udfordrede mig, da vi var børn og spurgte, om jeg kunne klatre op i toppen af et træ, skulle jeg nok få det gjort.

SE OGSÅ: 3 kvinder: "Min krop kræver, jeg er i topform"

Så du har aldrig været tæt på at give op?
– Helt indtil jeg blev 18, var jeg forskånet for den slags bekymringer, for det gik jo godt, og jeg var sikker på, jeg nok skulle finde en måde at komme på scenen, også selv om jeg blev sorteret fra. Nu er det sværere. Der er et stort forventningspres, og jeg skal selv finde ud af at forhandle, planlægge og passe på min krop. Som yngre bekymrede jeg mig ikke om skader. Jeg sprang løs uden at varme op. Nu er jeg bevidst om, at jeg ikke skal springe så højt, som jeg kan. Jeg skal finde det flow, hvor det ser fjerlet og bekvemt ud, uden at jeg overdriver. Og jeg skal varme op først. Herhjemme bliver der heldigvis taget store hensyn. Vi får ikke lov at danse, hvis vi har ondt. Der er meget mere pres på ved balletten i andre lande.

Hvordan passer du på din krop?
– Jeg tager fiskeolie, en ordentlig omgang C-vitaminer, gurkemeje og andre kosttilskud hver morgen. Jeg har også lært at spise morgenmad. Tidligere var jeg tilbøjelig til at nøjes med en kop kaffe. Men nu ved jeg, at jeg skal sørge for at spise, så jeg har energi til at træne 9 til 16 og bagefter danse i en forestilling fra kl. 20. De dage er så tætpakket, at jeg er nødt til at have madpakke med, fordi jeg ikke kan nå ned i kantinen. Undervejs spiser jeg også proteinbarer og frugt, ellers går jeg sukkerkold om eftermiddagen.

Hvad er et sundt liv ellers for dig?
– Jeg er ikke den, der sætter store forbud op for mig selv. Det er for åndssvagt ikke at give sig selv lov til de små glæder, som god mad er. Jeg kan da godt få dårlig samvittighed over at spise en pizza, men så tænker jeg på, at den da skal nydes. Generelt går jeg op i at spise sundt og kan heldigvis godt lide grønsager.  

Hvad gør du for din mentale sundhed?
– Jeg kan godt gå for meget rundt i min egen træningsboble. Det er fedt at være nørdet med mit fag og blive rigtig god, men det er federe, hvis der også er plads til andet. Jeg har lige været skadet i en periode og nød at have tid til at spille pool, se fodbold, skuespil og film. Og så er jeg begyndt at spille meget klassisk klaver igen. Jeg spillede også som barn og blev ret god. På teatret på Kongens Nytorv er der mange flygler og klaverer. Hvis jeg finder en sal, der ikke bliver brugt, sætter jeg mig derind og spiller.

Hvordan havde du det, da du var skadet?
– Det var svært indimellem. At danse er jo min identitet. Jeg måtte finde på noget for ikke at føle mig kastreret. Hver anden dag svømmede jeg og gik til træning hos en fysioterapeut. Desuden tog jeg kørekort, gik i teatret og spillede en masse klaver. Det var vigtigt for mig at være fysisk aktiv, ellers blev jeg rastløs og irriteret. Frygten for at blive skadet er i det hele taget det, jeg er allermest træt af ved mit arbejde. Jeg prøver at finde en måde, hvor jeg ikke går i panik, hver gang det gør ondt et sted.  

SE OGSÅ: 9 mænd, der kæmper for din sundhed

Hvad har du måttet opgive for balletten?
– Jeg har ikke gået i gymnasiet eller drukket papvin på Roskilde Festival. Men det sidste kan jeg vel nå endnu. Generelt oplever jeg så meget, at jeg egentlig ikke føler, jeg giver afkald på noget. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at blive flået fremad og ikke at gå i stå. Jeg burde nok gå lige i seng, når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag kl. 23. Men så ville mit liv i perioder ikke bestå af andet end at sove og arbejde. Og det er jo uudholdeligt. Jeg er nødt til at have en fristund om natten, hvor jeg hører musik og læser nyheder.

Hvad er den perfekte solodanserkrop?
– Jeg kan godt drømme om at vågne op med en længere rygrad og længere arme og ben, men så ville jeg jo ikke ane, hvordan jeg skulle styre min krop. Og der er også fordele ved at være kort og robust. Der er nok af mig, og jeg har muskler. Det gør, at jeg aldrig har rygskader eller problemer med at løfte mine dansepartnere. I øvrigt er det også kun i Danmark, jeg føler mig lille. Halvdelen af tiden danser jeg fast på The American Ballet Theatre i New York, og der er jeg højere end gennemsnittet. Den perfekte balletkrop handler nok mest af alt om smag. Det gør det også, når det gælder kvindelige dansere.

Hvordan er det at danse i New York?
– Der er både store forskelle og mange ligheder. De har nok lidt skarpere albuer i New York. Til en af de første træningstimer havde jeg svært ved at finde en plads ved barren. Jeg gik hen langs den og spurgte en danser, om der var plads ved siden af ham. Han kiggede underligt på mig, rystet over, at jeg overhovedet talte til ham, for han var korpsdanser og åbenbart vant til bare at blive skubbet væk af solodanserne. Herhjemme er der også respekt omkring os solodansere, men det er meget mere afslappet, og vi kan godt snakke med de andre. Danseteknisk er det anderledes derovre. Men ikke bedre. Jeg synes, balletten i Danmark er i samme verdensklasse. Desuden føler jeg en stor tilknytning til Det Kongelige Teater, til stemningen og alle dem, der arbejder her: operasangere, skuespillere, musikere, teknikerne, personalet i skræddersalen og i kantinen. Det er rart at have et sted, hvor jeg virkelig føler mig så meget hjemme.

SE OGSÅ: OL-svømmer Lotte Friis: "Jeg elsker at vinde"

Hvilken ­træningsform elsker du ud over ballet?
– Hvis jeg oplever noget som en leg, kan jeg blive ved i timevis. Jeg er ikke så god til at dyrke motion bare for at komme i form i et træningscenter. Men badminton, bordtennis, tennis, fodbold, volleyball og beachvolley er jeg vild med. Det er den fede form for træning. Jeg er også konkurrencemenneske og kan slet ikke lade være med at gå op i at vinde. Når jeg engang går på pension, vil jeg nok begynde at spille meget tennis. 

3 TING, JEG IKKE KAN LEVE UDEN
1. Min cykel. Jeg savner den, når jeg er i New York og vil købe én derovre også. Jeg elsker, at den giver mig rum til at tænke, mens jeg transporterer mig selv.  
2. Mobiltelefonen. Den er ikke mindst nødvendig, fordi jeg bor to steder nu og bruger en del tid på at rejse. Den forbinder mine to liv.
3. Mine to bedste venner. Min bror, Adam Willum, og min kollega, Benjamin Buza. Med dem kan jeg snakke om alt og bruger samtalerne mere eller mindre ubevidst til at udvikle mig og forbedre mig som menneske.

SE OGSÅ: Spis dig til mere succes i træningsskoene

SE OGSÅ: Undgå skader: 8 superfoods til din træning

SE OGSÅ: 10 myter om dit humør