Brystkræft: Hvordan siger man farvel til sit bryst?
Som mange andre kvinder skulle Marianne Hobel sige farvel til et bryst på grund af kræft. Men hvordan tager man afsked med en del af sin egen historie - en del af den krop, man har haft hele livet?
Da Marianne Hobel var stor pige, på grænsen til teenager, lavede hun engang en øvelse med en veninde. Marianne skulle hoppe, og hendes veninde skulle sidde foran og se, om der var noget, der bevægede sig, som tegn på, at Marianne var ved at få bryster. I dag griner hun af mindet, som kom til hende for nyligt. Dengang var pigerne ivrige efter at få bryster.
"I starten havde jeg små bryster, men de voksede i takt med at jeg fik børn", siger Marianne, som har to voksne børn i dag.
Hun gik ikke med BH, og tænkte ikke engang på det, før der en dag mange år senere var en mandlig kollega, der – med en cerut hængende fra mundvigen – gjorde hende opmærksom på, at hendes gyngende bryster distraherede ham.
Så tog hun forundret en BH på uden nogensinde at blive ”pushup-typen”, som hun kalder det.
Et sæt gode bryster
Et billedalbum med billeder af hendes nøgne gravide krop ligger inden for rækkevidde, for det er blevet studeret nøje i den seneste tid.
"Jeg har fået børn, jeg har ammet, og jeg har været ung i 70’erne, og jeg har endda et billede af mig selv, der sidder og ammer på en Carlsbergvogn 1. maj. Jeg hev bare op i anorakken. Det gjorde man jo bare dengang", smiler hun.
"Jeg har altid syntes, de var sådan et godt design. Det var jo hygiejnisk og tempereret emballage til babymad. Med brysterne kunne jeg give mit barn mad, selv om jeg havnede på en øde ø."
"Jeg har altid været glad for dem. De har forandret sig gennem årene, men det har altid været et sæt gode bryster."
Hendes brysters historie har aldrig været særlig present for hende, men i slutningen af sidste år kom der en besked, der pludselig fik hende til at kigge ned af sig selv. Det højre bryst havde nogle forandringer, som en rutinemammografi havde fanget. Selv om Marianne hverken kunne se eller mærke noget selv, bad en sygeplejerske hende komme ind til yderligere undersøgelser fem dage senere.
"Først bagefter tænkte jeg over, at der ikke var noget beroligende i hendes stemme. Hun sagde intet à la: ”Tag det roligt, det er sikkert ingenting”." Den sætning var der ikke, husker Marianne i dag.
Marianne kom igennem flere scanninger og en meget smertefuld biopsi, og ugen efter skulle hun ind og have svar.
"Resultatet var, at der var forkalkninger og celleforandringer i brystet, og det kunne være et forstadie til kræft. Jeg skulle videre til brystkirurgerne."
Læs også: Dagbog fra en kræftsyg 1: De sagde, knuden var så stor, at det ikke kunne være kræft
Det svære ord
Netop i de dage var Marianne på vej på en uges ferie, og da kirurgerne gav hende lov til at møde op en uge senere end de havde planlagt, åndede hun lettet op. Så var det nok ikke så slemt. På det tidspunkt vidste Marianne stadig ikke, hvad der egentlig skulle gøres ved hendes højre bryst. Efter ferien mødte hun op hos kirurgen, og der fik hun besked om, hvad der skulle gøres.
"De havde fundet kræftceller i et område på cirka 6 x 4 x 3 centimeter", husker Marianne og tegner den lille boks i luften foran sig. Brystet skulle ikke bare opereres. Det skulle fjernes.
"Mente han det? Ville han tage hele mit bryst? Ja, han tegnede og forklarede og sagde, at for en sikkerheds skyld ville han tage hele brystet. Claus og jeg fik tid til at gå ind i et andet rum og tale det igennem", siger Marianne, som havde sin kæreste med til konsultationen.
"Jeg frøs og fik kvalme. Jeg havde en uvirkelighedsfornemmelse. Eller følelsen af at gå på vat. Det var en stressreaktion. Alt var i alarmberedskab, og jeg havde bare lyst til at sige: ”Jeg kan ikke den dag, og jeg kan ikke nogen andre dage,”" husker Marianne.
Jeg gik og spekulerede over, om det overhovedet kunne betale sig at købe en ny tekande. Jeg var slet ikke klar til at dø.
Marianne Hobel
På det tidspunkt kunne Marianne ikke engang sige ordet "kræft". Hun sagde til sin arbejdsgiver – Marianne underviser voksne nydanskere – at hun skulle opereres for celleforandringer.
Lidt senere begyndte hun at sige, at der var "forandringer" i hendes bryst, og først lang senere i forløbet, lykkedes det hende at sige: ”Jeg har kræft”. Inderst ind var Marianne også bange for at dø.
"Jeg kunne se dødsannoncer for mig, hvor der står: ”Pludselig død efter kort tids sygdom”. Man hører jo om folk, der er friske den ene dag, og så får de en aggressiv kræft og dør. Jeg gik og spekulerede over, om det overhovedet kunne betale sig at købe en ny tekande. Jeg var slet ikke klar til at dø. Jeg er jo ikke en gammel kone. "
Manden med kniven
Første december blev dagen, hvor hun skulle tage afsked med brystet. Det bryst der havde hoppet for første gang foran en veninde, det bryst der var vokset, havde givet næring til to små børn, var vokset igen og siden pakket ind i en BH.
Men der findes ikke en manual for, hvordan man siger farvel til et bryst. Dagen efter skulle Marianne opereres, så den første dag i julemåneden gik hun rundt om mosen med sin kæreste.
"Der var sådan et fint lys, og vi gik bare rundt og snakkede. Jeg havde en underlig uro i kroppen. Jeg har siden tænkt over, hvor den uro kom fra, men i 11 dage havde jeg gået og vidst, at der ville komme en mand med en stor kniv og skære i min krop, og jeg ville intet gøre for at forhindre det."
Når man intet kan gøre for at redde sig selv fra det, giver det en reaktion i kroppen. Senere på dagen kom Marianne og Claus hjem, og Marianne fik lyst til at tage billeder af sin endnu intakte krop, ligesom hun havde fået det gjort dengang, hun ventede børnene.
Læs også: "Jeg forsøger at lægge min frygt bag mig og mine drømme foran mig"
"Jeg ville bare gerne have et sidste billede af mig selv med to bryster", siger Marianne.
Hun er ikke typen, der har fået taget nøgenbilleder, så det virkede lidt fremmed for hende, men Claus var med på ideen, og i dag er hun glad for, at de gjorde det.
"Der skulle være billeder af det bryst. Det skulle holdes og røres ved, og det blev det", smiler hun.
Operationen gik godt, og hele brystet blev fjernet, som det var planlagt. Efter operationen har Marianne været ramt af en infektion i brystet, og det har betydet, at hun på ny har bekymret sig om sin krop.
"Kroppen er sårbar, og jeg skal lære de nye signaler at kende. Derudover skal jeg lige vænne mig til, at det bortopererede bryst føles fremmed, for der sidder en protese nu, så hvis jeg fører armen ind over kroppen, føles det anderledes."
Marianne lavede efterfølgende de øvelser og genoptræning, der skulle til, for at kroppen kunne hele bedst muligt. Tanken om at få rekonstrueret sit bryst med plastikkirurgi har hun ikke plads til lige nu.
"Jeg har sparket ideen til hjørne i et år. Det her skal stadig lige falde på plads", siger hun og kigger ned ad sig selv.
Psykologen: Det er en sorg at sige farvel til en legemsdel
Kirsten Heldbjerg er psykolog hos Kræftens Bekæmpelse og har været med til at skrive ”Bogen om brystkræft”. Hun oplever, at kvinder tager det på meget forskellige måder, når de skal have fjernet et bryst, men blandt andet oplever hun, at det er lidt lettere for ældre end for yngre kvinder.
Noget af det, som er svært ved sådan en operation, er, at man ikke blot får fjernet et bryst, men at man i forbindelse med den efterfølgende kemoterapi måske også mister håret. Hår og bryster betyder nemlig meget for mange kvinders selvopfattelse og seksualitet.
– De synlige forandringer af kroppen fylder meget hos kvinder. De er optaget af, hvordan andre vil møde dem, og hvad andre tænker om deres forandrede ydre, da det jo signalerer, at de er i kræftbehandling, siger Kirsten Heldbjerg.
– Andre frygter for, hvad deres mand vil tænke, og om de fortsat er en attraktiv kvinde, som deres mand vil begære. Men mange mænd siger faktisk, at brystet ikke betyder så meget for dem. Det er jo relationen, og alt det, de har bygget op i fællesskab, der tæller.
– Ofte siger kvinder, at deres seksualitet ikke ligger i brysterne, men det er alligevel en sorg at sige farvel til en legemsdel. Det er ikke bare en smerte at blive opereret, men man får aldrig den samme følsomhed tilbage i brystet, som man har haft. Nogle tror nok, at sexlivet slutter der, men det behøver det ikke.
– Seksualdriften er stor, og mange finder nye veje at have sex på. Som en patient lærte mig for mange år siden, så er det ufatteligt, hvad man kan, når man ikke har noget valg, siger Kirsten Heldbjerg, som har rådgivet både dem, der får fjernet et bryst, men også mennesker, der for eksempel får stomi på grund af en kræftoperation.
Om Marianne:
- Navn: Marianne Hobel
- Alder: 63 år
- Job: Underviser nydanskere i dansk
- Civilstand: kæreste med Claus og har to voksne sønner