En flad mave med en hård men effektiv øvelse tiltaler vist de fleste. En rund bagdel er også noget mange af os eftertragter, men er det okay, at det gør ondt, mens du træner og efter træningen?
Ja og nej, lyder det fra fysioterapeut Mark Abildhauge, der oplever, at det især er folk, der lige er gået i gang med at træne, der har svært ved at vurdere, hvor ubehageligt træning må føles i kroppen. Men i virkeligheden er det meget simpelt:
– Du må godt have ondt, mens du laver en øvelse, men smerten skal fortage sig med det samme, når du holder op. Hvis den gør det, er det en okay smerte. Bliver smerten derimod ved, efter du er holdt op med at træne eller er stoppet med lave den øvelse, du er i gang med, er det et tegn på, at der er noget galt, og så skal du holde inde med det, du gør, siger han og påpeger, at du gerne må have ondt i musklerne i dagene efter din træning.
– Mange oplever at have ondt især på andendagen, og det må du også godt have. Det betyder, at du har lavet noget, siger han og forklarer, at det der sker, når du træner, er, at muskelfibrene går i stykker. Efterfølgende reparerer musklerne så sig selv og bygger sig op for at tilpasse sig det, du byder dem, nemlig en øget mængde træning. Og det er det, der på kort sigt kan give ømhed, men på længere sigt gør, at de bliver stærkere.
– Men det er vigtigt, at du respekterer kroppen. Så hvis du har trænet, skal musklerne også have tid til at genopbygge sig selv, hvilket vil sige, at du skal sørge for at restituere ordentligt. Det betyder også, at du skal sørge for at få sovet og spist ordentligt.
Træner du for meget?
Træning er afgørende for din sundhed, men ligesom med det meste andet, kan det også blive for meget af det gode.
– Hvis du for eksempel træner syv gange om ugen, har din krop ikke tid til restitution. Og hvis du bliver ved med at overtræne, bliver kroppen på længere sigt nedbrudt, hvilket kan give forskellige fysiske og psykiske symptomer, som ligner dem, du får ved stress. Det kan være alt lige fra nedtrykthed, træthed til nedsat immunforsvar, forklarer Mark Abildhauge, der mener, at to til tre ganges træning om ugen er optimalt for de fleste, da kroppen her kan nå at komme sig helt imellem træningen.
LÆS OGSÅ: Nybagte mødre jagter en sixpack
LÆS OGSÅ: Dét sker der i kroppen, når du har spist for meget