Mia Lyhne: „Jeg er nødt til at være bomstærk”

Hun nævner det flere gange, for hånden på hjertet: Skuespiller Mia Lyhne vil virkelig gerne have, at der lidt oftere er mere ryddeligt hjemme hos hende. For tit er det, som om rodet vokser ud ad væggene og spreder sig med lynets hast ud i alle kroge, siger hun. Hvilket jo ikke er så mærkeligt, når hun har to energiske, legesyge døtre på fem år. Som besøgende i hendes rækkehus i Smørum virker det egentlig bare livsbekræftende og charmerende med mængden af legetøj og dimsedutter alle vegne. Et bevis på, at her er et hus fyldt med liv, barnelatter og aktivitet.
Mia Lyhne kalder det for sit livs største vendepunkt, at hun fik tvillingerne Asta og Andrea.
– Jeg var 38 år, da det lykkedes. Jeg havde ønsket børn i mange år, men det var svært at finde den rigtige mand, og til sidst valgte jeg så at få dem alene. Så i løbet af kort tid gik jeg fra bare at være mig selv til at blive en familie på tre, hvor jeg er eneste overhoved. Det er hårdt, men samtidig tror jeg, at det er utrolig sundt at have nogen i sit liv, man skal være noget for.
Hvad det egentlig kræver at være mor og alenemor, og ikke mindst to, er umuligt at tænke sig til, siger hun. Man kan heller ikke rigtig få det at vide af andre. Egentlig er man nok bare nødt til at opleve det på sin egen krop.
Al den kærlighed, hun dagligt modtager, og fryden ved at se pigerne vokse og udvikle sig er fuldstændig, som hun drømte om.
– Den del har heldigvis levet op til alle mine forventninger. Men der er da også ting, som er kommet bag på mig. Jeg er ikke selv vokset op med søskende tæt på. Jeg har to halvsøstre, men har ikke boet sammen med dem. Derfor kan jeg godt være i tvivl om, hvordan jeg skal reagere, når mine piger bliver jaloux på hinanden. Og så er der også det med rodet og det andet praktiske, jeg hele tiden skal tage mig af. 
Det hjælper, at hun bor få meter fra sine forældre i et rækkehuskvarter, hvor man er gode til at hjælpe hinanden.
– Men jeg står jo meget alene med det hele alligevel. Heldigvis er mine piger rigtig gode til at lege sammen. Det er en af fordelene ved, at de er tvillinger. Jeg behøver ikke at underholde dem. I det hele taget ligger der en stor gave i, at de er jævnaldrende og har hinanden.

SE OGSÅ: Sisse Fisker: "Følger man sit hjerte, kan det koste penge og omveje, men man fortryder det aldrig"

Er Mia egentlig så skrap?
Mia Lyhne er især kendt for sin roste rolle som Mia, Franks kone i TV 2 Zulu-serien „Klovn” og i de to film, der er en udløber af serien, ”Klovn: The Movie” og „Klovn Forever”. Den sidste var i øvrigt den mest sete film i biograferne sidste år. I snart ti år har hun spillet sin navnesøster, et dejligt stabilt arbejde – og virkelig sjovt, siger hun og tilføjer, at hun har lært rigtig meget af at arbejde sammen med Frank Hvam og Casper Christensen.
– Hvor tæt er du egentlig på den rolle, du spiller i „Klovn”, er du lige så skrap som Franks Mia?
– Er hun egentlig så skrap? Er hun ikke mere en af de kvinder, der synes, at det med at blive mor er et lidt større pres, end hun forestillede sig? Det tror jeg. Jeg skælder også selv alt for meget ud, selvom jeg prøver at holde op. Der var engang en, der sagde til mig, at det vigtigste i børneopdragelse er kærlighed. Og jeg er enig. Derfor troede jeg også, jeg ville have nemt ved at opdrage mine børn, men i dag kan jeg godt se, at det ikke er så nemt altid.
Mia Lyhne lægger ikke skjul på, at hendes hverdag skal prioriteres benhårdt for at fungere.
Indimellem også for hårdt. Hun drømmer om et samfund, hvor småbørnsmødre ikke behøver at knokle helt så meget, og børnene ikke skal tilbringe helt så mange timer i institution.
– Der er noget helt galt i, at de skal i børnehave hver evig eneste hverdag, og at jeg og så mange andre forældre er nødt til at stæse rundt. Det må være muligt at æave en bedre fordeling.



Jeg er ikke så forfængelig mere
Mia Lyhne har altid villet være skuespiller, og hun har knoklet for at blive det, for hun er ikke kommet nemt til sin karriere, siger hun.
– Fra jeg var otte år, var det mit mål at blive skuespiller, og jeg gjorde alt for at nå det. Det betød meget for mig at komme med i Vesterbro Ungdomsgård, da jeg gik i 9.klasse. Der var store ambitioner og blev stillet store krav, det passede mig rigtig godt. Der blev også virkelig produceret noget, og de forestillinger, vi fik op at stå, handlede altid om noget vedkommende.

SE OGSÅ: Louise Mieitz: "Lykken er også at fejle"

I syv år forsøgte hun stædigt og insisterende at komme videre og ind på Statens Teaterskole, og i syv år fik hun afslag på afslag. Det var skrap kost. Men hendes drivkraft og stædighed var for stor til, at hun kunne finde på at opgive. Sammen med andre, der ikke kom ind, startede hun ensembleteatret Grob, som samtidig blev en alternativ skuespilleruddannelse for hende.
– Vi var selv igangsættere, rengøringspersonale og direktører og lærte, mens vi var i gang. Det var spændende og fint, og vi lavede nogle virkelig gode produktioner, men det var også uhyre krævende.
– Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg næsten ikke kunne holde til at skulle arbejde så meget for så lille en løn længere. Og så, efter ti år, begyndte der heldigvis at ske noget, og jeg fik flere og flere opgaver andre steder. I mange år var bare det at få en opgave til en ordentlig løn en sejr. Hver gang var det, som om jeg havde vundet i lotteriet, en uhørt luksus.
I dag vil hun ikke råde andre til at blive skuespiller, hvis de på nogen måde kan forestille sig at blive noget andet.
– Det er så usikker en branche, og der er så få jobs, især til kvinder, at man skal være bomstærk. Så det er en god ide at have et sidespor, man kan falde tilbage på. Selv kan jeg ikke finde på andet at lave, desværre. Det er skuespillet, jeg elsker.

Jeg danser alene derhjemme
De komiske roller kom ind ad bagvejen, mens hun var på Teater Grob.
– Af en eller anden grund kom der mere og mere humor ind i vores forestillinger. Og så fik jeg flere af den slags roller, uden at det bevidst var noget, jeg valgte. Dengang var jeg mere optaget af de alvorlige stykker og af at få de store følelser frem. Men i dag er det rart, at jeg har et ben i begge lejre. Man kan snildt få nok tunge følelser i sit liv, og så er det dejligt at kunne grine en hel masse, mens man er på arbejde.
– Hvordan har du det med de mange grænseoverskridende scener i Klovn-filmene?
– Det er altså svært at være sjov, hvis man ikke tør vise sine grimme sider frem. Det hjælper, at jeg ikke er helt så forfængelig længere. Som ung var jeg jo skrækslagen over at vise mig frem uden makeup. Jeg slapper mere af på det punkt nu. Det er noget af det, der er dejligt ved at blive ældre, og som gør det nemmere med humoren også.

SE OGSÅ: 3 skønne mænd: "Vi elsker kvinder, der kan grine af sig selv og holder af deres krop"

Evnen til at give slip og los kom også i spil, da hun som lattermild og lærenem deltager vandt „Vild med dans” i 2005 sammen med sin dansepartner Thomas Evers Poulsen. Og hun danser stadig, så tit hun kan …
– I dag er det den form for motion, jeg bedst kan få plads til i hverdagen. Jeg behøver ikke at gå ned i et træningscenter og glo på en masse andre, der løfter vægte. Det er så nemt, som det overhovedet kan være. Så når pigerne er i børnehave, sætter jeg musik på herhjemme og danser rundt i stuen.
Er det pinligt at indrømme?
Hun ler.
– Det er det måske. Men det er altså også dejligt og klart det bedste motionsråd, jeg kan give til andre. Samtidig får jeg hørt noget af den musik, jeg holder af, og den er også med til at give mig energi. Selv om det selvfølgelig stadig kræver lidt forberedelse.
– Hvilken forberedelse tænker du på?
– Jeg er jo nødt til at rydde op i stuen først, og det kan som sagt godt være lidt af et arbejde, siger hun med et smil og tilføjer, at hun også løber indimellem.
– Det er jeg ikke så vild med, men jeg ved, at jeg har det bedre bagefter, så jeg tvinger mig selv til det. Når hun kan få det til at passe ind og har overskud, går hun desuden til yoga i fælleshuset i hendes bebyggelse.

SE OGSÅ: Fokus på yoga: Kan du tabe dig og komme i fantastisk form på måtten?

Sundhed kan blive for kedeligt
Sund kost er vigtig for Mia Lyhne, og hun gør sig umage for, at det er en del af hverdagen trods travlheden.
– Men jeg bliver aldrig fanatisk. På et tidspunkt gik jeg på en kur, hvor jeg slet ikke måtte få sukker. Kuren førte til et vildt vægttab, fordi jeg næsten ikke kunne finde på noget, jeg måtte spise. Det blev for meget til sidst og var også uudholdeligt kedeligt. Jeg kan ikke forestille mig, at det er sundt at have det så kedeligt. I det hele taget har jeg startet mange kure, som jeg hurtigt er holdt op med igen.
Det gør det ikke nemmere, at hun nu har børn.
– De er hele tiden til fødselsdage og sammenkomster i børnehaven, hvor de spiser sig mætte i kage. I starten var jeg enormt striks og forbød det, men nu har jeg givet los. Vi lever i en sukkerkultur, som det er næsten umuligt at gå imod uden endeløse madforhandlinger hen over middagsbordet, som er meget lidt frugtbare. Jeg så forleden et tv-program, der viste, at ordentlig skolemad ville hjælpe. Når børnene bliver præsenteret for alt det sunde sammen med deres kammerater, tager de nemmere de gode vaner til sig. Jeg tror, skolemad kunne betyde rigtig meget.
Selv går hun op i at spise økologisk.
– Jeg kan rigtig godt lide, at jeg har en lille køkkenhave her uden for mit hus med gulerødder og lidt grønt. Det er en stor tilfredsstillelse at tage fra den om sommeren. – Har du nogensinde været tæt på at gå ned med stress?
– Jeg har i hvert fald tit for travlt. Jeg har en tendens til at booke min kalender helt op med arbejde og aftaler. Sikkert fordi en del af mig synes, det er fedt. Men så ender det altid med, at jeg bliver overbebyrdet og siger til mig selv, at der skal flere huller ind. Det går bare ikke så godt.
– Hvor finder du så dine små øer af energi?
– Ved at være sammen med mine børn, ved at danse og lave yoga, og ved at chante. Jeg vil ikke kalde mig religiøs, men jeg har i mange år været optaget af den buddhistiske filosofi og fået den ind under huden. Når jeg chanter mit mantra i fem minutter og helst længere, føles det som en indsprøjtning af livsenergi. Det skal der være plads til en gang imellem.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?

TRE TING, JEG GERNE VILLE HAVE VIDST
Om moderskab: Der er en tendens til, at vi tænker, at vi lige skal nå alt muligt i vores karriere, inden vi skal have børn. Men jeg har selv oplevet, at det altså bliver sværere med alderen, så vi har bare ikke alverdens tid.
Om udseende: Jeg fortryder, at jeg brugte så meget tid og energi på alt det, jeg syntes var forkert ved mig selv, da jeg var ung. Det var vildt, så meget energi det stjal. Jo hurtigere man finder ud af, at det er okay ikke at ligne en topmodel, jo bedre.
Om livskunst: Det ville hjælpe os alle en del, tror jeg, hvis der fandtes et fag i folkeskolen, der handlede om menneskekundskab, og om hvordan man skaber sig et godt liv og bliver glad. Man kunne jo kalde det livskunst.

SE OGSÅ: Sund, stærk & slank i 30'erne, 40'erne & 50+

SE OGSÅ: OL-svømme Lotte Friis: "Jeg elsker at vinde"