Slanke-eksperten: Sådan har jeg selv tabt mig

Det var midt om natten, og Charlotte Hartvig kunne pludselig ikke mere. Hun havde levet udelukkende af cigaretter, sort kaffe og beroligende sjusser igennem et stykke tid, men nu var det nok. Hun måtte have hjælp. Hun lagde sig ned på knæ og sagde ud i mørket: "Gud, jeg kan ikke holde det her ud, jeg kan ikke bære det, du må hjælpe mig." I sine tanker forærede hun i det øjeblik sin helt nyåbnede diætistklinik til Gud og gav samtidig klinikken navnet "Immanuel". Det betyder "Med os er Gud". Derefter blev alt godt. Klip.

LÆS OGSÅ: Sig farvel til ballonmaven med 3 lette tips

Vi sidder i Charlotte Hartvigs klinik i Hellerup, mens hun fortæller historien om den nat for omkring ti år siden, som for alvor ændrede noget inden i hende. I en tynd guldkæde om halsen har hun et lille kors og et hjerte. Symbolerne på tro og kærlighed – og vigtige holdepunkter i Charlottes liv. En af hendes klienter har lavet brændte mandler og lakridsbolsjer med Sukrin som en gave til hende, og hun knaser løs af det næsten sunde slik, mens hun tænker tilbage på den svære start, hun havde som selvstændig diætist. Charlotte, der gennem en årrække var fast slankeskribent på ALT for damerne, åbnede sin diætistklinik i 2003 i et lille, fugtigt kælderlokale på Østerbro i København.

Der var ikke noget toilet, og en affugter stod i et hjørne og sagde brummelyde hele dagen. Men der var en vægt, hvor folk kunne blive vejet. Charlotte var glad for at have fået foden under eget bord, og hun var helt klar til at lave slankende kostplaner. Men så begyndte brevene at dumpe ind gennem brevsprækken. Truende breve fra en advokat, der på sin klients vegne hævdede, at Charlotte havde tyvstjålet sin vægttabsmetode fra sin tidligere arbejdsgiver.

– Det havde jeg på ingen måde, men det var ret ubehageligt, for jeg har let ved at gå i nerve-mode. Jeg havde aldrig været i kontakt med sådan noget før, og jeg anede ikke, at folk kunne finde på at opføre sig på den måde. Jeg var skræmt fra vid og sans, samtidig med, at jeg skulle arbejde hårdt for at bevise, at jeg ikke havde stjålet min metode noget sted fra. Jeg havde arbejdet med den metode siden 1999, og jeg kæmpede for at finde gamle klienter fra dengang, så jeg kunne bevise det. Det var bare rigtigt svært at finde frem til dem, og på et tidspunkt gav jeg op. Jeg kunne ikke mere, de truende breve blev ved med at vælte ind, og det var der, jeg bad Gud om hjælp og gav klinikken sit navn. Og så skete det fantastiske. Mindre end en uge efter, jeg havde gjort det, dukkede tre af mine gamle klienter op, og de havde alle stadigvæk deres mapper med de gamle diætplaner. Endelig kunne det dokumenteres, at jeg havde arbejdet med den metode længe før, jeg kom til den arbejdsgiver, der sagsøgte mig.

LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Bliv sommerslank: 28 råd, der virker

Fra søndagsskole til limboland
Den nat var første gang, Charlotte for alvor bad Gud om hjælp, og hun følte, at hun var blevet hørt. Men troen på Gud har ligget i hende, siden hun var lille.

– Jeg kan huske, at jeg allerede som barn var sådan en, som løb ud på villavejen og kiggede op på hovedvejen, når der kom en ambulance, og sagde: Kære Vorherre, gør den rask, som ligger i ambulancen, og sørg for, at han eller hun ikke har smerter lige nu. Der var ikke nogen, der havde sagt til mig, at det skulle man gøre, så jeg ved ikke helt, hvor jeg havde det fra. Men jeg gik i en søndagsskole, hvor der var noget med nogle glansbilleder med engle på, og jeg har også været grøn pigespejder. Et eller andet må være sivet ind. Charlotte voksede op i Holbæk som efternøler til tre søstre. Hun kom tidligt i skole, fordi hun kedede sig hjemme på villavejen, og indtil 7. klasse var hun stille og artig. Derefter blev klassen splittet op, og alle de drenge, der normalt lavede ballade, forsvandt.

– Og hvis man fjerner hanen i en flok, er der en af hønerne, der laver en kam, griner  Charlotte. Hun blev en af dem med kam. Hun begyndte at lave ballade, og hun kastede sig blandt andet over at lave en tegneserie om livet på skolen. Det var ikke altid pæne ting, der stod i den tegneserie. I gymnasiet fortsatte hun med at have fokus på alt andet end bøgerne, og i en periode handlede det mest at alt om at ryge hash på et toilet sammen med resten af klanen og have det sjovt. Forældrene sagde ikke rigtigt noget, og lærerne var en samling blomsterbørn og marxister, der tog ret let på det hele. Pludselig stod hu med studenterhuen i hånden, og det eneste, hun havde topkarakter i, var fransk. Derfor begyndte hun at læse det på universitetet, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var det fag, hun skulle arbejde med resten af livet.

– Og så stod jeg lidt der i limboland, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle. Jeg var flyttet til København med en veninde, vi boede i Rantzausgade før renoveringen, og det var noget rigtig slum med rotter på bagtrappen og petroleumsovn. Min veninde havde et bijob hos en bager, og hun måtte gerne tage resterne med hjem. Det blev til en masse basser, og det var det, vi overlevede på. Derfor gik der mindre end et år, så lignede jeg en, der havde spist gær! Da jeg for alvor opdagede, hvordan jeg så ud, tænkte jeg oh my gosh, sådankan jeg simpelthen bare ikke gå rundt og se ud. Og så gik jeg i gang med at udforske, hvordan jeg kunne komme til at se normal ud igen.

LÆS OGSÅ: Så mange kalorier skal væk for at tabe et halvt kilo

En dobbelt velsignelse
Charlotte læste, hvad hun kunne finde om kost og diæter, og hun afprøvede alt fra syv grapefrugter om dagen til slankepiller og elektrokost. Hun blev efterhånden lidt af en selvstuderet ekspert, som hjalp venner og bekendte med vægttab.

– Jeg missionerede. Jeg var en frelser. Og min familie blev træt af at høre om alle mine kure. En dag kom min far hjem og fortalte, at der faktisk fandtes et rigtigt job, hvor man kunne lave det, som jeg alligevel lavede dag og nat. Klinisk diæt-assistent hed det. Og da jeg hørte det, var det, som om der blev tændt et lys for mig. Jeg tænkte wauw, der findes en vej. Det var stort at opdage, at man kunne leve af det, som var min passion.

Uddannelsen som diætist kom i hus, Charlotte fik arbejde på Holbæk sygehus og senere på Rigshospitalet og på et par private klinikker. Hun har skrevet flere storsælgende bøger, blandt andet om at smide fedtet på maven, og i bogen "Spis maven flad" indleder hun med et citat fra Esajas' Bog, en af profetbøgerne i Det Gamle Testamente: "Fordi de fik dobbelt skam (...) får de nu (...) evig glæde". Hun henter bogen og læser det op. Flere gange. Det er et citat, hendes amerikanske yndlingsprædikant Joel Osteen bruger en del, og det er et citat, hun selv har mærket betydningen af på egen krop.

– Osteen siger "You get double for your trouble" og bygger det på citatet fra Esajas' Bog. Grunden til, at jeg bruger det i min bog, er, at jeg i mange år kæmpede med, at jeg ikke kunne komme af med fedtet på maven. Jeg havde en i min familie, som med jævne mellemrum spurgte mig, om jeg var gravid, og det gik mig faktisk meget på. Engang skulle vi til samme fest, og jeg havde brugt en hel formiddag på at finde en herredyr kjole, der kunne kamuflere bugfedtet. Alligevel kom spørgsmålet, og lige den dag kunne jeg simpelthen ikke snuppe det, brød ud i gråd og måtte forlade festen. Det var enormt pinligt og flovt, men det blev faktisk til dobbelt sejr for mig, fordi det blev anledningen til, at jeg besluttede at sætte mig ned et halvt år og ikke lave andet end at søge litteratur på, hvordan fedtvævet inde i maven er forskelligt i forhold til andet fedtvæv, og hvordan man kan lave et vægttab på maven uden at blive pindetynd på resten af kroppen. Jeg tabte selv mit bugfedt ved den metode, jeg udviklede, og jeg fik lavet bogen "Spis maven flad", så den dumme bemærkning blev en slags dobbelt velsignelse for mig.

Vend den anden kind til
I hvilket omfang praktiserer du din tro?

– Jeg søger meget undervisning på You-Tube. Det kan være forskellige emner afhængigt af, hvad jeg har brug for. Hvis jeg en dag synes, den øvelse, der hedder "at vende den anden kind til", er udfordrende, kan jeg søge på det og få en masse god undervisning om det. Måske er oplevelsen med bemærkningen om graviditet og min efterfølgende bog  virkeligheden det mest tydelige eksempel i mit liv på, at det hjælper at vende den anden kind til. At stole på, at selvom det er så rædselsfuldt at opleve det, så kan det blive en glæde i mit liv. Jeg lærte én gang for alle, at grimme ting sker, og det er ikke rart, men de gør alligevel gavn i det samlede hele. Jeg har lært at vende den anden kind til ved i timer at sidde og kigge på prædikener af Joel Osteen, for det er jo ikke noget, man bare lige kan. Det er nærmest naturstridigt for et menneske at vende den anden kind til. Det mest normale er vel at slamme tilbage med alle de kræfter, du har. At vende den anden kind til er noget, Charlotte selv har haft brug for mere end en gang i sit liv.

– Min bedste veninde blev forelsket i min første mand, og pludselig var de et par. Det bliver man stærk af at gå igennem. At opdage, at de to mennesker, man holder mest af og stoler på, faktisk har været bag ens ryg, det er big time chokerende. Egentlig ved jeg dårligt hvordan, men på en eller anden måde får man kræfter til at leve videre. Til at sætte den ene fod foran den anden. Og når man arbejder som terapeut, er det måske godt, at man ved, at der er tidspunkter i menneskers liv, hvor de ikke kan have særligt fokus på, hvad der lige præcis ligger på tallerkenen. Når Charlotte skal definere sin tro, siger hun, at den nok primært giver sig udtryk i en stærk følelse af at have et lys i livet.

Og...
– ...en følelse af omsorg. Men også en følelse af, at jeg ikke er min egen lykkes smed. Jeg har svært ved at forstå, at folk kan leve i det der rage-til-sig-agtige rum. Jeg forstår heller ikke folk, der bagtaler hinanden og ikke kan unde andre at have et talent. Jeg skal have det "stavet", når jeg f.eks. er blevet snydt. Nogen skal forklare mig det. Og så synes jeg alligevel stadigvæk, at nå, jamen det er jo bare penge. Det er noget dødt.

Du lyder lidt fatalistisk, når du siger, at du ikke er din egen lykkes smed?
– Jeg tror på, at man skal gøre alt, hvad man kan. Man skal gøre sit bedste og aldrig sjuske. Hvis jeg har en klient, sætter jeg vedkommende i højsædet og byder på det bedste, jeg har. Man skal helt sikkert gøre sig umage – men derfra og så til at tro, man ved "forretningsmands-dygtighed" kan og skal sikre sit eget udkomme, er der langt, synes jeg. Det giver mig en utryghed, hvis jeg begynder at tro, at jeg med planlægning og beregning skal score kassen. Det er ikke nødvendigvis ens eget ansvar alt sammen. Det er svært at sætte ord på, hvor grænsen egentlig går, men det med at tro, det er vel dybest set bare at have en dyb fred i, at det skal nok gå alt sammen. Jeg synes, at jeg gennem livet har lært at hvile i fred og ikke blive foruroliget over omstændigheder, mennesker, trusler eller rygter.

Det at tabe sig kan let blive til en religion og somme tider til fanatisme. Er der mon en parallel mellem at ville udbrede viden om at tabe sig og det med at tro?

 – Det tror jeg ikke. Jeg tror, jeg ville have arbejdet som diætist under alle omstændigheder. Jeg synes, det er ultraspændende at forstå den biokemiske verden, der findes inde i en lille celle, og forstå, hvorfor nogle mennesker flæsker ud i hovedet og andre på armene eller maven. Jeg kan blive ved med at grave i dybden med det.

Hvordan undgår du selv at blive kostfanatiker?
– Ligesom man undgår fanatisme på alle andre fronter, tror jeg. Jeg husker mig selv på, at selvom kost er vigtigt for mig, og jeg er dygtig til det, så er der ting, der for andre mennesker er meget vigtigere. Jeg synes somme tider, at selvhjælpsbøger kan komme til at efterlade det indtryk, at hvis du gør som skrevet står, så ender du med at være lykkelig og sidde i en hvid stue med en kande hvid te og bare sige ouuummm – og så er det hele perfekt. It's not gonna happen!

LÆS OGSÅ: Her er detox-kuren, som alle kan være med på