Aktiv livsstil
SPONSORERET indhold

Tjek hvor (u)sund din aktive livsstil er

Både arv og miljø spiller ind, når vi taler levealder. Men mest miljø faktisk. Vi har fået professor og overlæge på Rigshospitalet, Bente Klarlund Pedersen, til at se tre forskellige kvinders livsstil efter i sømmene – og give dem tips til, hvordan de med både omtanke og sunde vaner får et langt og godt liv. Her får du ekspertens syn på en kvinde med en aktiv livsstil.

Af: Julie Vöge Foto: Mew, Mads Stahlschmidt
11. mar. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Mine spisevaner
– Jeg spiser tre hovedmåltider og lidt snacks om dagen. Gerne groft brød med ost om morgenen, til frokost rugbrød med forskelligt pålæg eller fisk, aftensmad med familien er nok meget traditionelt med hjemmelavede burgere, pasta og den slags. Jeg drikker to kopper latte om dagen og ellers vand. Jeg slikker ikke ret meget. Lysten er forsvundet gradvist efter de 40 år. Jeg drikker ca. en halv flaske vin om ugen.

Bentes kommentar
–Christina spiser groft, varieret, jævnligt og drikker ikke for meget. Vil med hendes vægt og motionsvaner in mente kalde hende et ikon for sundhed.

Mit søvnmønster
– Jeg sover omkring syv timer hver nat. Gerne mere, hvis jeg kan slippe af sted med det.

Bentes kommentar
– Der bliver forsket meget i søvn og søvnens betydning for vores aldringsproces. Uden tvivl skal vi helst sove syv timer hver nat, for at give kroppens celler tid til at regenerere sig selv. Men syv timer er ikke bare syv timer. Det handler også om at komme ned i den tunge søvn, som bedst sker ved ikke at have for mange afbrydelser i sin søvn. Det ved jeg ikke, om Christina har, men noget tyder på, at hun får og giver sig selv lov til at sove nok.

LÆS OGSÅ: Anne Glad: Min sunde uge

Min største uvane
– Ligger egentlig i „fortiden", hvor jeg har gjort masser af dumme ting rent sundhedsmæssigt. Trænede for lidt. Senere trænede jeg for meget. Sov for lidt, festede igennem og stressede alt for meget. Faktisk i en grad, hvor jeg gik ned med stress. At det er fortid skyldes ikke, at jeg har set lyset. Snarere at jeg har erkendt, at jeg er 50 år, og min krop har nogle andre behov, end da jeg var yngre. Jeg nyder slap-af-weekender, hvor jeg føler mig frisk mandag snarere end bombet – før ville jeg have syntes, det var dødssygt.

Bentes kommentar
– Tilsyneladende har vi her at gøre med en kvinde, som forstår at passe på sig selv. Og det er tit tilfældet for kvinder, der har prøvet at gå helt ned med stress. Har man først én gang været "derude", vil man være meget obs på ikke at bringe sig selv i situationer eller mønstre, der kan få stressen tilbage. Christina er god til at lytte til sin krop, og det vil kroppen højst sandsynligt belønne hende for ved at holde sig sund og frisk i lang tid.

Mine motionsvaner
– Min træningsplan er anderledes end for de fleste normale mennesker, fordi jeg også lever af at undervise. Jeg vil helst nedtone min motion, for de doser, jeg dyrker motion i, kommer let til at virke irriterende på andre. Jeg har slet ikke lyst til at give andre dårlig samvittighed, for det er slet ikke det forhold, jeg har til sport. Jeg ser så mange stå og lide i motionsmaskinerne, og det gør jeg aldrig. Jeg løbetræner ca. 45 minutter 4-5 gange om ugen, underviser også i yoga og "stram op" 3 timer hver uge og svømmer desuden om vinteren og cykler om sommeren. I kraft af min undervisning og behandling af kunder bevæger jeg mig på jobbet, men sidder også en del, fordi jeg er freelancer og redigerer bøger. Dog får jeg naturligt brug for at røre mig fysisk efter et par timer.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du bryde dine vaner

Bentes kommentar
– Sport er en del af Christinas job. Hun får kondition ved at løbetræne og styrker muskler og knogler med styrketræning, så hun booster sin krop optimalt. Man kunne diskutere, om hun får for meget motion, men det lader til, at hun generelt er opmærksom på ikke at sætte et program op for sig selv, der kan gøre hende stresset. Det lader heller ikke til, at hun er på vej ud i det, man kan kalde for "sygelig sundhed", hvor motion går hen og bliver en så altoverskyggende interesse, der sættes over sociale events som f.eks. middage og biografture.

Om jeg udfordrer hjernen?
– Jeg gik i gang med at uddanne mig til fysioterapeut i en sen alder. Det viste sig at være meget mere udfordrende for mit hoved, end jeg havde regnet med. Desuden læser jeg rigtigt meget og udfordrer også gerne mig selv ved ofte at prøve kræfter med nye motionsformer.

Bentes kommentar
– Forskning tyder på, at det livet igennem er vigtigt at udfordre hjernen for at undgå eller forsinke demens. Og det at dyrke motion giver dig de bedste forudsætninger for at huske. Når vi er fysisk aktive, stiger bdnf-vækstfaktoren, som regulerer nervernes vækst og stimulerer hippocampus – det område i hjernen, som har med hukommelse at gøre. En undersøgelse af 1,2 millioner 18-årige svenske mænd på session viste en stærk sammenhæng mellem høj motionsgrad og høj intelligens.

Min generelle livsindstilling
–Jeg kan godt være på den dystre side. Heldigvis fandt jeg ud af for mange år siden, at motion hjælper på mit humør.

Bentes kommentar
– Christina er et fint eksempel på, at vi muligvis er genetisk kodet med et lyst eller mørkt sind, men at vi kan skabe et miljø for os selv, hvor vi påvirker kodningen. Ingen mennesker bliver triste af at dyrke motion.

LÆS OGSÅ: Dét mener sundhedseksperten om dine vaner

Vil du gerne tabe dig? Tilmeld dig ALT for damernes slankeklub