3 ting der bekymrer mig, når jeg skal løbe motionsløb
På tirsdag debuterer jeg i ALT for damernes kvindeløb.
Løbeblog uge 15: På tirsdag debuterer jeg til ALT for damernes kvindeløb. Samtidig med at jeg glæder mig, er jeg også lidt nervøs. Over tre ting:
Mit look. Efter at have set en billedserie af Lars Løkke, der af en eller anden grund også har givet sig i kast med at løbe, er jeg blevet bekymret for, om jeg har samme udtryk i ansigtet, når jeg gør det. For kønt er det ikke. Men så trøster jeg mig med, at jeg er selvoptaget, og at folk er fuldstændig ligeglade med, hvordan jeg ser ud.
Min tid. På Instagram så jeg et billede af to gravide, der havde løbet ALT for damernes kvindeløb i Odense i lørdags. På under en halv time. Den ene var i uge 24, og den anden var i uge 35. Jeg er i uge nul og tror ikke, at jeg kan gøre det på under 35 minutter. Til min store lettelse har jeg fundet ud af, at gåruten og løberuten er den samme, så jeg kan vel ikke blive sidst.
At jeg kvajer mig. Jeg løber altid alene, og nu skal jeg pludselig løbe sammen med en masse andre. Hvad gør det ved mig? Vil jeg ræse af sted til at begynde med af angst for at blive overhalet af alle, hvorefter jeg så besvimer af udmattelse efter en kilometer?
Lektien: Klar, parat, løb! Også selvom man hverken er klar eller parat.
Du kan stadig nå at tilmelde dig ALT for damerne-løbet i 3 byer rundt om i landet. Læs mere og tilmeld dig her.
