Stor skuffelse: Kåre Quist nægtet deltagelse i "Sønderthon"
Det var planen, at Kåre Quist skulle være med i Rasmus Søndergaards livestream, men det er pludselig blevet aflyst.
I weekenden startede Rasmus Søndergaards andet forsøg på "Sønderthon", som er en livestream, der strækker sig over flere dage.
Det er med besøg fra flere kendte, som vi allerede fik et smugkig på i september, hvor blandt andet Kåre Quist var på listen.
Men nu skriver SE og HØR, at Søndergaard tirsdag kom med nedslående nyheder om, at Kåre Quist ikke deltager alligevel.
Artiklen fortsætter under videoen.
Her fortalte Søndergaard til sine seere, at tv-værten ikke måtte deltage i livestreamen på grund af hans job på DR.
Det skyldes, at Forbrugerrådet Tænk i øjeblikket har en sag kørende mod streameren på grund af hans samarbejde med Red Bull.
Forbrugerrådet Tænk vurderer nemlig, at dette samarbejde betyder, at energidrikke bliver markedsført til børn via Søndergaards platform, og derfor har de klaget til Forbrugerombudsmanden.
– Timingen var desværre dårlig i forhold til den sag, som Forbrugerrådet Tænk netop har rejst. Den sag har jeg ingen holdning til, og den er jo heller ikke afgjort. Men da det er en sag, vi omtaler i TV-Avisen, hvor jeg selv er vært, så er reglerne klare. Jeg kan ikke omtale en sag som vært om tirsdagen og så deltage i "Sønderthon" om torsdagen, fortæller Kåre Quist i et interview til SE og HØR.
Så selvom alt var linet op og klar til, at Kåre Quist kunne være med, så blev det ikke i denne omgang.
Det var da også med stor ærgrelse både for Søndergaard og Kåre Quist, der selv beskriver, at han havde glædet sig som en knægt til juleaften.