Kira Smed gennemlever mareridt på ferien: Afventer svar fra hospitalet
Det, der skulle have været en drømmeferie, tog pludselig en uventet drejning for den tidligere "Robinson"-deltager og hendes forlovede.
Det, der skulle have været en dejlig ferie i Canada, har udviklet sig til et mareridt for den tidligere "Robinson Ekspeditionen"-deltager Kira Smed og hendes forlovede.
Artiklen fortsætter under videoen:
Kira Smed og hendes forlovede har længe håbet på en positiv graviditetstest, og under ferien kom den endelig.
– Min forlovede og jeg har længe forsøgt at blive gravide. Vi startede kort tid inden, jeg meldte mig til "Robinson Ekspeditionen", og pausede så, da jeg gik videre til casting. Siden jeg kom hjem, har vi hver måned håbet på en positiv graviditetstest.
Glæden blev dog kort.
– Nu er vi på ferie i Canada, og i løbet af ferien stod vi med en positiv test. Men natten mellem den 17. og 18. begyndte jeg at bløde. For meget til, at det er normalt under en graviditet.
Parret kontaktede straks deres rejseforsikring, som sendte dem til et hospital i Toronto. Efter flere undersøgelser kunne lægerne dog ikke give et endeligt svar, og forsikringens læger vurderede, at Kira Smed ikke kunne rejse hjem, før der var taget flere prøver.
Selvom ingen endnu har kunnet konkludere, hvad der er sket, har Kira Smed svært ved at holde fast i håbet.
– Ingen vil konkludere noget 100 procent, men jeg er overbevist om, at der ikke længere er nogen baby at se frem til for nu, fortæller hun til HER&NU.
Samtidig har det været en ekstra belastning at stå i situationen langt væk fra Danmark.
– Én ting er at gå fra glæden over en positiv test til sorgen og følelsen af, at det nok er slut. Men at gå igennem det i et andet land, hvor man ikke kender systemet, samtidig med at man skal tale frem og tilbage med forsikringen og forsøge at holde styr på alt det praktiske, gør det hele endnu sværere.
– Det er bare lige et ekstra lag, jeg ikke havde forestillet mig.
Kira Smed afventer nu endnu en blodprøve, som skal afgøre, om hun kan rejse hjem til Danmark, eller om der er behov for yderligere undersøgelser.