Brian og Nanna fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus og Henrik R. Petersen
Klar melding til produktionen: Derfor ville Nanna hjem
Den 31-årige tv-bejler var klar til at tage hjem, allerede inden Brian tog valget.
Det kan være en hård besked at sluge, at man skal pakke sine kufferter og drage hjem fra "Kærlighed hvor kragerne vender".
Artiklen fortsætter under videoen:
Men for 31-årige Nanna Maria Pedersen var det faktisk den bedste nyhed, da Brian fortalte, at det var hendes tur til at forlade kærlighedsprogrammet.
– Jeg var lettet. Jeg var så lettet. Allerede på selve dagen, da vi var hjemme ved Brian, havde jeg en mavefornemmelse om, at det ikke skulle være mig og ham, og så kunne jeg ikke se, hvorfor vi skulle fortsætte, siger hun.
Af den årsag havde Nanna en bøn til produktionen.
– Jeg sagde faktisk til produktionen, at jeg rigtig gerne ville hjem, for jeg følte den ikke, og jeg ville ikke bo, hvor han bor. Jeg følte ikke, vi var et match. Jeg følte, han passede bedre med de andre. Derfor spurgte jeg produktionen, om jeg måtte snakke med Brian, inden han skulle tage sit valg, så jeg var sikker på, at han valgte den rigtige, der skulle hjem, forklarer Nanna, som slet ikke følte sig hjemme i Jylland.
Men det fik hun ikke lov til, medgiver hun.
– De sagde, at de ville lade ham tage valget. Så da jeg så ham komme hen til rækkehuset, så blev jeg virkelig lettet.
Ikke et match
Samtidig havde Nanna en fornemmelse af, at Brians interesse lå mere et andet sted.
– Brian var lidt nervøs, og jeg var lidt nervøs. Vi var som to magneter, som skubbede hinanden væk. Jeg følte den bare ikke, og det tror jeg heller ikke, han gjorde. Jeg havde på fornemmelsen, at han havde mere øjenkontakt med de andre, og jeg tror også, det var fordi, jeg trak mig, forklarer Nanna.
Sådan går det med kærligheden
I dag er Nanna stadig single, men hun er blevet klogere på, hvad hun søger i en partner.
– Jeg tager stadig ud og dater, men jeg synes stadig, det er svært, for jeg vil hellere mødes med folk i det virkelige liv og ikke gennem netdating. Men jeg tager det meget, som det kommer. Jeg stresser ikke over at finde en, forklarer Nanna og uddyber:
– Jeg kunne mærke, da jeg var derovre, at jeg ikke er flytbar. Jeg har boet i Aalborg i to år med en kæreste engang, hvor jeg følte, det var det værd. Men jeg har det også sådan, at hvis det er en, som virkelig gerne vil mig, så vil han sikkert også gerne flytte for mig, forklarer Nanna, som er glad for sin base på Sjælland i Hedehusene.
Du kan se, hvordan det går deltagerne i "Kærlighed hvor kragerne vender" hver mandag klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.