Yildiz Akdogan: "Mine forældre har ikke blandet sig i noget som helst"

 – Moar, moar! Vi har lavet frugtsaftevand! Og proppet det med bobler, råber den lille pige begejstret og følger dansende i hælene på sin far, der kommer op ad trappen med en bakke med smoothies, som de to netop har blendet i køkkenet nedenunder.

LÆS OGSÅ: ”Jeg ville være verdens bedste far”

– Nej hvor dejligt, ashkem, siger den socialdemokratiske politiker, Yildiz Akdogan, og smiler til sin treårige datter.

Ashkem betyder ‘skat’ på tyrkisk. Men når det lille energibundt med de gnistrende, brune øjne ikke bliver kaldt ‘ashkem’ eller ‘skat’, hedder hun Ayda.

Da Yildiz Akdogan, der har tyrkisk-kurdiske rødder, og hendes pæredanske mand, Jonas Holm, blev forældre i marts 2012, havde de brugt lang tid på at tale om navne. Et af de navne, de følte sig mest sikre på, var Aida. Altså med tryk på i’et, efter den etiopiske prinsesse og hovedperson i Verdis berømte opera.

– Og mens jeg lå der og ammede hende, fik Jonas den ide, at vi kunne kalde hende Ayda med y, fordi jeg i forvejen udtalte navnet med tryk på a’et – for sådan lyder det på tyrkisk, fortæller Yildiz og ser på sin datter, der har travlt med at slå kolbøtter i stuen med træbjælker i deres toetagers lejlighed på Nørrebro.

– Jeg syntes, det var en rigtig god ide, da Jonas foreslog Ayda. Ay betyder ‘måne’ på tyrkisk, og Ayda betyder ‘på månen’, siger Yildiz, hvis eget navn betyder ‘stjerne’.

LÆS OGSÅ: 10 råd til at skælde mindre ud

– Men vi var også ret vilde med navnet Sofia. Og vi syntes, at Hagia Sophia i Istanbul – den tidligere græske kirke, der senere blev til en moske og i dag er et museum – er sådan et smukt symbol, der kobler to af de store religioner sammen. Så vores datter kom til at hedde Ayda Sofia Akdogan Holm.

Historien om datterens navn siger egentlig det hele om deres familieliv, der er et et harmonisk miks af traditioner, kulturer, religioner og sociale baggrunde. 

– Vi diskuterer tit, men vores største diskussioner handler om opvask, rengøring og om Ayda har for lidt eller for meget tøj på. Vi har aldrig haft nogen uenigheder, der handlede om kultur eller religion, siger Yildiz.

Hverken hendes eller Jonas’ forældre blandede sig i, hvad det kommende barnebarn skulle hedde. Eller i noget andet, for den sags skyld. De var alle bare godt gammeldags lykkelige for at blive bedsteforældre.

– Thank God, hun har endelig fundet en! Udbrød Yildiz’ mor lettet, da hendes 35-årige datter, der som socialdemokratisk folketingsmedlem ellers tilbragte det meste af sin tid på Christiansborg, kom og fortalte om sin nye kæreste i 2010.

Yildiz’ far rykkede bare læsebrillerne ned på næsen, så overrasket på hende og sagde:

– Jamen, du er jo så ung. Er du helt sikker på, at det er det, du vil? Du skal ikke skynde dig. 

Det grinte Yildiz og hendes søster virkelig meget af.

Mennesket først

Yildiz var selv en lille pige på knap seks år, da hun i 1979 sluttede sig til sine forældre, der nogle år forinden havde slået sig ned som gæstearbejdere i Esbjerg. De første fem et halvt år af sit liv havde hun boet hos sine elskede bedsteforældre i en lille landsby i Tyrkiet. Især hendes farmor har været hendes største forbillede og det menneske, der har præget hende mest. Yildiz’ farmor var en sej kvinde fra den anatolske højslette, der styrede familien, økonomien og hjemmet med kærlig, men bestemt hånd. Hun havde ordet i sin magt og omgav sig med advokater og politikere, selv om hun var analfabet. Og så var hun humanist. – Mennesket først. Man skal møde et andet menneske først og fremmest som menneske. Det er den grundfilosofi, jeg er vokset op med hos min farmor, fortæller Yildiz.Den grundfilosofi var hendes fyrtårn, da hun som ung skulle navigere rundt mellem de kulturelle, religiøse og sociale elementer i sit liv. LÆS OGSÅ: Sofie Carsten Nielsen om at blive mor: “Jeg har fået en helt anden zen-følelse– Jeg er kvinde, mor, københavner med dansk-tyrkisk-kurdisk og jysk baggrund, politiker, debattør, freelancejournalist, Alevi-muslim, men først og fremmest menneske, som Yildiz for et par år siden skrev om medborgerskab i et Danmark med både nye og gamle danskere.Oldemors grundfilosofi er også den, Ayda bliver opdraget efter.– For eksempel har vi ikke ønsket at påvirke hende i forhold til nogen religion. Hun har været i en kirke en enkel gang, men vi er ikke begyndt at tale om Gud eller Jesus eller Muhammed. Dels synes jeg, hun er for lille, dels kan alle religioner i bund og grund koges ned til nogle enkelte sætninger om kærlighed, respekt, tolerance og medmenneskelighed. Det er først og fremmest de værdier, jeg synes, et lille menneske skal have. Selvfølgelig vil vi fortælle hende om religion, når hun bliver ældre. Men jeg synes, det er for tidligt at påvirke børn religiøst, når de er så små, siger Yildiz og fortsætter:LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre– Jeg tror også, at både Jonas og jeg er meget pragmatisk anlagt. Det skal man jo være, både i ægteskab og i politik, griner hun.– Vi har for eksempel besluttet, at vi ikke har svinekød herhjemme. Jonas har aldrig spist ret meget svinekød, og for mig er det mere en kulturel ting. Mine forældre forbød ikke svinekød, da jeg voksede op, men det var ikke noget, vi havde derhjemme. Derfor er det ikke noget, jeg savner. Faktisk har jeg været små-vegetar i mange år, men jeg var nødt til at begynde at spise lidt kød igen, fordi min krop var dårlig til at optage jern.– Ja, nikker Jonas, der er blevet lokket ned på gulvet, hvor Ayda er ved at stille ludobrikker op på en lang række.– Vi har også været enige om, at Ayda ikke skulle døbes. Det må hun selv tage stilling til, når hun bliver voksen.For Yildiz er religion noget åndeligt eller spirituelt. Som hun dyrker i sit indre. Og Jonas betegner sig selv som kulturkristen. – Men har du fortalt, at min morfar var præst? spørger han.– Nå ja, den ene side af Jonas’ familie er en præstefamilie. Og det er sjovt, for min mors bedstefar var imam i landsbyen for mange år siden, siger hun.

’Er hun socialdemokrat?’

Yildiz sætter pris på, at ingen af deres forældre har forsøgt at give deres besyv med, når det gælder børneopdragelse.– Mine forældre har ikke blandet sig i noget som helst. Det er de rigtig gode til. Måske også fordi jeg har en søster, der fik børn før mig og har sat nogle meget tydelige grænser. Og jeg er glad for, at der ikke har været nogen issues i forhold til den mere troende side af Jonas’ familie. Der er hans mor også meget pragmatisk, selv om hun er kristen og præstedatter.Faktisk var det noget helt andet, der fik hendes svigerfar til at løfte lidt på øjenbrynene, første gang Jonas fortalte om sin kommende hustru.– ‘Ej, er hun socialdemokrat?’ Det var hans eneste kommentar, griner Yildiz.– Det var selvfølgelig spændende for dem at få en svigerdatter med en anden etisk baggrund, men jeg tror, at det for en mand, der måske er mere konservativ, var mere grænseoverskridende, at der kom en socialdemokrat i familien. Jonas og jeg kommer virkelig fra to vidt forskellige kulturer. Én ting er, at jeg har tyrkisk-kurdiske rødder, og han har danske, noget andet er, at han kommer fra en akademikerfamilie fra Hellerup, og jeg kommer fra en arbejderfamilie i Esbjerg.– Men når jeg ser Jonas’ forældre sammen med mine, tænker jeg bare, at det er to bedsteforældrepar, hvor alle fire er lige forelskede i deres barnebarn. Så det kommer an på, om man fokuserer på, hvad der binder folk sammen eller på forskelligheder. I det øjeblik, man fokuserer på forskelligheder, begynder man at bygge klicheer op om hinanden.

Kurdisk om juletræet

Ved valget i 2011, hvor Yildiz ikke kom ind i Folketinget, var hendes slogan ‘Forenet i mangfoldighed’. Men på det private plan har hendes og Jonas’ familier haft nemt ved at finde fælles fodslag. I år var Yildiz’ forældre for første gang til påskefrokost hos Holm-familien. Og da hun var højgravid, holdt de en stor, fælles juleaften. Mens Jonas gik til julemesse med sin mor og søster, ventede resten derhjemme. Senere på aftenen var der
fælledans om juletræet.

– Det var faktisk ret fantastisk, at mine forældre fik lov til at opleve en traditionel dansk jul. Og så spurgte Jonas’ mor, om der ikke var en tyrkisk eller kurdisk sang, vi kunne synge. Så min mor sang en traditionel kurdisk sang, mens vi dansede rundt om juletræet. Det var en rigtig sjov sammenblanding. Det er dér, jeg synes, magien opstår.

Politisk er værdi- og integrationsdebatten noget af det, Yildiz har engageret sig mest i. Som en af de to første kvinder med nydansk baggrund, der blev valgt ind i Folketinget i 2007, som talsperson for Demokratiske Muslimer og som flittig debattør. 

LÆS OGSÅ: Lene Espersen: ’Jeg blev kaldt ravnemor’

For nylig har hun fået skældud af konservative mænd i minoritetskredse for at sige, at især mødrenes opgør med den traditionelle muslimske drengeopdragelse er et must, hvis man skal forhindre nydanske drenge i at søge mod bander eller radikaliserede islamister. 

Og i april inviterede hun en gruppe nydanske drenge ind i Folketinget for at overbevise dem om, at de skal stemme til det kommende valg i stedet for at boykotte det. Men hun kæmper også for at gøre op med den ‘os og dem’-tankegang, der har fået tilført nyt brændstof efter attentatet ved Krudttønden og synagogen i København.

– Jeg skrev i sin tid et indlæg i Berlingske med en appel til blandt andre Pia Kjærsgaard om, hvorfor det er så vigtigt, at vi skaber et fællesskab, hvor en lille pige som Ayda ikke behøver at blive koblet sammen med islamisme og radikalisering, bare fordi hun tilfældigvis har brune øjne og ikke grønne øjne som sin far, siger Yildiz.

Faktisk kæmper hun for et Danmark, hvor nydanskere helt kan slippe for det standardspørgsmål, hun selv har vænnet sig til at få stillet: ‘Hvor kommer du fra?’ Også selv om de fleste af dem, der spørger, bare gør det af nysgerrighed.

– Jeg tror, jeg har affundet mig med, at det er noget, jeg bliver spurgt om. På den måde gør det ikke noget. Tit svarer jeg, at jeg kommer fra Esbjerg. ‘Nej, nej, hvor kommer du oprindeligt fra?’ siger folk. Og så kommer næste kommentar ‘hvor taler du godt dansk!’ Der plejer jeg at svare ‘tak, det gør du også.’ Og det er fint at joke sig igennem det. Men jeg ville synes, det var rigtig trist, hvis Ayda om 15-20 år er i byen og hygger sig og så får den slags kommentarer. Så ville jeg føle, jeg havde svigtet min opgave, både som samfundsborger og som politiker. 

Selvfølgelig skal man kunne spørge hinanden, men ikke med den der ‘nej, hvor taler du godt dansk’-dagsorden. Hun skulle jo gerne kunne sige ‘jeg kommer fra Nørrebro’, hvis det er der, hun bor på det tidspunkt, siger Yildiz.

– Hun har jo faktisk allerede svaret på det, da Gentoftes borgmester spurgte hende, smiler Jonas indforstået, og Yildiz forklarer:

– Aydas oldemor Karen, som desværre er død nu, fyldte 100 år for et halvt års tid siden. Og så er det sådan, at borgmesteren kommer og giver blomster og ønsker tillykke. Han var lidt fascineret af denne her lille charmetrold og tog hende op og sagde: ‘Hvor kommer du så fra?’ Og Ayda kiggede på ham, mens hun legede med hans borgmesterkæde, og svarede: ‘Hjemmefra’. Det, synes jeg, var så sødt. 

LÆS OGSÅ: Farshad Kholghi:“Jeg var panisk angst for at blive far”

LÆS OGSÅ: Dåb: Vi har brug for ritualer

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse