banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Kom med til ALT for damernes danseevent & dans med bl.a. Silas Holst søndag 30/10 i Nørrebrohallen.   Tilmeld dig her.

Suzy Wengel
Suzy Wengel

Suzy Wengel

Slankeekspert: Sådan tabte jeg 40 kilo

På bare 10 måneder tabte Suzy Wengel sig intet mindre end 40 kilo. Samtidig sagde hun farvel til et liv med yoyo-vægt og triste tanker. I dag er hun konsulent for Vægtkonsulenterne.

Den kvinde, der kommer susende ind ad døren til cafeen, lettere forsinket og med blussende røde kinder af vinterkulden, ligner ikke én, der nogensinde har haft problemer med hverken vægt eller selvværd. Kroppen er slank, nærmest petit, med smalle hofter og markerede skuldre, og de brune øjne bag brilleglassene er varme og glade.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. For bare få år siden vejede Suzy Wengel næsten 90 kilo, og kunne finde på at melde afbud til sociale arrangementer, fordi hun ikke ville vise sig frem for folk. Kom hun endelig ud af døren, var det allerede med nederlagsfølelsen i kroppen efter at have prøvet sig igennem en garderobe, hvor halvdelen af tøjet var for småt.

Suzy Wengel husker især én episode.

– Jeg meldte afbud til en reunion-klassefest, fordi jeg ikke ville vise folk, hvordan jeg så ud. Jeg ville hellere blive i billedet af, hvordan jeg så ud engang. Og så sad jeg der og kiggede på uret og tænkte: ”Nu mødes de, men jeg er der ikke.” Jeg ville ikke vise, at jeg ikke havde styr på det. Jeg var jo overbevist om, at folk ville tænke: ”Hvordan er hun blevet så stor? Kan hun dog ikke bare holde den mund lukket og lade være med at køre alle de kalorier ind.”

Det var hårdt at sidde der og gemme sig og føle sig tabt bag en vogn, husker hun.

– Vi udvikler os kun ved at være sociale og bruge hinanden til at sparre med. Man bliver bare ikke lykkelig af kun at sidde og tale med sig selv og sine nærmeste.

LÆS OGSÅ på Hjemmet.dk: Anne tabte 104 kilo

Maden tog magten
34-årige Suzy Wengel har levet med yoyo-vægt det meste af sit liv. Som barn var hun slank, men i teenage-årene begyndte hun lige så stille at tage på. Hver gang hun blev for stor, gik hun på en skrap lav-kaloriekur, spiste Letigen og andet, der fik kiloene til at rasle af. Men så snart, hun stoppede med kurren, kom de listende på igen. 

Fra hun var midt i tyverne og frem til hendes første graviditet, da hun var i starten af trediverne, svingede hendes vægt med op mod 20 kilo.

Hun havde, sammen med sin mand, etableret et succesfuldt Biotek-firma, og levede det søde liv med spændende møder, hoteller, middage ude fem-seks gange om ugen og lange arbejdsdage.

Undervejs fik maden alt for stor magt.

– Jeg fik en lykkefølelse af at spise. Hvis jeg for eksempel var ked af det, kunne maden dæmpe følelsen.

Selvom Suzy spiste, til hun fysisk ikke kunne mere, havde hun stadig lyst til mere mad. Hun kunne let spise fire rundstykker om morgenen for hen ad 10-tiden at svinge forbi McDonald’s efter et par Big Macs inden klokken blev 12, og det blev tid til frokost. 

– Sådan kørte det bare. Jeg spiste ikke, fordi jeg var sulten, det blev bare en vane og en belønning. Psyken siger: ”Gør det dog, nyd det!”, selvom man faktisk har det fysisk dårligt. Jeg hørte simpelthen ikke, kroppens signaler, jeg spiste bare, siger Suzy Wengel.

Læs også på Fitliving.dk: Sådan bliver du sund og slank uden kur

Tykke knæ
Om natten kom den dårlige samvittighed til gengæld snigende. Stort set hver nat drømte Suzy Wengel, at hun var slank, og næste morgen besluttede hun at gøre noget ved det. Det blev bare ikke til noget. Og så blev skuffelsen endnu større.

– Når jeg kørte i bilen sammen med min mand, kunne jeg bruge enormt meget tid på at sidde og kigge på, hvor tykke mine knæ var i forhold til hans, og tænke på hvor ked af det, jeg egentlig var og hvor lidt feminin, jeg følte mig. Jeg brugte simpelthen al min energi på de ekstra kilo og blev mere og mere vred på mig selv over, at jeg bare lod stå til.

Da vægten i slutningen af hendes anden graviditet nåede op på 97 kilo, sagde hun stop!

– Det blev en så stor ting for mig, at jeg var nødt til at gøre noget ved det. Jeg er meget opgaveorienteret, så jeg sagde til mig selv, at nu havde jeg fået to børn og skulle ikke have flere, så nu var det min opgave at blive slank og glad og tilfreds med mit liv. Og denne gang skulle det ske på en sund måde.

Fra fed til feminin
Den nye livsstil startede i det øjeblik, hun blev mor for anden gang.

Hun fik den lille op til sig og lå så der og betragtede drengen på bare 3100 gram mod hendes omfangsrige ben.

– De var nogen gigantiske stolper. Det var en flodhest, der lå der, siger Suzy Wengel, der fra starten havde et helt klart mål for sin kur.

– Jeg ønskede at gøre noget, der var godt for mig selv. Jeg ønskede at blive slank og pæn og feminin. Jeg ønskede at komme ud og købe noget tøj, jeg syntes var pænt. Og jeg ønskede at blive lækker for min mand igen.

Her halvandet år senere er der røget 40 kilo. Badevægten står på bare 56 kilo. Og Suzy Wengel er ikke kun blevet lettet kilomæssigt, men har også fundet en helt ny livsglæde.

– Jeg er lige så idéfyldt og kreativ, som jeg altid har været, men jeg er blevet meget mere glad og meget mere i balance, fordi mit blodsukker er stabilt. Jeg synes også, det er meget tilfredsstillende at kunne gå ind i en butik og prøve det tøj, jeg altid har ønsket at prøve. Der er så mange tilfredsstillelser, også på det personlige plan, siger Suzy, der især nyder at føle sig feminin igen.

– Jeg kan se, at jeg har kindben – det er sgu i orden. Jeg er blevet meget mere selvtilfreds, på den gode måde. Før var mine øjenlåg helt forsvundet, så der var ingen grund til at bruge makeup. Det var så slemt, at jeg overvejede at få en øjenoperation. Men som kiloene faldt af, kom mine øjne mere og mere frem, og nu er der pludselig en mening i at bruge makeup. Jeg kan også se, at jeg har ankler. Sådan nogle småting, som betyder rigtigt meget oppe i hjernen.

LÆS OGSÅ: Så mange kalorier er der i dine favoritsnacks

Plads til nydelse
Hun har også fået et helt nyt og langt mere nydelsesfyldt forhold til mad.

– Der er så mange fordele ved at tabe sig. Dine sanser kommer mere i balance, og det er som om, kroppen nyder mere. Når jeg spiser et stykke chokolade nu, så nyder jeg det. Jeg nyder at spise noget, der er god kvalitet. Undersøgelser viser, at bare vi tænker på noget, vi kan lide, frigives et stof i hjernen, der gør dig glad, siger Suzy, der også går meget op i at finde råvarer, der smager godt og så nyde hver en bid.

– Det giver en ny livskvalitet. Jeg er også blevet meget selektiv. Hvis jeg spiser noget med en bismag, så lader jeg det ligge. Før i tiden var jeg helt ukritisk, det handlede bare om at spise, spise og spise, uden at registrere de nuancer, der er i maden.

Kampen for det store vægttab blev vundet med stædighed, beslutsomhed og en god portion både sund og kritisk sans. Suzy Wengel gik ganske enkelt i gang med at læse sig frem til, hvad der var trenden inden for vægttab og derefter sortere lidt i junglen af deciderede modekure. Resultatet blev nogle helt basale kostråd som, fandt hun senere ud af, ikke ligger langt fra Vægtkonsulenternes: Spis magert og skær synligt fedt fra kødet. Skær ned på stivelsesholdige produkter som brød, pasta og kartofler. Spis grønt og fiberrigt og undgå sukker,

Hun var derudover meget bevidst om, hvor vigtigt det var for hende at tilpasse vægttab og kostændring til sin hverdag, hvis hun skulle have succes med sin nye livsstil. Motion på højt plan gik for eksempel dårligt i spændt med karriere, familie og to små børn. Løsningen blev i stedet gåture med barnevognen, yoga på stuegulvet og masser af ekstra-motion i haven.

Aldrig mere tyk
Suzy Wengel anbefaler alle, der skal tabe sig mange kilo, at søge hjælp og støtte. Enten fra en god veninde eller fra en vægtkonsulent. Suzy Wengel søgte selv først hjælp hos Vægtkonsulenterne, da hun var få kilo fra sin idealvægt, og følte, at hun ikke kunne komme videre. Det blev et på mange måder afgørende møde, der både fik de sidste brikker til at falde på plads for Suzy hvad angik kost, og gav hende et helt nyt projekt at kaste sig over. Hun blev nemlig allerede ved første møde spurgt, om hun havde lyst til selv at blive vægtkonsulent. Det sagde hun ja til.

– Helt klichéagtigt har jeg fået mere ro i mig selv. Jeg har opnået en stor tilfredshed og har meget mere overskud – og det har jeg lyst til at give videre til andre, siger Suzy, der bruger sig selv som eksempel over for sine klienter.

– Det er det, der virker bedst. De ved, at når jeg har tabt så mange kilo, så har jeg været igennem det samme som dem. Jeg ved, hvor stor livsbekræftelse, det giver, og hvor stor en ændring i ens hverdag, det betyder at tabe mange kilo. Et vægttab på fem kilo mærker man ikke meget, men når du først kommer op på de 20 eller måske 40 kilo, er det en kæmpe forandring, også for omgivelserne.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun er bange for at blive tyk igen, falder svaret promte.

– Det gør jeg ikke! Jeg har fundet ud af, hvor nemt det faktisk er at leve sundt og samtidig få alle de gode ting, jeg gerne vil have. Det er et spørgsmål om at fintune sin forbrænding og sit stofskifte og forstå, hvordan maden kan være med til at hjælpe dig med at holde vægten. Det er som med en bil – hvis du fylder god benzin på, kører bilen rigtigt godt.

Læs videre på næste side.

Suzy Wengels 4 slanke-råd

1. Vær tålmodig
Man siger, det tager tre måneder at ændre en vane, men min egen erfaring siger mig, at det tager i hvert fald et halvt års tid. Du er nødt til at være tålmodig. Du kan ikke tabe dig over night, det tager lige så lang tid at tabe sig, som det tager at tage kiloene på, og det er jo en lang proces. Det er endda sværere at tabe dem, fordi du er i en tilstand, hvor du er i minus, og det tærer på kroppen og immunforsvaret. Så du har alle odds imod dig, når du går i gang med en kostomlægning. Det er en kæmpe opgave, så udover tålmodigheden skal du også være enormt motiveret og klar på at planlægge.

2. Vær realistisk
Det er vigtigt at planlægge et vægttab efter, hvordan din dagligdag ser ud. Det nytter ikke, at du går ned og melder dig ind i fitnesscenteret, hvis du har tre børn derhjemme, du skal passe og et parforhold, der også skal plejes.Jeg valgte i stedet at gå ture, lave yoga på stuegulvet og ”snød” mig til så meget ekstra motion som muligt ved at arbejde i haven.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du kaloriefælderne

3. Vær tilgivende
Hvis du træffer en forkert beslutning, så fortsæt den gode stil næste morgen. Folk har en tendens til at tænke, at hvis det først skrider, så kan det hele også være lige meget. Og det er det alt-eller-intet-princip, som er så farligt.

4. Vær bevidst.
Du skal være bevidst om, hvor du er i processen. Lige så snart, du når din idealvægt, kan du tillade sig selv lidt mere. Men det er en balancegang at gå fra at have strikse regler til at måtte spise lidt sødt igen. Det er farligt på flere måder, fordi du begynder at pille ved dit blodsukker, der har været stabilt i lang tid, og du går også ind og piller ved nogle af de gamle smage og dufte som tricker hjernen. Hvis du ikke er bevidst, risikerer du at falde tilbage i de gamle vaner.

Gør som Suzy Wengel
• Spis magert og skær synligt fedt fra kødet
• Skær ned på stivelsesholdige produkter som brød, pasta og kartofler
• Spis grønt og fiberrigt
• Undgå sukker, både i mad og drikkevarer.

Følg Suzy Wengels slankeblog på Vaegtkonsulenterne.dk.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok