Michelle Kristensen er ALT for damernes nye sundhedsekspert
SPONSORERET indhold

”Jeg kan lave alle retter med røde pølser”

Da Michelle Kristensen var barn, var der ingen, der ville have gættet på, at hun en dag skulle blive en af Danmarks mest succesfulde sundhedseksperter. Som lille var hun så doven, at hendes forældre troede, der var noget galt med hendes hofte, og som teenager kæmpede hun med overvægt. Her fortæller hun sin historie.

Af: Kicki Thomsen Foto: Franne Voigt
25. jan. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Jeg er opkaldt efter den franske fodboldspiller Michel Platini. Min far er sportsidiot og har spillet meget fodbold og håndbold. Han og min mor opkaldte min storesøster Nadja efter den rumænske gymnast Nadia Comaneci. Da jeg blev født nogle år senere, gik det op for ham, at han aldrig fik en fodboldspillende søn, og så fik jeg mit navn.

Jeg var ret tyk som lille. Det lå i hvert fald ikke i kortene, at jeg en dag skulle lave det, jeg laver. Jeg gad hverken gå, kravle eller vende mig. Hvis man lagde mig på et tæppe, blev jeg bare liggende. Det var faktisk så slemt, at jeg kom til lægen, så han kunne undersøge, om der var noget galt med min hofte. Det var der ikke. Dommen lød, at jeg var et dovent barn. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at spille håndbold og fodbold, og i flere år ville jeg også helst lave så lidt som muligt dér, så jeg stod på mål.

LÆS OGSÅ: "Hvis man vil gøre noget godt for sig selv, skal man sige fra over for perfektheden"

Jeg har aldrig været kæmpetyk, men jeg blev drillet med min vægt, da jeg gik i børnehaven og i de små klasser. Min mor prøvede at give mig store trøjer og gamacher på for at skjule, at jeg var tyk – det hjalp nok ikke. Mine forældre gav mig også 600 kroner for ikke at spise slik i et år, og de lavede sukkerfri marmelade for min skyld. Samtidig var min storesøster meget tynd, og hun skulle faktisk have mere at spise, og jeg har fået at vide, at de gav hende ekstra mad, når jeg var faldet i søvn. Det har nok været svært for dem at have to døtre, der var som nat og dag.

Som teenager begyndte jeg at blive rigtig glad for at spille håndbold, og jeg var også god til det. Men min vægt svingede. I perioder var den almindelig, mens jeg i andre perioder vejede ti kilo for meget.

LÆS OGSÅ: "I nulstilling drikker man ikke alkohol og spiser ikke brød, frugt og tilsat sukker i 14 dage"

I 8.-9. klasse startede et slankekurshelvede for mig. Jeg har været på virkelige mange slankekure: Suppekur, Rigshospitalets stofskiftekur, Nupo, Atkins, kalorietælling, maks. 30 procent fedt, Vægtvogterne og en hvor man skulle spise ti bananer om mandagen, to kilo tomater om torsdagen osv. Men ingen virkede. Når jeg var på kur, var det sådan, at jeg gik og talte dagene til, at jeg igen kunne spise, som jeg plejede, hvilket jeg gjorde, og så tog jeg på igen. Det var så dumt!

Jeg ville gerne have været det slankekurshelvede foruden, men samtidig er det også det, der har givet mig interessen for kost og træning. Ligesom det også er det, der gør, at jeg står stærkt i forhold til det, jeg laver, fordi jeg fuldstændig kan sætte mig ind i, hvad folk, der gerne vil tabe sig, går igennem.

På et tidspunkt begyndte jeg at blive glad for at løbe. Jeg fandt en energi og glæde i det. I gymnasiet var jeg nærmest den eneste pige i min klasse, der kunne lide idræt. Jeg elskede det. Min idrætslærer forslog, at jeg skulle læse idræt efter gymnasiet, og det gjorde jeg. Samtidig begyndte jeg at undervise i blandt andet spinning, og derudover havde jeg også personlig træning, og så arbejdede jeg sjovt nok også hos en bager.

Når du læser idræt, træner du 20 timer om ugen, så på det tidspunkt tabte jeg mig og kunne spise, hvad jeg ville. Men det, der også sker, når du træner så meget, er, at du lærer din krop enormt godt at kende og finder ud af, hvordan den reagerer på forskellig træning og forskellig kost. Så dér fandt jeg også ud af, hvad kager gjorde ved mig, når jeg spiste dem, og begyndte at interessere mig for sund mad.

Jeg har altid elsket at lave mad og har været typen, man ringede til hver gang, der skulle bages kage. Og jeg kan lave alle retter med røde pølser, for røde pølser var min livret. Og jeg troede også, at jeg lavede sund mad, når jeg kom lidt fuldkornsmel i pizzabunden og kalkunbacon og fedtfattig ost ovenpå. Men efter at have taget min bachelor i idræt begynde jeg at læse kandidat i human ernæring i København, og her lærte jeg, hvad sund mad er. Og det er ikke de voldsomt forarbejdede fødevarer.

En morgen vågnede jeg op og havde tabt 2/3 af mit ene øjenbryn, fordi jeg var så stresset. På det tidspunkt læste jeg human ernæring, samtidig med at jeg var begyndt at undervise mere og mere og havde mere og mere personlig træning. Jeg var nået der til, hvor man bare skulle prikke til mig, så begyndte jeg at græde. Så jeg tog orlov fra studiet og startede mit firma, og så kørte det derfra.

Mine forældre var min første testgruppe for mine kostprincipper, som jeg udviklede i 2010. Dengang var jeg meget hårdere, end jeg er i dag: De måtte kun spise æg og grønt til morgenmad, og kød og grøntsager til frokost og aften – og så kun et stykke frugt om dagen. I dag er jeg langt mindre striks. Jeg har afholdt 52 bootcamps, og jeg har jo set, hvad der virker. Og det meget strikse virker ikke. Vi er jo alle sociale væsner, der skal fungere i sociale sammenhænge, så der skal være plads til at nyde. Derfor er det også en del af mit koncept, at man skal spise noget, der ikke oser af sundhed.

Jeg er også selv blevet mere afslappet i forhold til min egen kost. Har jeg lyst til at spise kage, siger jeg ikke nej tak. Men jeg er samtidig opmærksom på at få noget mad med masser af mineraler og vitaminer. Helt overordnet lytter jeg til min krop og spiser for eksempel heller ikke, fordi klokken er et bestemt tidspunkt, men fordi jeg er sulten.

Tidligere trænede jeg også med det formål at forbrænde kalorier. I dag er træningen blevet mit frirum. Jeg har en meget travl hverdag, hvor jeg også sidder meget stille – det betyder, at jeg får ondt i kroppen og bliver spændt op, hvis jeg ikke bevæger mig. Træningen giver mig også energi og nærvær, fordi den gør, at jeg kan slippe mit arbejde, så jeg ikke tænker på det, når jeg er sammen med venner og familie.

Det jeg gerne vil lære danskerne er: 1. At spise flere grøntsager. 2. Kun at spise, når de er sultne. 3. I højere grad at være mere egoistiske. På den måde at de prioriterer sig selv, så de i sidste ende også kan være mere for andre mennesker. Sidst men ikke mindst vil jeg også gerne lære folk, at det er okay at sætte sundhedsbarren lavere. I min verden er der ikke grund til at være perfekt sund.

Jeg får en enorm respons på det, jeg laver, og den gør mig meget glad. Der er folk, som efter de har været på en af mine bootcamps, dropper deres smertestillende medicin, som ikke længere får migræneanfald, og som efter de har tabt sig, går fra den mand, som ikke har behandlet dem godt.

Min far er skolelærer, og min mor er pædagog, så det har ikke ligget i kortene, at jeg skulle være selvstændig. I mange år har jeg kørt firmaet alene, og det har været hårdt. Men i dag har jeg 14 tilknyttede trænere, som også hjælper på bootcampen, jeg har to, der laver min hjemmeside en gang om ugen, og så har jeg min assistent Anne. Det kan godt være, at det udadtil ser ud, som om det er mig, der laver alt, men for eksempel er det Anne, der hjælper med lokationer til bootcamp, ligesom hun også er med til at skrive min løbebog, der udkommer til marts.

Jeg har aldrig lært at lede, derfor går jeg efter, hvordan jeg gerne selv vil ledes. Jeg har været steder, hvor jeg elskede at være, og så har jeg været steder, hvor jeg hadede at være. De erfaringer styrer jeg efter. Men jeg har stadig masser at lære, og jeg er heller ikke altid en god leder. Jeg lover noget, og så glemmer jeg det. Men vi har aftalt, at vi skal sige til hinanden, hvis der er noget.

"Go' Morgen Danmark" har betydet, at folk har fået kendskab til det, jeg står for. På den måde tror jeg, at det har gjort meget for mig. Men det betyder også, at jeg får væsentligt mindre søvn. To dage om ugen har jeg skullet op kl. 4.30, og det lyder måske ikke så slemt, men hvis jeg har været ude at holde foredrag aftenen før og skal arbejde videre samme dag, bliver det nogle virkelig lange dage. Derfor har jeg nu også sagt, at jeg fremover kun kan gøre det en gang om ugen.

Jeg keder mig utrolig hurtigt, og det er både min fordel og en kæmpe ulempe. Så snart noget er det samme, står jeg af. Det betyder, at jeg hele tiden skal prøve nye ting og finde på noget nyt. For eksempel har jeg lige lavet en produktlinje med en drikkeflaske og et net, trænings-e-bogen "MK fit Camp", og til marts kommer jeg med en løbebog.

Jeg har i lang tid forsømt venner og familie. Og jeg vil jo også gerne selv have en familie, og det betyder, at der er nogle døre, der skal åbnes op, hvis der skal være plads til det. Så nu er mit næste mål at gå ned i arbejdstimer.

Jeg er ikke sindssygt god til at fejre min succes. Jeg har ikke rigtig tid til det. Men nogle gange, når jeg sidder i min bil, kan jeg godt tænke, at det rent faktisk er lykkedes: At jeg lever af min hobby.


LÆS OGSÅ: 14 simple råd: Sådan kommer din krop i balance

LÆS OGSÅ: 5 tricks til at falde nemmere i søvn

LÆS OGSÅ: Skal jeg drikke under træning?