Evig ungdom
SPONSORERET indhold

Professor mener at have fundet pillen, der kan holde os unge

En af verdens førende forskere i aldring sætter hele sin professionelle karriere på spil. Han tror på, at han har opfundet en pille, der kan forlænge det gode liv.

Af: Sofie Hviid Foto: iStock
25. aug. 2016 | Sundhed

Det er langt fra første gang i verdenshistorien, at et produkt lover sundhed og ungdommelighed i pilleform. Tværtimod har kvaksalvere altid forsøgt at pådutte mennesker produkter med påstanden om, at de kunne holde os evigt unge.
Men det er ikke hver dag, at det er en af verdens førende forskere fra et af de mest velrespekterede universiteter i verden, der står bag sådan et produkt.

Dr. Leonard Guarente er professor i biologi ved Glenn Laboratory for the Science of Aging på Massachusettes Institute for Technology (MIT). Han har udviklet pillen på baggrund af et kvart århundredes forskning i aldring. Og hvis det ikke er overbevisende nok, sidder der i bestyrelsen bag pillen hele seks Nobel Pris-vindere.

Ifølge New York Magazine, der i denne uge kigger nærmere på pillen, er den primære grund til, at netop dette produkt får opmærksomhed, netop professoren bag. Når en af de mest anerkendte aldringsforskere i verden sætter hele sit professionelle ry og rygte på spil for et produkt, er det værd at spærre øjnene op.

LÆS OGSÅ: Sund morgenmad: Det spiser sundhedseksperterne

Bedre, sundere liv
Vi bliver ikke nødvendigvis meget ældre af at tage Basis pillen, som den hedder, men professor Guarente påstår, at vi kan udskyde eller måske helt undgå sygdomme som kræft, diabetes og Alzheimers. Vi vil altså kunne få bedre liv med en sund og stærk krop.

Forskerne tøver med at kalde den en anti-aging pille, men lover, at den kan reparere dit DNA, rense celler og give mere energi og bliver af New York Magazine kaldt kilden til ungdom.

Grundlæggende bygger pillen på forskning, der viser, at hvis vi spiser en diæt med begrænsede kalorier, lever vi længere. Et af virkestofferne menes nemlig, at have den samme virkning på kroppen som en kaloriefattig diæt. I stedet for at begrænse sit kalorieindtag i en sådan grad, som er nødvendig, gør pillen i teorien arbejdet for en. Ved at tilføre kroppen de samme virkestoffer, som man selv producerer ved at spise den særlige diæt, skulle virkningen altså være den samme.

LÆS OGSÅ: Drikker du nok vand? Her er 15 tegn på væskemangel

Mælk og blåbær
Produktet er naturligvis også blevet genstand for kritik. For at få godkendt præparater til det amerikanske marked skal man igennem en lang godkendelsesproces – og den har Basis-pillen sprunget over. De to aktive ingredienser i pillen er nemlig naturlige og stammer fra blåbær og mælk. De ingredienser har længe været tilgængelige hver for sig i andre produkter, og derfor har folkene bag sneget sig udenom den lange proces.

Professor Guarente håber imidlertid, at de har ramt et hul i markedet, hvor alle kan være med, lyder det i en udtalelse fra MIT:

- Vi har de eksklusive receptpligtige medicinprodukter, som er dyre. Og så har vi de helseprodukter, som svarer til at købe katten i sækken – du aner ikke, hvad du får, og du ved ikke meget om videnskaben bag dem. Der er et enormt tomrum mellem dem, som kan udfyldes på en måde, der vil være gavnlig for at vedligeholde et godt helbred.

Professor Guarantee arbejder på et forskningsprojekt, hvor de tester pillen på 120 mennesker, men de resultater er ikke klar endnu. Vil du prøve pillen på egen krop og teste, om den holder, hvad den lover, koster et månedlig forbrug omkring 330 kroner.