banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Støt op om den gode sag og kom med til ALT for damerne Støt Brysterne Løbet.   Tilmeld dig her.

Træning og væske

Så meget væske skal du drikke når du træner

Få svar på om det er nødvendigt at drikke, mens du træner.

Af Christina Bølling

Er du ved at gå i panik, når du har glemt drikkedunken til træning, så tag en dyb vejrtrækning, og slap helt af. Din krop kan sagtens klare en times træning i normal temperatur uden at få tilført væske, fortæller professor og viceinstitutleder på Institut for Idræt under Københavns Universitet, Lars Nybo.

LÆS OGSÅ: Hvorfor sveder jeg ikke, når jeg træner?

– Hvor meget væske, du behøver under træning, afhænger selvfølgelig af intensitet og temperatur, men træner du i en time, vil du som oftest miste mindre end en liter væske, og det betyder, at din dehydreringsprocent er på under to procent, og så længe den er det, betyder det ikke noget for din funktion. Så medmindre det er meget varmt, vil du sagtens kunne træne en time til halvanden uden at drikke imens, forklarer Lars Nybo.

Men hvor varmt skal det så være, før det bliver nødvendigt at drikke?

– Det kommer an på træningsformen, siger Lars Nybo. Ved for eksempel løb er det cirka 25 grader og opefter, mens det ved cykling er omkring de 30 grader og opefter.

Vil du gerne finde ud af, hvor meget væske du taber på en time, er det nemt at finde ud af, forklarer Lars Nybo: Vej dig før og efter træningen (og lad være med at drikke eller gå på toilettet under træningen), så kan du se, hvor meget væske, du har mistet undervejs. Vil du gerne vide din dehydreringsprocent, dividerer du bare dit vægttab under træning med din vægt fra før træningen og ganger med 100.

Ligger den på under 2 procent, er der som før nævnt ingen problemer. Men er det alligevel ikke bedst at drikke, selvom du ikke ligefrem er dehydreret? Følg din tørst, lyder rådet fra Lars Nybo.

– Drik, når du er tørstig, og er du ikke tørstig, ja, så er det et tegn på, at du ikke behøver gøre det, siger han.


LÆS OGSÅ: Fem øvelser, der strammer op efter juleferien

LÆS OGSÅ: Ønsker du at skære ned på sukker- og kalorieindtaget i 2016?

LÆS OGSÅ: Jeg har 15 minutter, hvad skal jeg træne?

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok