Marie Steenberger
SPONSORERET indhold

Ernæringseksperten: Her er mine tre ultimative råd

Krop og psyke hænger tæt sammen, og for ernæringsekspert og coach Marie Steenberger giver det mening at droppe de forbud, der kun gør de søde sager mere interessante, og spørge sig selv om, om man overhovedet er sulten.

Af: Julie Bach Foto: Peter Nørby
02. apr. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Adskil følelser og mad bevidst
Spørg dig selv, hvornår du spiser, fordi du er sulten, og hvornår du spiser af andre grunde. Når jeg spiser af andre grunde, spørger jeg mig selv om, hvad der er på færde. For at hjælpe mig selv lidt på vej giver jeg mig selv de valgmuligheder, som, jeg ved, typisk er mine svage punkter. For eksempel: "Er du træt?" (en af de værste – når man er træt, er det svært at mærke, hvad kroppen har brug for) "Hvilke følelser har du lige nu, som du ikke tager dig af?" "Synes du, at du har været for meget for andre og glemt dig selv?" Sådanne spørgsmål vil helt sikkert gøre dig mere bevidst om dine spisevaner og hvilke følelser, de er forbundet med.

LÆS OGSÅ: Få diætistens 3 bedste kostråd

Drop forbudtlisterne
Forbudt mad bliver ofte mere interessant og tillokkende. Jeg spiser alt fra smør, ost, brød, ris, pasta til spidskål, gulerødder og æbler. Tidligere i mit liv har jeg udelukket både det ene og det andet fra min kost i håbet om at tabe mig eller blive sundere. Men det har ikke gjort andet for mig end at gøre den forbudte mad mere spændende. For mange kvinder bliver en lang forbudtliste grunden til både smugspisning og overspisning – og dermed også overvægt.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en sund ryg

Spis, når du er sulten, og stop, når du er mæt
Hemmeligheden bag en stabil vægt er ikke at spise store portioner eller proppe sig, til maven er udspilet, og man kun har lyst til at ligge på sofaen. For at kunne det, skal man være meget god ven med sin sult. Det betyder, at man skal lytte til sin krop og de signaler, den sender. Sult er ikke kun gnaven i maven, og følelsen af et stort hul. Jeg kan mærke, når mit blodsukker daler, og det er tid til at spise noget. Spiser jeg på det tidspunkt, så mærker jeg lettere, når jeg ikke er sulten længere og stopper, inden jeg bliver for mæt. Venter man og ignorerer de små sultsignaler, bliver sulten så kraftig man nemt kommer til at overspise. På samme måde sender kroppen også tydelige signaler, når man er mæt. Når maden ikke længere får tænderne til at løbe i vand, og tankerne begynder at kredse om opvasken, er det et tegn på, at man ikke behøver mere mad.

Vil du gerne tabe dig? Tilmeld dig vores slankeklub i dag