Blærebetændelse behandling
SPONSORERET indhold

Gode råd mod blærebetændelse

Det brænder og svier, og du skal tisse hele tiden. Blærebetændelse er en hyppig tilstand, men hvad skyldes det egentlig?

Af: Pernille Lewinsky Kofoed Foto: Getty Images
18. jul. 2023 | Sundhed | Hjemmet

Blærebetændelse er meget udbredt – særligt blandt kvinder. Faktisk skønnes det, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af alle kvinder får urinvejsinfektion mindst en gang i løbet af livet, og nogle døjer med lidelsen adskillige gange.

Blærebetændelse er en betændelse i blærens slimhinde, som skyldes bakterier fra endetarmen, typisk colibakterier. Lige meget hvor hygiejnisk du er, eller hvor ofte du går i bad, kan colibakterierne sprede sig til området omkring kønsorganerne, og derved er der risiko for, at bakterierne ”vandrer” op i urinrøret og giver betændelse.

Da urinrøret er kortere hos kvinder end hos mænd, vil bakterier lettere kunne komme op i blæren, og derfor er kvinder langt mere udsatte for at få blærebetændelse.

Da blærebetændelse i sjældne tilfælde kan udvikle sig til nyrebækkenbetændelse, er det vigtigt, at du opsøger lægen, hvis du mistænker blærebetændelse, så du kan få urinen undersøgt og eventuelt komme i behandling, så bakterierne ikke spreder sig til nyrerne.

De typiske symptomer

  • Svie eller smerter i forbindelse med vandladning
  • Hyppig vandladning og pludselig tissetrang
  • Uklar og ”plumret” urin og evt. ildelugtende. Kan dog også være tilfældet, uden der er blærebetændelse

Andre tegn: 

  • Alment ubehag, sygdomsfornemmelse i kroppen
  • Kvalme
  • Smerter nedadtil i maven, ømhed/trykken over blæren
  • Af og til let feber
  • Kulderystelser
  • Urininkontinens
  • Lændesmerter, feber og stærk sygdomsfølelse kan være tegn på, at blærebetændelsen har bredt sig.

Særligt for kvinder over 60 år:
Ældre kvinder kan have blærebetændelse, uden de har de mest almindelige symptomer fra urinvejene. Nogle kan derfor opleve, at f.eks. feber og almen utilpashed skyldes blærebetændelse.

Omvendt har ældre ofte bakterier i urinen, uden at de har symptomer på blærebetændelse, og uden at det skal behandles med antibiotika, som kun er relevant, når man har både symptomer og bakterier i urinen.

Forebyg urinvejsinfektion

Drik rigeligt

Bakterier har sværere ved at tage fat, hvis du tømmer blæren jævnligt. Sørg derfor for at drikke rigeligt – gerne 1-2 liter dagligt. Så skal du nemlig oftere på toilettet, og når du tisser, skyller du bakterierne ud.

Gid dig god tid, når du tisser

Hvis du skynder dig, når du er på toilettet eller har svært ved at tømme blæren helt, kan der stadig være urin tilbage i blæren, der kan danne grobund for bakterier. Giv dig derfor god tid, når du tisser, og vent til sidste dråbe er ude.

Hold dig ren forneden

Vask dig dagligt. Brug evt. sæbe, der er beregnet til intimbrug og gerne uden parfume. Bruger du bind eller bleer, så husk at skifte dem, når de er fugtige og mindst 3 gange i døgnet.

Gå på toilettet efter sex

Du kan nedsætte risikoen for at få blærebetændelse ved at gå på toilettet og tisse efter du har haft sex. På den måde får du ”skyllet” urinrøret igennem og fjerner eventuelle bakterier.

Tør dig forfra og bagud

Blærebetændelse skyldes oftest dine egne bakterier. Du kan forebygge blærebetændelse ved at tørre dig forfra og bagud. Det mindsker risikoen for at få bakterier fra endetarmen over i urinrøret.

Kilder: netdoktor.dk, apoteket.dk, sundhed.dk m.fl.

Anbefalet til dig