Her er listerne til et bedre liv
SPONSORERET indhold

Her er listerne til et bedre liv

To lister kan vise dig vejen, til et liv med bedre balance. Find ud af, hvordan du laver dem her.

Af: Jo Brand Foto: Franne Voigt
01. feb. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Skal 2015 blive dit år, er der nogle ting, du ikke kommer udenom:

Du er et menneske, og derfor har du nogle basale behov, der skal dækkes, hvis du skal fungere optimalt:

– Du skal skal have søvn, sund mad, motion, kærlighed, gode sociale relationer og omsorg, fortæller Chris MacDonald, der har fundet en metode til at sikre sig, at man får lige netop det.

– Min far var pilot og lavede mange tjeklister i forbindelse med sit arbejde. Det har inspireret mig til at lave to lister. På den første står der de ting, som vi mennesker gennem tiden altid har haft et basalt behov for. Det vil sige, det er en liste over homo sapiens' naturlige behov – naturens liste – og dermed også de ting, som ikke bør være til forhandling på daglig basis. På den anden liste står der, hvad der er til forhandling, og altså hvad du som menneske kan skære ned på, når tiden er knap.

– Du kan godt undvære de ting på liste et, og dermed "misbruge" dig selv i et stykke tid, for mennesket kan vænne sig til meget, men på et tidspunkt kommer prisen. Husk på, at kroppen gør sit bedste hver eneste dag. Hver eneste celle i din krop kæmper for dig hver dag og uanset, hvad du byder din krop og hjerne, så rejser de små soldater sig dag efter dag for at tage ud til frontlinjen og kæmpe din sag, men de kan ikke blive ved. Der er en grænse, siger han. 

– Så hvis du kigger på listen med ting, der ikke bør være til forhandling og tænker: Det er ikke muligt. Eller: Jeg kan godt nøjes med seks timers søvn hver nat. Så er det jo sådan, det er. Men du skal bare vide, at det sandsynligvis får nogle konsekvenser, for du er bare et menneske, og du løber en risiko ved ikke at gøre det, du i virkeligheden har allermest brug for. Hvis du går på kompromis med for eksempel søvn, kost, motion og omsorg, vil du med tiden få symptomer. Måske bliver du ked af det eller syg, måske mister du din energi og motivation, eller måske daler din glæde, mens stressen stiger. Så næste gang, du instinktivt siger til dig selv, at det ikke er muligt, at gøre det, der står på din liste 1, så prøv at spørge dig selv: Er det muligt?, siger Chris MacDonald, der anerkender, at der kan være sitatuioner, hvor du af den ene eller anden grund må priorietere anderledes.

– Nogle gange er forudsætningerne i dit liv således, at du er nødt til at gå på kompromis med et eller flere af punkterne på liste 1 og placere dem på liste 2. Det kan være omstændigheder, som du skal respektere og gøre plads til. Derudover er der livets naturlige udsving, men mit ydmyge bud er, at der eksisterer en anden årsag til, at nogle af de naturlige behov ender på liste 2: Vi tror, vi kan slippe af sted med det. Men kære læser, homo sapiens er det eneste væsen, som frivilligt flytter ting fra liste 1 til liste 2, og tror de kan slippe godt af sted med det. Jeg gør det også en gang imellem, men jeg tror, vi skal være bedre til at minde hinanden om, at vi kun kan gøre det i kortere perioder – ikke år.


Det har Chris MacDonald på sine lister:
Liste 1:
"På min liste over ting, der ikke er til forhandling har jeg blandt andet skrevet, at jeg skal gå en time hver dag. Det er med til at holde mig i balance. Normalt går jeg på Amager Fælled tæt på, hvor jeg bor, men ellers så går jeg dér, hvor jeg nu er. Og jeg gør det. Hver dag. Det er ikke til forhandling. Det betyder ikke, at jeg smiler hele vejen, men jeg gør det, fordi alternativet højst sandsynligt er værre."

Liste 2:
"På min liste over ting, der er til forhandling er for eksempel fødselsdage. Hvis jeg kan mærke, at et socialt arrangement går ud over de ting i mit liv, der ikke er til forhandling, takker jeg nej til invitationen."

Læs listerne på de næste sider...LISTE 1:

Ting der ikke er til forhandling i dit liv:
- Socialt netværk i form af stærke konstruktive relationer.
- Opmuntring.
- Kærlighed.
- Leg.
- Bevægelse.
- Motion.
- Sund mad.
- Søvn.

Eksempler på ting som ikke bør være til forhandling:
- Du skal prioritere sund mad, mad fra naturen og et minimum af forarbejdede fødevarer.
- Du skal bruge tid sammen med din familie og gode venner – mennesker som får dig til at føle dig tryg, stærk og giver dig en øget tro på dine egne evner.
- Du må ikke have en følelse af at være meget stresset hele tiden.
- Du skal gå minimum 10.000 skridt om dagen.
-Du skal bevæge dig i minimum 20-30 minutter hver dag med pulsen oppe.
- Du skal sove minimum 7-8 timer hver nat.


Læs liste 2 på næste side...
LISTE 2

Ting der er til forhandling i dit liv:
- Materielle ting.
- Dyre ferier.
- Fjernsynskigning.
- Overarbejde.
- Arrangementer.
- Mails.
- Facebook, Instagram osv.
- Nye projekter.

Eksempler på ting som kan være til forhandling:
- Den nye store bil, du har drømt om. Måske kan en mindre gøre det. Pengene, du sparer, kan betyde, at du kan arbejde lidt mindre og dermed få tid til at stresse ned.
- Invitationer. Du behøver ikke gå med til samtlige fødselsdage, barnedåber, bryllupper osv., som du bliver inviteret til. Måske vil et nej tak betyde, at du i stedet har tid til at være sammen med din nærmeste familie.
- Mailtjek om aftenen. Lader du være med det, kan det være, at du får en bedre nattesøvn.
- Ekstra opgaver fra chefen. Du behøver ikke altid takke ja til ekstra opgaver på arbejdet, hvis det betyder, at du bliver stresset.
- Facebook og andre sociale medier tager tid, der kunne bruges på for eksempel en gåtur.

LÆS OGSÅ: Chris MacDonald: Dét er den bedste kur

LÆS OGSÅ: PÅ FITLIVING.DK: 15 gode grunde: Derfor bør kvinder løbe

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Få et godt tip af Chris MacDonald