Hvor gammel er din krop?
SPONSORERET indhold

Hvor gammel er din krop?

En body-age test kan give dig et billede af, hvad du kan gøre for at passe bedre på din krop. Nu og i fremtiden. ALT for damerne fik tre modige kvinder til at tage en test. Og resultaterne var både oplysende – og opmuntrende.

Af: Louise Kidde Sauntved
11. okt. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

Du ved, hvor gammel du er. Du ved, hvad du vejer. Måske kender du endda dit præcise taljemål. Men alle de tal er kun vejledende. En lang række faktorer som overvægt, uheldige kostvaner og manglende tid til og fokus på motion kan nemlig få din krop til ikke alene at føles ældre, end du er, men faktisk være det. Og selv om du ser superslank ud i spejlet, kan du sagtens have skjult og farligt fedt omkring organerne. Omvendt kan det også vise sig, at du er i meget bedre form, end du går og tror.

Alt det kan du finde ud af – hvis du tør – ved at få lavet en såkaldt bodyage-test, der måler en lang række parametre som kondital, blodtryk, muskelstyrke, fleksibilitet og kropssammensætning – herunder fedtprocent, der tilsammen giver en indikation af, hvordan din krop har det, og hvor du bør sætte ind. NU. Hvis du vil bevare en sund og ung krop resten af dit liv.

­– Testen er i høj grad et motivationsredskab, der kan give det sidste spark, hvis du mangler motivation. Og samtidig peger på, hvilke områder, der bør være i fokus, forklarer fysioterapeut Kasper Nielsen fra Helseakademiet på Østerbro, der har testet de tre kvinder, du kan møde her.

DEN MOTIVEREDE

Michelle Hviid
Alder 39
Bodyage 33


Michelle Hviid, selvstændig, har opdaget, at løbetræning gør hende virkelig glad. Derfor træner hun til sit første maraton til september og håber at være i sit livs form, når hun fylder 40 til maj.

KOST
Michelle Hviid er med egne ord et "rigtigt madøre". Hun spiser sundt med mange økologiske grøntsager, men også til tider for meget.

– Jeg bliver aldrig fanatisk omkring kosten. Jeg vil hellere løbe en ekstra tur end springe et måltid over eller være forsigtig med, hvor mange kalorier jeg får. Jeg har et sundt og afslappet forhold til mad.

Til gengæld får hun som enlig mor til to børn og selvstændig karrierekvinde ikke søvn nok. Og det kniber også med at få drukket nok vand.

TRÆNING
Michelle har holdt en længere træningspause, men er nu tilbage for fuld styrke. Hun har de seneste måneder tabt sig en del ved en blanding af styrketræning, yoga og løb og har netop intensiveret sin løbetræning til tre gange ugentligt, så hun kan blive klar til sit første maraton til september.

KASPER NIELSEN OM MICHELLE:
– Generelt ser det flot ud. Dit blodtryk ligger superfint. Dit kondital ligger i kategorien "god" for din aldersgruppe, der er 35-39 år, og både dine mavemuskler og din bicepsstyrke er også rigtig fin. Man kan altid stræbe efter at blive bedre, men rent sundhedsmæssigt er der ikke noget at komme efter. Faktisk er din bicepsstyrke helt oppe i kategorien "elite", og det er rigtigt godt, for mange kvinder glemmer at træne armene. Men når du har rundet de 35, begynder du at miste muskelstyrke, og så er det vigtigt at intensivere muskelstyrken. Din fleksibilitet er også "elite", sikkert fordi du dyrker yoga. Det er meget vigtigt for at mindske slid og undgå rygsygdomme. Til gengæld er din fedtprocent på 26 stadig lidt høj, men du har tabt dig meget, så det er bare om at fortsætte.

GODE RÅD
– Maratontræning er ideelt til at få fedtprocenten ned, fordi det er udholdenhedstræning over længere tid, og det er det mest fedtforbrændende.

– Du har alt for lidt væske i kroppen. Hvis du drikker mere vand, vil dit energiniveau blive højere og din skadesrisiko mindre.

– Du skal træne dine hofter, når du alligevel er i fitnesscenteret. Det er vigtigt for at undgå skader.

MICHELLES REAKTION
– Hvis vi havde lavet den her test for fire måneder siden, havde det set helt anderledes ud. Men jeg er midt i en god proces og føler, at jeg er i god form og passer på min krop. Derfor er jeg også glad og stolt over, at min bodyage er yngre end mig. Det motiverer mig til at fortsætte af samme sti. Jeg er jo ved at træne op til et maraton, og så føles det godt at vide, at min krop holder sig godt.

Med hensyn til vægten, så er det sjove, at jeg slet ikke er motiveret af udseendet. Det kører sgu meget godt. Men jeg vil gerne tabe cirka otte kilo, for når jeg skal løbe 42 km, er der jo ingen grund til at slæbe for meget med. Og så er det godt at vide det med hoften, for jeg er meget forhippet på at løbe det her maraton uden skader.

DEN TRAVLE

Camilla Rønde Sørensen
Alder 23
Bodyage 23


Camilla Rønde Sørensen har supertravlt som fotopraktikant på BT, hvor hun har lange arbejdsdage, der ikke levner meget tid til at fokusere på motion og regelmæssige måltider.

KOST
– Det er sjældent, at jeg når at få mad til tiden i løbet af en arbejdsdag. Når jeg er ude på en opgave, lægger jeg ikke mærke til, at jeg er sulten, før jeg kommer tilbage, og mit blodsukker er faldet helt vildt, og jeg er helt vildt sulten. Og så bliver det alt for store måltider. Optimalt set ville jeg hellere spise mere fordelt ud over dagen. Og så drikker jeg for meget kaffe, ofte seks-syv kopper om dagen. Med letmælk, så det løber også op. Til gengæld prioriterer jeg søvn, for min arbejdsdag fungerer bare ikke, hvis jeg er træt og uoplagt.

MOTION
– Jeg prøver at komme ud at løbe tre gange om ugen, men som regel bliver det højst til to. Og så cykler jeg til og fra arbejde. Jeg forsøger at nå at træne, selv om jeg har travlt, for jeg kan mærke, at det giver mig mere overskud i hverdagen, når jeg lige får en løbetur en gang imellem.

KASPER NIELSEN OM CAMILLA
– Du er 23 og det er din bodyage også, men i din alder skulle den faktisk helst ligge noget lavere, for jo ældre, man bliver, jo sværere bliver det at opretholde en lav bodyage. Din målsætning bør være at komme 4-5 år længere ned.

Dit blodtryk ligger optimalt, men din kondition ligger på "middel", og din alder taget i betragtning, skal du helst op i "god"-kategorien, for det er nu, dine forudsætninger for en høj iltoptagelse er størst. Bodyage er et udtryk for, at man skal samle en masse sundhed i sin rygsæk, som man kan tage frem, efterhånden som man bliver ældre og ikke så fysisk aktiv. Du kan også trænge til mere styrke i dit bælte om maven, for mavemuskler er med til at opretholde en god holdning. Men din bicepsstyrke er fin, og din fleksibilitet ligger i toppen i forhold til din aldersgruppe. Den største hurdle er din fedtprocent, der ligger på 31,7, så det er vigtigt, at du dyrker både konditionstræning og fedtforbrændende træning, hvor du er i gang i over en halv time.

GODE RÅD
– Find en motionsform, du kan lide, så du kommer af sted trods travlhed. Løb er godt, fordi du bruger alle muskler i kroppen og flytter din egen vægt. Det giver hurtige fremskridt, og så er det let at veksle mellem høj og lav intensitet.

– Sørg for at få grundformen ordentligt på plads, før du begynder at arbejde på dit kondital.

– Få rigtigt meget styrketræning omkring maveregion og rygsøjle.

CAMILLAS REAKTION
– Det passede meget godt med den fornemmelse, jeg har af min krop. Også fedtprocenten. Jeg har været nede og veje 56 kilo, hvor jeg havde en fedtprocent på 21, fordi jeg trænede meget. Så jeg var godt klar over, at jeg ikke er i særlig god form. Jeg vil helt sikkert løbe noget mere og få så meget motion som muligt ind i min hverdag, når nu min arbejdsdag er så rodet og lang. Derudover skal jeg have styrketræning ind. Min familie har ret mange skavanker som sukkersyge, knogleskørhed og gigt, og jeg slæber dagligt på en taske med 35 kilo udstyr, der giver mig spændinger bestemte steder i kroppen, så jeg er godt klar over, at det er nu, jeg skal lære at passe på mig selv. Jeg tror, det her kan være et lille spark. Nu er der et mål.

VEDLIGEHOLDEREN

Mette Gravesen
Alder 29
Bodyage 21


Mette, lærer, har det seneste år tabt sig hele 16 kilo. Blandt andet ved at dyrke cross-fit tre gange om ugen. Og det har givet bonus på andet end badevægten.

KOST
– Da jeg skulle i gang med at tabe mig, købte jeg bogen "Spis maven flad", for jeg har altid haft tynde arme og ben, men et bildæk omkring maven, og det var jeg træt af. Så jeg følger rådene i bogen og undgår hvidt brød, ris, kartofler og sukker – og spiser spelt, rugbrød, protein, masser af grøntsager og maks. to stykker frugt om dagen. Og jeg har det meget bedre end før, hvor jeg kunne spise en bakke flødeboller på en aften.

MOTION
– Jeg har tabt mig 16 kilo, fra 76 til 60, det seneste år. Til at starte med ville jeg bare tabe fem kilo, men da jeg kom i gang var det så sjovt, at jeg besluttede at nå mit mål på 59 kilo. Det nåede jeg før jul. Mit næste mål er at blive mere tonet – og få et vaskebræt. Jeg træner i almindeligt fitnesscenter tre gange om ugen, mest crosstræning og cirkeltræning, der blander puls og styrketræning.

KASPER NIELSEN OM METTE
– Du er rigtigt godt med på alle områder. Dit kondital ligger helt oppe i toppen af kategorien "meget godt" og med lidt ekstra intervaltræning, vil du sagtens kunne komme op i "elite". Mavestyrken er også rigtig flot. Til gengæld kan du godt arbejde lidt med din fleksibilitet, for meget af den ligger i rygsøjlen, mens dine haser er stramme. Jo mere fleksibel du er, jo mindre er din risiko for diskosprolaps og slidgigt. Hvis du gerne vil træne hårdere på et tidspunkt, er det også vigtigt for at undgå skader. Du kan også godt gå lidt ned i fedtprocent. Du ligger på 26, og hvis du kan få den ned på 23, vil din iltoptagelse bliver nemmere og dit kondital stige. Men generelt set er det super super fint.

GODE RÅD
– Sæt mere fokus på fleksibilitetstræning og sørg for at strække godt ud efter træning.

– For dig handler det primært om vedligeholdelse af den rytme og motionsform, du har nu. For det fungerer.

– Husk at træne begge sider af leddene, altså både mave og ryg, biceps og triceps, i samme træningspas, så du ikke bliver ustabil.

METTES REAKTION
– Mit mål var at lande på 25, men jeg havde håbet at ligge under, så jeg er vildt glad. Selv om jeg har tabt mig meget, føler jeg ikke, at det har været hårdt eller svært – men det var også fra starten meningen, at jeg ville gøre det, fordi det er sådan jeg vil leve, og sådan jeg vil være og se ud. Men jeg kan da stadig gå amok en weekend og spise et kilo slik fra døgneren. Nu gør jeg det bare uden dårlig samvittighed. Det handler om at sætte sig nogle mål, og jeg synes faktisk, det går meget godt, som det går nu.

HAR DU FÅET MOD PÅ EN TEST?
En standardtest, som den artiklens tre kvinder har været igennem, varer 30-40 minutter og koster ca. 550 kr. Men det er også muligt at kontakte Helseakademiet for mere omfattende og individuelle tests. Helseakademiet ligger desuden i hus med Løbeakademiet, der kan være behjælpelige med supplerende træningsplaner. Helseakademiet laver også sundhedsordninger for virksomheder.