Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

Denne artikel blev bragt hos Klikk.no første gang. Dette er en redigeret udgave.

”Jeg er helt sikker på, at jeg ikke ville have været i fuldtid på arbejde nu, hvis jeg ikke havde fundet ud af, hvad der var galt med mig," siger 50-årige Jane Brendhagen.

Hun arbejder som politibetjent og har krævende dage i skiftehold. I dag klarer hun det uden problemer, men for et par år siden var situationen helt anderledes.

”Jeg begyndte at føle mig dårlig, og måtte mobilisere alle kræfter for at komme op på første sal. Jeg var sikker på, at jeg ikke havde hvilet længe nok, mens jeg var sygemeldt,” siger hun og fortsætter:

"Men jeg var fast besluttet på at prøve at komme tilbage til arbejdet så hurtigt som muligt.

Lå i et mørkt rum

I starten af 2015 gik hendes krop helt i stå.

”Det sagde bare 'bang'. Jeg lå ned og kunne ikke stå på mine ben eller være i oprejst stilling, så jeg blev kørt til lægen i en kørestol. Jeg lå for det meste ned, men min krop "dirrede", så det var heller ikke godt at ligge ned. Jeg havde hjernetåge, mælkesyre i musklerne og følte det, som om jeg gik på puder. Mine ben svulmede også op,” fortæller hun, og fortsætter:

”Jeg havde ingen chance for at holde mig oprejst og måtte ligge meget i sengen. Mit hoved var som vat, og jeg kunne ikke koncentrere mig om noget. Lyd og lys var også smertefuldt, så jeg lå i et mørkt rum. Min koncentration var helt i bund, og jeg kunne næsten ikke huske noget.”

Både lægen og hendes selv mente, at det var udbrændthed, og at hvile var den eneste løsning.

Alle blodprøver var inden for normale grænser, så Jane gjorde, som hun fik besked på.

Måtte gå direkte i seng

”Hvis jeg lavede aftensmad og pakkede børnenes børnehave- og skoletasker, måtte jeg gå direkte i seng bagefter. Der var mange gange, hvor jeg sad på gulvet i gangen og pakkede tasker, fordi min krop ikke kunne stå op, så udmattet og dårlig var jeg. Min familie var der for mig, og jeg kunne ikke have gjort det uden dem. Min mor måtte køre mig til de obligatoriske møder med NAV (arbejds- og velfærdsforvaltningen i Norge, red.), for jeg kunne ikke køre bil,” siger hun.

Jane var sygemeldt i så lang tid, at hun til sidst måtte overgå til arbejdsløshedsunderstøttelse. Det blev en økonomisk vanskelig situation, og i 2017 blev det i samråd med hendes læge besluttet, at hun skulle forsøge sig med deltidsstilling, hvor hun arbejdede 20 procent.

”Det klarede jeg, men det betød også, at jeg var nødt til at hvile resten af dagen. Jeg havde ikke lyst til at tage børnene med til aktiviteter, men igen var jeg heldig at have en mand og en familie, der støttede mig,” siger hun.

Nok bare nerver

”Lægen troede, at jeg var deprimeret, fordi jeg begyndte at græde. Og da jeg fortalte ham, at jeg følte det, som om jeg var følelsesløs i den ene side af ansigtet, fik jeg at vide, at det nok bare var nerver. Men jeg har aldrig været nervøs i hele mit liv. Jeg arbejder som politibetjent og har set mange mennesker med psykiske problemer i årenes løb.

Jeg var ikke deprimeret, men der var mange tårer, fordi jeg var frustreret over, at min krop ikke fungerede, og jeg følte, at der var noget galt. Alligevel fik jeg ordineret antidepressiv medicin,” fortæller den 50-årige.

Hun tog dog aldrig pillerne, fordi hun indså, at hun ikke led af angst eller depression.

”Jeg har i dag fået slettet fra min lægejournal, at jeg skulle være lettere deprimeret, for det var jeg ikke.”

Jane fandt til sidst en privatpraktiserende læge i Oslo og søgte hjælp der. Selv havde hun mistanke om både lavt stofskifte og hjerteproblemer. Men en grundig undersøgelse viste, at det ikke var andet end vitaminmangel, der var galt med hende, for både hendes D-vitamin-, calcium-, magnesium- og B12-niveau var for lavt.

Træthed og hjertebanken

”Da jeg begyndte at tage vitamintilskud, følte jeg langsomt, men sikkert, at jeg fik det bedre, og efter et stykke tid gik jeg mere og mere op i tid på arbejdet, men jeg kunne stadig ikke arbejde om natten. Det satte mig tilbage karrieremæssigt, fordi jeg ikke kunne søge en højere stilling uden at arbejde om natten.” fortæller Jane, og fortsætter:

”Ved et tilfælde stødte jeg på B12-foreningen hjemmeside, og jeg genkendte mange af de symptomer, de havde oplistet der. Jeg havde bl.a. en mærkelig fornemmelse i ansigtet, følelsesløshed i benene, koldsved og følte mig generelt bare rigtig dårlig.”

Almindelige symptomer på B12-mangel er træthed, tung vejrtrækning og hjertebanken.

”Vi har brug for B12-vitaminet, for at vores krop kan fungere, og vitaminet har en nøglefunktion i hjernen, nervesystemet og bloddannelse. B12-mangel kan give forskellige symptomer, bl.a. træthed, øm tunge og vage neurologiske forstyrrelser. En type anæmi kan også være forårsaget af B12-mangel,” siger Tiril Elstad, som er læge ved Balderklinikken i Oslo.

Med andre ord kan B12-mangel gøre dig blodfattig. Hvis man mangler vitaminet i længere tid, kan man opleve følelsesløshed eller snurren i fingre eller tæer, nedsat evne til at føle vibrationer i fødderne og gangbesvær. Nogle få mennesker oplever et alvorligt tab af styrke i arme og ben samt kramper.

Tiril Elstad siger, at B12-mangel kan opstå i alle aldre. Mangel på vitamin B12 kan skyldes, at man enten indtager eller optager for lidt vitamin B12.

”Nogle risikofaktorer omfatter vegansk eller vegetarisk kost, mave-tarm-sygdomme og visse former for medicin,” siger Elstad.

Der findes flere laboratoriemetoder til at måle B12, og resultaterne kan variere afhængigt af tid og sted. B12-screening anbefales ikke.

Endelig bedre

”Da jeg begyndte at tage ugentlige B12-indsprøjtninger, blev mine symptomer straks bedre. Langsomt, men sikkert, fik jeg det bedre. Samtidig indså jeg, at jeg kun havde det godt i to dage efter indsprøjtningen, for på tredjedagen vendte symptomerne tilbage,” fortæller Jane.

”Jeg lærte fra B12-foreningens hjemmeside, at man skal behandle symptomerne, ikke blodprøveresultaterne, når man starter B12-behandling, fordi det kan være meget individuelt. Nogle mennesker fungerer ved relativt lave niveauer, mens andre ved højere niveauer. Undervejs har jeg oplevet, at symptomerne er blusset op, men jeg har fundet ud af, at kroppen reparerer, og jeg er derfor ikke blevet bange, men har fortsat med at få indsprøjtninger.”

Tilbagefald

Da pandemien ramte i marts 2020, var der en naturlig pause i B12-indsprøjtningerne.

”Jeg havde ikke lyst til at løbe ned til lægen eller genere de sygeplejersker, jeg kendte, som gav mig indsprøjtningen, så jeg tog den ikke. Jeg havde det trods alt ret godt på det tidspunkt og havde affundet mig med, at min krop aldrig ville blive 100 procent igen.”

Men i løbet af sommeren fik hun det igen rigtig dårligt. Efter endt arbejdsdag var hun nødt til at gå direkte hjem i seng. Hendes krop rystede, og hun kunne næsten ikke stå op. Hun var forpustet, og hendes muskler smertede.

”Mine arme var så ømme, at jeg ikke kunne holde min mobiltelefon, og mine ben var følelsesløse. Pludselig kunne jeg ikke længere løbe en tur, og jeg fik mælkesyre i benene af at gå på trapper. Jeg kunne heller ikke koncentrere mig om mine arbejdsopgaver. Jeg fik et godt råd om ikke at stresse og i stedet fokusere på at hvile. Men hvor mange timer om dagen skal jeg bruge på at hvile?” siger Jane lidt irriteret.

Tilbage på arbejde på fuld tid

Jane bad om en udskrift af sine tidligere blodprøver, og det viste sig, at hendes B12-niveau havde været lavt i flere år. Det var ’Inden for det 'normale’, men lå i den nedre del.

”Jeg sammenlignede mine blodprøveresultater i forskellige perioder fra 2015 til 2020. I de perioder, hvor jeg tog indsprøjtninger, steg værdierne. Det var også de perioder, hvor jeg havde det godt. Da jeg indså, at mine værdier var faldet kraftigt i den periode, hvor jeg ikke havde taget indsprøjtninger på grund af nedlukningen under pandemien, var jeg ikke længere i tvivl. Det dramatiske tilbagefald overbeviste mig om, at det var B12, der forårsagede mine symptomer.”

Takket være regelmæssige B12-indsprøjtninger har Jane fået det godt i dag, og hun er tilbage i sit fuldtidsjob som politibetjent.

”Jeg har fået et helt nyt liv, og jeg fungerer godt i det. Jeg kan arbejde, træne og deltage i børnenes aktiviteter, og ikke mindst er min krop ikke fysisk øm. Jeg sørger også for at tage jern og folat, for jeg har lært, at det er vigtigt at holde øje med det, når man har B12-mangel. Jeg kan straks mærke, når jeg har brug for at fylde op.”

Jane tror ikke, at hendes historie er unik.

”Der er sikkert mange mennesker, som går rundt med en krop, der ikke fungerer, men som får at vide, at alle deres blodprøver er fine og inden for normale grænser, og at deres symptomer skyldes stress eller noget psykisk. Mit råd er at få et ordentligt tjek hos en læge, der ved noget om B12-mangel.