”Min krop og hjerne klapser sammen hver aften klokken 20.30.”
Mette er heldig, at hun ikke har voldsomme bivirkninger. Men hun døjer med træthed og dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre, end hun gør.
Tiden efter anden kemobehandling gik rigtig godt, og jeg følte mig meget privilegeret. Tænk at det var muligt at få hverdagen til at fungere mere eller mindre normalt trods kemobehandling. Før jeg blev ramt af kræft havde jeg aldrig "hørt om", at kemo ikke nødvendigvis ville medføre et "liv i helvede".
LÆS OGSÅ:Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”
Jeg er meget bevidst om, at der er mange, som går i gennem mange og svære udfordringer med kemo. Ingen tvivl om at det må være hæsligt og ekstremt hårdt, samtidig med frygten for kræftens tilstedeværelse eller tilbagevenden.
Jeg kunne bare rigtig godt tænke mig, at der var lidt mere fokus på de situationer, hvor mennesker kommer godt igennem kemobehandling. Jeg føler mig overbevist om, at jeg ikke er den eneste, hvor det forløber hæderligt. Jeg tror, at det havde styrket min optimisme og fortrolighed med forløbet, hvis jeg havde kendt til nogle "solskinshistorier" inden start. Det virkede meget skræmmende for mig, da jeg stod over for at skulle i gang med kemoforløbet.
Da jeg var midtvejs mellem 2. og 3. kemo begyndte jeg at blive nervøs og nærmest stresset ved tanken om risikoen for at blive syg grundet et lavt immunforsvar. Jeg meldte afbud til en fødselsdagsbrunch på en cafe, for at minimere risikoen for at blive smittet med noget fra nogen.
Følte mig lidt hysterisk over at melde afbud, men jeg var omvendt alt andet end interesseret i at indkassere en gang influenza og måske dermed et ophold på 17. etage på mit Hotel Herlev. Så hys eller ej – jeg vinkede farvel til mand og børn da de trillede af sted til brunch-arrangementet, og jeg selv snuppede en løbetur.
Heldigvis tydede noget på, at sprøjten, jeg havde fået i forbindelse med 2. kemo, havde formået at puste godt liv i "mine soldater", for mit immunforsvar viste sig at være i stand til at holde baciller og andet skidt fra døren. Jeg blev ikke syg – jubiiii!!!
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 11: "I kan hænge jeres parykker derovre."
Træt, træt, trææææt
I min rus over ikke at blive "kemo-syg" og ikke at skulle kæmpe med betydeligelige bivirkninger, havde jeg nok en tendens til helt at ignorere de bivirkninger, som behandlingen trods alt efterlod hos mig. Jeg havde ikke voldsomme bivirkninger, men når man kommer ind i så intensivt et behandlingsforløb, så virker det som om ens registrering af selv de mindste reaktioner eller bivirkninger skærpes betydeligt.
Træthed havde frem til nu været den bivirkning, som fyldte mest. Det betød bl.a., at mine aftener var blevet kortere. Det var meget sjældent at "nathue og ørepropper" ikke var monteret senest kl. 22. Tidligere brugte jeg ofte mine aftener på lige at samle op på dagens arbejde, men nu var det sjældent jeg kunne overskue det. Min krop og hjerne nærmest klapsede sammen omkring klokken 20.30.
Når jeg kom hjem fra job nærmest klyngede trætheden sig omkring mig. Det var irriterende at blive mindet om begrænsningen af ressourcer. Mit bedste våben mod trætheden var løb, der for mig både "rensede hjernen" og stimulerede "overskudsproduktion", hvilket var nogle af de vigtigste drivkræfter for mig. Løbeturene gjorde aftenens første timer med indkøb, madlavning, madpakker og spisning så meget bedre og mere værdiskabende – ikke mindst i forhold til min tid med pigerne.
Trætheden var desværre også generator af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at jeg meget sjældent fandt overskud til at gøre rent og svinge støvsugeren, pudse vinduer eller eksempelvis gøre haven forårsklar. Min mand (som i øvrigt hader nullemænd og rod) havde derfor nok at se til, og jeg følte det var min skyld. Følte jeg opbyggede gæld i stor stil. Det var som om min hjerne teede sig som en rynket rosin bare ved tanken om at kaste mig ud i at søge eksempelvis rengøringshjælp. Nye eller ekstra opgaver virkede til tider uoverskuelige.
I den noget mindre charmerende boldgade fra bivirknings-universet kan nævnes peristaltikken, som kemoen også har valgt at give lidt ekstra opmærksomhed. Tarmenes bevægelser var blevet noget friskere, og det gav særdeles god mening at være let til bens, når tarmene spillede op til dans. Træls og pænt irriterende at blive udfordret i den ende, men igen må jeg konstatere at det hørte i til i "småtingsafdelingen".
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 10: ”Jeg lignede en forblæst skovtrold”
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 9: "Feber udløste fribillet til akutafdelingen"