Redaktionen på bootcamp: Plus sved, minus sukker
Foto: Powerhouse cph, Instagram
Eurowoman

Powerhouse træning

"Uden at have rørt ved en håndvægt kan jeg både se og mærke en forskel"

Del på

Er du gået kold i din vante træningsrutine og har brug for en kickstarter, står Tor Andersen og Jan Svensson, indehavere af Powerhouse, klar til at give dig fire ugers motiverende træning, der giver sved på panden. Det ved skønhedsredaktør Bea Fagerholt.

Af Bea Fagerholt 03.jun.2015 Sundhed

Solen og sommeren er lige om hjørnet, og tænker du "åh nej" frem for "juhu", fordi det også betyder, at du skal hoppe i badetøj og petite sommerkjoler, er det måske tid til at gøre noget ved sagen. Redaktionen har testet fem træningsforløb, der kan sparke motivationen og den gode form i gang.

Forløbet
Jeg er ikke den store motionist og kan højst tvinge mig i træningstøjet en gang om ugen. Men jeg vil gerne i form, så jeg starter med at tilmelde mig en fire ugers bootcamp, som består af et hold på seks kvinder. Forløbet indledes med et intromøde, hvor kost- og ernæringsekspert samt blogger Sofie Bentzen holder et oplæg om sund kost, der gavner under et intensivt træningsforløb. Alle deltagere har forskellige mål, personligt vil jeg gerne tones og komme i form. Samtidig beslutter jeg mig for at indgå i et nul-sukker-forløb.

Tor Andersen og Jan Svensson er indehavere og trænere i Powerhouse, og sammen tager de en individuel samtale med deltagerne for at danne sig et indtryk af, hvad den enkelte gerne vil opnå, samt hvilke udfordringer de har. De fire uger er strikket sammen, så træningen varierer mellem reformer, TRX, crossfit, interval-, styrke- og coretræning. Reformer er en slags bænk, som du både kan ligge, sidde og stå på og lave utallige styrketrænings- og udstrækningsøvelser på. Heldigvis behøver man ikke være rutineret for at følge med – alt foregår i øjenhøjde.

Vi mødes fire gange om ugen: mandag og fredag morgen, onsdag aften og lørdag eftermiddag. Tiderne ligger fast, så man fra start kan plotte det ind i kalenderen og sikre et dedikeret forløb. Da det for nogle ikke er realistisk, kan man heldigvis få en separat træningsopgave, hvis man er forhindret i at deltage. Ugen skydes i gang med mandagstræning klokken syv. Virkelig hårdt, men også det værd, når man klokken otte har fået svedt weekenden ud, er klar i hovedet og parat til en ny uge. For hver gang vi mødes, er der noget nyt på programmet, så kroppen bliver udfordret og ikke vænner sig til det samme. Der opstår hurtigt en 'team-spirit' på holdet, det er hyggeligt at møde op til træning og tilmed fascinerende at følge folks udvikling.

Resultatet
Uden at have rørt ved en håndvægt kan jeg både se og mærke en forskel på og i min krop. Mine arme, mave og lår er blevet mere tonede, og jeg kan tage armbøjninger uden problemer. Jeg kunne ikke holde nul-sukker-reglen 100 %, men der blev da skåret betydeligt ned. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være en af dem, der blev afhængig af træning, men jeg kan mærke, at min krop gerne vil i træningstøjet, så nu er der bare tilbage at overtale hovedet.

HVOR
Powerhouse Cph, Dampfærgevej 8, 2100 Kbh. Ø, Powerhousecph.dk

HVAD
Forløb på fire uger med træning fire gange om ugen.

PRIS
4.000 kr.


LÆS OGSÅ: Livsforandrende yoga

LÆS OGSÅ: Personlig træner med variation

LÆS OGSÅ: Syv dages miks

Del på
Kommentarer (0)

Henter...