Se de 10 superfoods du skal kende
SPONSORERET indhold

Se de 10 superfoods du skal kende

Boost dit humør, din energi og din intelligens med disse 10 superfoods.

Af: Susanne Knutzen Foto: Bulls
22. feb. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Hvis en enkelt fødevare kunne garantere, at vi blev slanke, glade eller sygdomsfrie lige med det samme, ville køen ind til supermarkedet være kilometerlang. Sådan en fødevare findes ikke, men der er heldigvis masser, som kan hjælpe os godt på vej.

"Vores kost har stor effekt på vores kort- såvel som langsigtede sundhed, især når det gælder fedme, diabetes og hjertesygdomme, siger Dariush Mozaffarian, MD, lektor i hjerte-kar-sygdomme ved Harvard Medical School til Health.com. Han understreger, at det er vigtigt at spise en bred vifte af sunde fødevarer i stedet for at fokusere på en slags.

Vi har samlet 10 superfoods, der hver har en række positive effekter på din sundhed, som du med fordel kan putte i indkøbskurven.

10 superfoods der booster din sundhed


1. Bælgplanter

Ærter, bønner og jordnødder er gode kilder til magnesium. Et mineral, der spiller en stor rolle i kroppens energiproduktion, og som er nødvendig for, at kroppens stofskifte fungerer, som det skal, at vi kan bruge vores muskler på normal vis, og at hjertet fungerer normalt. Derudover er bælgfrugter som tørrede linser, bønner og kikærter gode proteinkilder, der enten kan erstatte kødet eller anvendes som supplement til en ret.

2. Spinat
Den grønne bladgrønsag har et højt indhold af karotenoider, som kroppen omsætter til antioxidanten A-vitamin, der udløser en immunreaktion til bekæmpelse af infektioner. Indholdet af C-vitamin er gavnlig for din hud, og B-vitaminet øger dit energiniveau. Spinat skal spises rå eller kun lettere tiberedt, da opvarming ødelægger karotenoiderne og C-vitaminet.

3. Quinoa
Quinoaplantens frø indeholder essentielle aminosyrer, samt et meget højt proteinindhold. Aminosyrerne er afgørende for opbygningen af dine muskler. Når du opbygger muskelmasse, øger du også dine energiressourcer og potentielt også din udholdenhed. Derudover er fedtindholdet lavt og baseret overvejende på de mest sunde fedtsyrer, som omega-3.

4. Tomater
Tomater er propfulde med C-vitamin, som har en stor betydning for alle immunforsvarets funktioner, derudover er vitaminet virushæmmende. Desuden er den lille røde grønsag en god kilde til E-vitamin, der hjælper med at beskytte kroppen mod toksiner.

5. Æbler
Den søde og sprøde frugt er et effektivt rensemiddel, fordi dets høje indhold af kostfibre som pektin hjælper med at fjerne giftstoffer fra kroppen. Pektin binder sig til kolesterol, toksiner og tungmetaller, og øger dermed udskillelsen af dem. Æblesyre hjælper desuden kroppen til at udnytte energien mere effektivt.

6. Cayennepeber
Sæt fut i vægttabet. Dette ildrøde pulver kan bremse din appetit og øge din kalorieforbrænding, ifølge en ny amerikansk undersøgelse fra Purdue Universitet.

7. Persille
Den grønne urt er sprængfuld af næringsstoffer, især C-vitamin, som er godt for dit immunforsvar og bidrager ved kroppens optagelse af jern. Persille beroliger fordøjelseskanalen, og lindrer fordøjelsesbesvær og tarmluft, og urten stimulerer nyrerne og er med til at afgifte kroppen.

8. Gulerødder
Rodfrugten er en god kilde til betakaroten, der kroppen omsætter til A-vitamin, der gør cellerne mere modstandsdygtige over for virusser, og som også er godt for synet. Det K-vitamin, der findes i gulerødder, får vores sår til at hele. Gulerødder indeholder også krom, der stabiliserer blodsukkeret, hvilket gør grønsagen velegnet til at styre din sukkertrang

9. Rosmarin
Rosmarin styrker nerverne og har samtidig en beroligende effekt, og kan derfor fordrive negativitet, fjerne angst og i stedet løfte dit humør. Planten stimulerer blodtilførelsen til dit hoved og hjerne, så den hjælper dig til mental klarhed og øger din koncentrationsevne. Desuden er rosmarin god mod hovedpine.

10. Appelsin
Den saftige orangefrugt er ikke kun en af de bedste kilder til C-vitamin, som er en forudsætning for et stærkt immunforsvar. Vitaminet er også afgørende for hudens kollagen-produktion, der er med til at modvirke tørhed og udsætter rynker. Det viser en undersøgelse offentliggjort i American Journal of Clinical Nutrition.

Kilder: Health.com, bøgerne "Styrk dit immunforsvar" og "Mere energi med urter".